Et nyt arbejdsudvalg skal sikre udviklingshæmmedes muligheder for at udøve deres tro. Fra flere sider advares der dog mod, at det udelukkende bliver et folkekirkeligt initiativ
Nu er der sat gang i en undersøgelse af en af kirkens oversete brugergrupper, de psykisk udviklingshæmmede. På et bispemøde i denne uge nedsatte biskopperne et arbejdsudvalg, som skal afdække, om udviklingshæmmede reelt har mulighed for at leve som troende mennesker.
Det er en debat, der har været fremme i flere år, og som tre af landets biskopper nu aktivt er gået ind i. Planen lyder foreløbig på, at udvalget skal holde sit første møde inden september 2011. Et af medlemmerne er biskop i Viborg Stift Karsten Nissen.
LÆS OGSÅ: Udviklingshæmmede kan lære os om tro"Det er vigtigt, at vi nu ser på, hvorvidt det kirkelige arbejde blandt udviklingshæmmede kan forbedres," siger han og fortæller, at udvalget dels skal undersøge, om tilbud som for eksempel minikonfirmandundervisning, konfirmationsforberedelse og gudstjenestens tilgængelighed kan udvikles til gavn for udviklingshæmmede, dels sætte et mere principielt fokus på de udviklingshæmmedes rettigheder i forhold til alle religioner.
Kollegaen Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters Stift, supplerer med, at diskussionen også handler om, hvorvidt forkyndelse over for udviklingshæmmede er et overgreb, eller om en undladelse af det er et omsorgssvigt. Han peger samtidig på, at der også kan være brug for bedre undervisning til flere præster og andre medarbejdere.
Det understøttes af, at Danmark i 2009 tiltrådte FN's Handicapkonvention, og biskopperne skeler også til et eksempel fra Norge, hvor en henvendelse fra flere trossamfund resulterede i, at Det Kongelige Helse- og Omsorgsdepartement, som svarer til det danske Social- og Sundhedsministeriet, udsendte et cirkulære, der slog fast, at udviklingshæmmede har en grundlovssikret ret til at udøve deres tro og livssyn.
Tidligere har lignende arbejdsudvalg ført til markante ændringer for folkekirken, påpeger lektor ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet Hans Raun Iversen.
"At biskopperne nedsætter et arbejdsudvalg er et udtryk for, at de godt ved, at de ikke kan snakke sig fra problemstillingen, og at sagen kræver et rimeligt undersøgelsesarbejde," siger han.
Blandt to af de udviklingshæmmedes organisationer er der optimisme over biskoppernes tiltag. Men både Landsforeningen LEV og Kristelig Handicapforening understreger, at det er vigtigt at give debatten bredde.
"Den ret, vi som kristne vil sikre, må vi også give andre," siger Ellen Hessellund Mikkelsen, landssekretær i Kristelig Handicapforening.
Sytter Kristensen, der er landsformand i de udviklingshæmmedes organisation Landsforeningen LEV, som repræsenterer de omkring 36.000 udviklingshæmmede i Danmark, vil som medlem af biskoppernes udvalg desuden lægge vægt på, at personalet på bostederne, hvor mange af de udviklingshæmmede bor, inddrages i arbejdet.
"Som situationen er nu, er det for tilfældigt, hvor der er mulighed for, at mennesker med udviklingshæmning kan udøve deres religion. Både kirkeligt og samfundsmæssigt skal vi anerkende, at de på lige fod med alle andre kan have en religion, og de har krav på at få hjælp til at realisere den," lyder det fra Sytter Kristensen.
Hun håber konkret på, at kirkens ansatte kan få en bedre forståelse for, hvordan man kan inddrage udviklingshæmmede, blandt andet ved at gøre aktiviteter mere visuelle. Hun håber desuden, at udvalget kan kortlægge udfordringerne på området, og at det kan være grundstenen for senere at inddrage politikerne, som også kan være med til at sikre, at flere trossamfund inddrages.
Fra politisk hold er der dog ikke en klar tilkendegivelse af, at eksemplet fra Norge skal overføres til danske forhold.
"Når resultatet fra udvalget ligger klar, må vi på baggrund af det se, om der er politiske muligheder for at hjælpe til," siger kirkepolitisk ordfører fra Venstre Per Bisgård
Kirkepolitisk ordfører i Socialdemokratiet Karen J. Klint mener ikke, at et cirkulære er vejen frem.
"Det er trist, hvis vi skal understrege rettigheder ekstraordinært. At lave særlige vejledninger for udviklingshæmmede vil ekskludere i stedet for at inkludere," siger hun.
anne.jensen@k.dk