Erik Bjerager ansvarshavende chefredaktør |
15. april 2011
Kristendommen har i 2000 år været vækstmotor for europæisk kultur. Men med afkristningen af samfundet bliver stadig færre i stand til at afkode deres egen kulturhistorie. Chefredaktør Erik Bjerager skriver i dette påske-essay om kristendommens bidrag til den vestlige civilisation
"Hvem holdt Bjergprædikenen? Var det Moses eller Jesus?"
Nogenlunde sådan blev der spurgt i TV 2's quizprogram "Hvem vil være millionær" tidligere på året. Deltagerne endte med at svare Moses. Den slags svar bliver man ikke millionær af.
Tilsvarende kunne man spørge: "Hvorfor holder vi egentlig påske?". Eller: "Hvad skete der langfredag?". Svarene ville formentlig i lige så høj grad blafre i vinden.
Den vestlige verden oplever et videns- og traditionstab inden for mange områder i disse år. Men få steder er tabet så markant, som når det gælder viden om den kristne tro.
LÆS OGSÅ: Transformation er påskens mysteriumÅrsagerne hertil er mange. For bare få generationer siden var kristendommens historie en naturlig del af faget i skolen. Hvis man har skolesøgende børn i dag, vil man vide, at der er langt mellem undervisningstimerne i egentlig kirke- og kristendomshistorie. Jesus og Det Nye Testamente finder vej ind på skoleskemaerne som led i tværfaglige projekter om mobning eller næstekærlighed, hvor også andre gode folk, der har haft deres gang på jorden, kan inddrages.
I 2006 offentliggjorde Undervisningsministeriet en undersøgelse af kvaliteten af kristendomsundervisningen i folkeskolen, som daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V) kaldte for "en guldgrube af triste oplysninger om, hvor lidt der gøres ud af faget".
I disse dage op til påskeugen er det værd at besinde sig på, hvad kristendommen ikke bare betyder for den enkelte, men har betydet for den vestlige kultur i de seneste 2000 år.
De to faktorer, der har præget europæisk kultur og samfund allermest, er den kristne tro og den sekulære og rationelle tænkning. I dag gøres der en ihærdig bestræbelse på at ophøje den sekulære fornuft til den mest værdifulde kulturskabende kraft i det moderne samfund, mens epoken før oplysningstiden i 1700-tallet ofte fremstilles som formørket.
Det er selvfølgelig en både forkert og ensidig beskrivelse af den historiske udvikling. Tværtimod er tilblivelsen af de grundlæggende værdier, som de vestlige demokratiske samfund bygger på, herunder både den sekulære og rationelle tænkning, i høj grad en følge af kristendommens påvirkning.
Der har været perioder i kirkens historie, hvor dele af kirken har afvist nye videnskabelige landvindinger af hensyn til sin egen magtposition, men kristendommen rummer ingen modstand mod fornuften. Tværtimod. Det er vigtigt at understrege i disse år, hvor der under indtryk af islam fremmanes et skræmmebillede af al religion. Kristendom hældes i den store religionsgryde og udlægges som bagstræberisk og af de mest forbenede kritikere også som modstander af fornuft og demokratisk samfundsudvikling.
Her cirka 2000 år efter Jesu død og opstandelse i Jerusalem går det an at konkludere, at det, der skete dengang, har haft afgørende gennemslagskraft og i al væsentlighed har virket både civiliserende og kultiverende for europæisk kultur- og samfundsliv. Der er formentlig ikke det område, som den kristne tro ikke har præget op gennem tiden. Det er svært at forestille sig videnskabelige landvindinger, retssamfundets udvikling, frihedsrettighederne, kunst, musik, litteratur og så videre uden kristendommen.
Den canadiske litteraturprofessor Northop Frye går i sin meget roste bog "Den store kode" fra 1982 så vidt, at han beskriver Bibelen som fortolkningsnøglen til stort set al europæisk litteratur og kultur. For nogle år siden advarede en fransk kirkeleder om, at franske børns viden om kristendom er blevet så reduceret, at de ikke kan forstå symbolikken eller genkende de arketypiske fortællinger i hovedparten af de malerier, der hænger på Louvre. Noget lignende kan man med stor sandsynlighed sige om danske børn.
