Generation navlestreng

Her er jo tale om mennesker, der på alle måder bobler af overskud. Veluddannede, ressourcestærke og i gode job, hvor selvstændighed og ansvarlighed er afgørende parametre. Og alligevel hager de sig fast til navlestrengen, som på fjerde årti holder dem oven vande med sin tilførsel af kraftigt forstørrede lommepenge.

At netop 1968-generationens børn har svært ved at løsrive sig fra mor og far, er en anelse ironisk, men rejser samtidig flere spørgsmål.

For selvfølgelig er det fristende at komme lidt nemmere til drømmehuset. Og ja, naturligvis skal man i familien hjælpe hinanden.

Men hvem er man, når selve grundlaget for ens hverdag afhænger af navlestrengen til de forældre, man for længst burde have løsrevet sig fra? Hvem er man som par, når man – sagt eller usagt – står i gæld til forældre og svigerforældre? Og hvem er man i sine forældres øjne, når man ganske vist er flyttet hjemmefra, men i realiteten mest af alt har erstattet børneværelset med et parcelhus?

Er status blevet så afgørende for min generation, at vi uden tøven udstykker vores selvstændighed og frihed, så vi kan smykke os med det lækre hus og den fede bil? Eller er vi bare vant til, at vi kan hoppe gennem livet på trædesten af risikable lån og lommepenge fra mor og far?

Om nogle år er det mine egne børn, der er på jagt efter drømmehuset, og hvad gør jeg så, hvis jeg kan se, at navlestrengseffekten kan give dem lidt flere kvadratmeter, en lidt større have og et lidt bedre postnummer? Jeg ved det ikke. Men forhåbentlig står jeg fast, så mine børn og jeg kan mødes som ligeværdige og som individer, hver med vores liv – forbundet af respekt og omsorg, ikke af arveforskud og navlestrengsoverførsler.

rasmussen@k.dk