Kristendommens betydning for samfundet er som saltets betydning i kartoffelvandet. Man kan ikke se den, men effekten er mærkbar.
Historisk medførte kristendommen en grundlæggende forandring af de samfund, hvor troen blev udbredt. Den førte et værdisæt med sig, der vendte op og ned på, hvad folk ellers tænkte og mente. I en brutal antik kultur, hvor syge blev udstødt, hvor fattige fik lov at sulte ihjel, og hvor mord i den romerske arena var en accepteret del af folkeunderholdningen, bød kristendommen i de første menigheder på et budskab om kærlighed og omsorg, forsoning og tilgivelse, frihed og frisættelse.
At den nye tro, der fulgte i kølvandet på korsfæstelsen af jøden Jesus, kunne sprede sig så hastigt, som tilfældet var for 2000 år siden, skyldtes ikke mindst, at den bragte en ny gudsforståelse og et nyt menneskesyn med sig. Den kristne Gud var skaberen af alt, og Jesus Kristus var frelseren. Budskabet gjaldt som noget helt nyt alle mennesker. Andre og mere komplicerede filosofiske eller religiøse systemers bud på frelse som noget, der krævede særlige handlinger eller etnicitet, for eksempel jødedommen, blegnede ved siden af den på mange måder enkle kristne og universelle tro og etik.
Der var mange grunde til, at den kristne tro kunne sprede sig med den hast, som det skete i de første århundreder efter Jesu fødsel. Men en central forklaring var, at folk oplevede den nye tro som bedre end den, de havde. Buddet om næstekærlighed blev grundlæggende for den kristne forkyndelse og var også årsagen til, at de første kristne menigheder gjorde så meget for at drage omsorg for de syge, de forældreløse og enkerne. Selvom det ofte fremføres, at alle religioner rummer den gyldne regel om, at du skal behandle andre, som du selv ønsker at blive behandlet af dem, fik netop næstekærligheden og omsorgen for det enkelte menneske – også den uden for familie- og vennekredsen – en fundamental betydning.
Kvinder, der i antikken var underlagt mandens ret og i nogle samfund var mandens juridiske ejendom, fik i de kristne menigheder en ny status. Netop fordi den kristne tro var for alle stænder, klasser, kvinder, mænd, frie og slaver, gav den sine tilhængere en menneskelig anerkendelse og åndelig frisættelse, som var ny. Kristendommen førte for især kvinder til, at de blev agtet højere. Godt nok skulle de tie i forsamlinger, som Paulus formanede, men de blev med kristendommen mere respekterede i det omgivende samfund. Kristendommen tiltrak i høj grad kvinder, og med dem fulgte mændene.
Kravet om næstekærlighed og solidaritet med andre affødte i de første menigheder modstand mod flerkoneri, abort og incest, ligesom utroskab og skilsmisser i de kristne menigheder ikke blev accepteret. Alt sammen styrkede det kvindens position.
I takt med kristendommens udbredelse slog den kristne etik igennem til den gældende ret. Det blev for eksempel i 300-tallet i Romerriget forbudt at skaffe sig af med handicappede og syge børn ved at sætte dem ud til de vilde dyr. Den umenneskelige brændemærkning i ansigtet af forbrydere, der indtil da havde været romernes måde at stemple kriminelle på, blev efter kristent pres også afskaffet. Der blev indført nye regler for ægteskab og adoptioner, en mere human behandling af fanger og retten til kirkeasyl.
I videre forstand kom dele af det europæiske og sidenhen danske retssystem til at blive dybt forankret i forestillinger, som kan føres tilbage til kristendommen. Ikke blot inden for ægteskab og samliv, men også rettens forståelse af forbrydelse og straf og det udprægede hensyn til den svage i samfundet er en frugt af kristen påvirkning.
Kristendommens allervigtigste bidrag til retsopfattelsen har formentlig været understregningen af individet og den enkeltes individuelle ansvar og ikke som i mange muslimske kulturer slægtens kollektive hæftelse for et familiemedlems forbrydelse.
Vi så for nogle år siden herhjemme en herboende imam foreslå, at en muslimsk familie skulle betale en anden familie bod for et begået drab. Den form for bodstænkning og kollektiv hæftelse var også praksis i vikingetiden, men blev til dels ophævet i stort set alle kristne samfund. I Danmark skete det i 1200-tallet.
Fordi kristendommen forandrede menneskesynet, forandrede den med tiden også den omgivende verden. Kirken og klostrene satte barmhjertigheden i system og indførte fattighjælp og den pleje af syge, som med tiden udviklede sig til hospitaler. Derudover var det også kirkerne, der etablerede grundlaget for skolevæsenet og de første universiteter i Europa.
Kejser Konstantin gjorde formentlig kirken og kristendommen en bjørnetjeneste, da han i år 312 erklærede kristendommen for officiel religion i Romerriget og dermed gjorde sig selv til kirkens øverste leder. Den fusion af ånd og verdslighed, religion og politik og til dels kirke og stat, som det medførte, og som siden kom til at præge en meget stor del af Europas historie, har ikke været til udelt gavn for hverken kirken eller det omgivende samfund.
Kirken, der fra begyndelsen var kendetegnet ved at være barmhjertighedssøgende, blev nu også magtsøgende. Der er begået uhyrligheder i Guds navn op gennem historien. Selv om kirken og kristendommen kan være svære at adskille, er det vigtigt at gøre det alligevel. Ligesom Darwin ikke bør dømmes på, at hans teori om den stærkestes overlevelse blev misbrugt af Hitler til udviklingen af et racehygiejnisk program, der begyndte med udryddelsen af de mentalt handicappede, kan man ikke bebrejde kristendommen, at den er blevet misbrugt af kirkens magtmennesker, der har stået bag inkvisitionens kætterdomstole, hekseafbrændinger, voldeligt missionsarbejde og jødeforfølgelser.
Kirken har ved siden af den magtposition, den kom til at indtage i mange samfund, også altid haft en barmhjertig og social side. Det diakonale har siden de første menigheder, hvis liv blandt andet er beskrevet i Det Nye Testamentes bog, Apostlenes Gerninger, været en fast og uadskillelig del af det, som kirken har opfattet som sit centrale område. Munken Frans af Assisi var bare en af mange reformkræfter inden for den katolske kirke, der virkede op igennem middelalderen. Han levede selv i askese og hjalp datidens fattige. Han skabte med sin munkeorden, der herhjemme blev kaldt gråbrødrene, en modbevægelse til den magtbegærlige kirke, som han dog valgte at forblive i. De reformkræfter, der førte til de protestantiske kirkesamfund i 1500-tallet, var også præget af en søgen tilbage til de kristne rødder, væk fra den magtfulde kirke. Og det var en række andre kirkelige bevægelser som for eksempel den, der i England gik foran i 1700- og 1800-tallet for at skabe menneskelige forhold for industriarbejderne.
Mange mennesker i kirkerne rundt omkring udretter også i dag et enestående humanitært og uselvisk arbejde. Omfanget af folkekirkens diakonale arbejde rundt om i sognene er aldrig blevet ordentligt kortlagt, men sammen med den indsats, som kirkelige sociale organisationer yder, er kirkens sociale arbejde det ubetinget mest vidtrækkende, der foretages i Danmark uden for offentligt regi.
Korstogene nævnes ofte som et eksempel på vold begået i kristendommens navn, og de bød da også på brutale erobringstogter, sanseløse massakrer på uskyldige mennesker og tankeløs udryddelse af enestående kulturværdier. Tænk bare på plyndringen af Konstantinopel. Men i den ensidige fordømmelse, de i dag udsættes for, glemmes, at det kristne Europa blandt andet mobiliserede sig mod den fremtrængende islam, som jo havde indtaget den hellige by Jerusalem, og siden hen først stoppede, da den osmanniske hær led et forsmædeligt nederlag i 1683 foran Wiens porte. Glæden over sejren fik dengang østrigerne til at omsmelte nogle af de osmanniske kanoner til kirkeklokker, som den dag i dag ringer over byen som en påmindelse om, at den kristne tilstedeværelse i samfundet ikke er selvfølgelig, men noget der skal kæmpes for.
LÆS OGSÅ: Lider vi i Europa af et kollektivt hukommelsestab?Det har været sundt for kirken, at den både med reformationen og siden Oplysningstidens omvæltninger er blevet presset tilbage fra den meget nære alliance med de politiske magthavere, som mest af alt betød kirkens indre korrumpering. Men den tilbagetrækning fra det politiske er fortsat frem til i dag, så ikke bare kirken som institution, men også kristendommen som levende tro og værdileverandør nu trues med en total marginalisering, og det er vi som samfund ikke tjent med.
Jesus efterlod sig ikke en manual for, hvordan samfundet bør indrettes, og Bibelen kan ikke læses som politisk manifest. Men kristendommen søger at påvirke de værdier, de normer og den etik, der styrer ikke bare den enkelte, men også samfundsudviklingen. Al religion har en kulturel afsmitning. Selvom det kristne spor i Europa ses fysisk qua de mange kirker og klostre, der ligger rundt om i landskabet, er det først og fremmest som kultur- og normbærer, at kristendommen har haft en afgørende indflydelse i Europa.
En meget væsentlig forklaring på, hvorfor det kristne Europa udviklede sig så forskelligt fra det muslimske Mellemøsten gives af den amerikanske sociolog og historiker Rodney Stark. Han tolker i sin bog "The Victory of Reason: How Christianity led to Freedom, Capitalism and Western Success" religionen som den faktor, der forårsagede, at Europa kunne udvikle sig, som det skete. Islam som lovreligion og Koranen, der hævder om sig selv at indeholde den endegyldige sandhed, virker derimod stagnerende på samfundsudviklingen. Kristendommen og Bibelen med dens fire forskellige udlægninger af evangelierne, som kalder på tekstudlægning og fortolkning, er med til at forme en mere dynamisk kultur.
Kristendommen gjorde op med jødedommens lovbundethed, og de tidlige kristne teologer var inspireret af græsk filosofi og forstod, at fornuften og den logiske tænkning var nogle af de redskaber, Gud har udstyret mennesket med til at lede sig igennem livet. Derfor blev forestillingen om udvikling en helt anden i Europa end i den muslimske verden, hvor samfundstilstanden på Muhammeds tid i høj blev opfattet som den bedste og mest rigtige, og i øvrigt fortsat gør det af de mest rettroende muslimer. Også andre religioner havde en opfattelse af, at fortiden var både nutiden og fremtiden overlegen, men i den kristne tanke blev fremskridt betragtet som et påbud fra Gud. Det var en pligt at udforske Guds skaberværk, og blandt andet derfor blev der i de europæiske samfund gjort opfindelser – heraf mange inden for klostrenes mure – som førte til den økonomiske og videnskabelige udvikling, som Europa kom til at opleve. Det er netop på grund af kristendommen – og ikke på trods af den – at videnskaben i det 16. og 17. århundrede blomstrede, fordi videnskabsmænd som Descartes, Galilei, Newton og Kepler var af den overbevisning, at den skabende Gud havde indlagt skjulte naturlove i skabelsen, som bare ventede på at blive opdaget.
Lad så være, at det også var kirken, der satte en grænse for udviklingen med henrettelsen af videnskabsmænd som Giordano Bruno og sagen mod Galileo Galilei, der blev tvunget til at afsværge sin støtte til Kopernikus' lære om, at Jorden bevæger sig om solen og ikke omvendt. Men lige som mange andre af datidens videnskabsmænd så Galilei ikke selv noget modsætningsforhold mellem sin videnskab og sin tro. Han frygtede ikke, at videnskaben ville overflødiggøre Gud.
Den tyske sociolog Max Weber har i sin bog om kapitalismens fremkomst, "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd", peget på, at den protestantiske – især calvinske - arbejdsetik, der kombinerer nøjsomhed med stræben efter rigdom, har været afgørende for udviklingen af kapitalismen. Men kapitalismen er langt ældre end protestantismen og har sine rødder i Middelalderen. Det var her i den katolske middelalder, at den teknologiske og naturvidenskabelige kunnen i Europa for alvor løb fra resten af verden.
Oplysningstiden kom til at symbolisere indgangen til den moderne tid og blev et helt nødvendigt opgør med både kongemagtens og kirkens dengang altdominerende magt. Men de nye vinde, der blæste over hele Europa og Amerika, kan ikke alene karakteriseres ved udviklingen i Frankrig, som det ofte sker. I virkeligheden var der mange oplysningstider domineret af tre: Den franske, den amerikanske og den engelske. Den franske var den anti-kirkelige og anti-kristne med ambitionen om at skabe et nyt menneske, mens både den engelske og amerikanske oplysningstid var domineret af tænkere, der troede på Gud og så deres videnskabelige arbejde som en guddommelig pligt.
Den dominerende stærke antiklerikale stemning i Frankrig nåede sit højdepunkt under revolutionen, da Notre Dame-katedralen i Paris blev omdannet til "Fornuftens tempel", alt imens adel og præsteskab fik kappet hovederne af.
Historien har utallige gange vist, at de samfund, der vender Gud ryggen, altid ender med at gøre noget andet til Gud. Eller sagt på en anden måde: Hvor går paradisdrømmen hen, når fornuften går ud? Den går sine egne veje, og de kan føre til grusomheder. Mostrøse utopier er blevet skabt på grundlag af politiske ideologier.
Der er udkæmpet krige i kristendommens navn, men det er intet at regne for de krige, der er udkæmpet af rent sekulære magter. Et eksempel er jakobinernes terrorstyre under den franske revolution med guillotinen som centrum, og siden fulgte Lenins, Mussolinis, Hitlers og Stalins styrer, der alle var kendetegnet ved at være politiske religioner. Disse diktaturer sakraliserede fornuften, den rene race, arbejderklassen, partiet eller staten og sparede ikke menneskeliv i bestræbelsen på at nå målet om at forme det nye menneske og etablere det perfekte samfund.
Kristendommen har haft en gennemgribende positiv indflydelse på dansk og europæisk samfund og kultur. Den er en kulturel garant for, at alle kan leve i frihed. At muslimer, Jehovas vidner og scientologer kan dyrke deres egen tro og være i fred. At samfundet ikke forfalder til dyrkelsen af den stærke, men fastholder en social og etisk dimension. At det politiske eller det enkelte menneske aldrig guddommeliggøres, men bestandigt bliver mindet om sin egen ufuldkommenhed. Det har været en afgørende forudsætning for, at vi i dag lever med den bedst tænkelige samfundsform.
Når jøderne indleder deres fejring af påsken, sker det ved, at den yngste dreng forud for påskemåltidet stiller en række rituelle spørgsmål til den ældste mand i familien om, hvorfor der fejres påske. Kristendommen kunne passende overtage den tradition, for det er ikke mindst i genfortællingen og i forklaringen, at den kulturelle bevidsthed holdes i live.
Men det er indlysende langt fra nok til at modvirke den voksende uvidenhed blandt ikke kun danskere, men også europæere, om basal kristendom, der præger vores tid. Når kristendommens tilstedeværelse i det danske samfund trænges tilbage, som det sker i disse år, risikerer vi at lukke for de kilder, der har næret mange af de værdier, som vi i dag tager for givet. Også derfor er det afgørende, at der fortsat prædikes kristendom, og at der også i fremtiden findes en levende tro i befolkningen.
bjerager@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad