1 / 12
Kronprinsesse Mary, kronprins Frederik, prins Vincent og prinsesse Josephine forlader Holmens Kirke efter ceremonien.
- Ricardo Ramirez /Demotix/Scanpix.
Johanne Duus Hornemann |
15. april 2011
SE BILLEDSERIE Det var navnene på de kongelige tvillinger, som de fleste ventede på, men kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen understregede i sin tale, at en barnedåb er mere end en navngivning. I går blev prins Vincent og prinsesse Josephine nemlig Guds børn
300 gæster fra ind- og udland. En blanding af kongelige og det bedre borgerskab. Op mod 200 journalister og fotografer inde som ude. Politi, vagter, afspærringer, stramme tidsplaner, etiketter, regler og undtagelser. Og en hel masse glade og forventningsfulde tilskuere med flag, smil og nysgerrige blikke. Og de fleste ventede på at høre svaret på spørgsmålet: "Hvad er barnets navn?"
"Vincent Frederik Minik Alexander," sagde kronprins Frederik.
"Josephine Sophia Ivalo Mathilda," sagde kronprinsesse Mary.
LÆS OGSÅ: Dronningen fandt ekstra dåbskjole i gemmerne
Det var ellers bidende koldt, og solen var længe om at sende de lovede stråler ned over pladsen foran Holmens Kirke i København i går, da de kongelige tvillinger skulle døbes. Til gengæld var foråret for alvor sprunget ud inde i kirken, hvor blandt andet ærteblomster, narcisser, ranunkler, løvemund og tulipaner i gule og hvide farver prydede alter og kirkerum sammen med kirsebærgrene, forsytiagrene, sneboldgrene og azaleagrene hentet fra Fredensborg Slotshave.
Det evige følge af medier og offentlighed er selvfølgelig en del af de kongeliges vilkår. Det indgår i beskrivelsen af deres arbejde og funktion. Og det skal vi vel dybest set ikke have så ondt af, selvom man som kvinde et øjeblik var glad for, at barndommens prinsessedrømme aldrig gik i opfyldelse.
LÆS OGSÅ:Læs hele dåbstalenMen de kongelige nyder til gengæld for vores medfølgen i deres liv og levned en række andre privilegier , som alle os andre aldrig kommer i nærheden af, og dem, der fødes ind i kongefamilien, har aldrig prøvet andet.
Ifølge kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen er den eneste reelle forskel på gårsdagens kongelig dåb og så enhver anden dåb netop, at medierne er så talstærkt til stede, og at offentlighedens bevågenhed er så stor. Og med det mener han, at indholdet af dåben, budskabet, ritualet og formålet er det samme, hver gang et barn bliver døbt. Kongelig eller ej. Dåben er en optagelse i den kristne menighed, og derfor har den kongelige konfessionarius forberedt sig på samme måde, som han forbereder sig til enhver anden dåb, han forestår. Eksempelvis i Garnisons Kirke et par kilometer herfra, hvor han til daglig er hjælpepræst.
En anden forskel var nu også Erik Norman Svendsens påklædning. For selvom han stadig må bære titlen biskop, optræder han i almindelig præstekjole ved kirkelige handlinger uden for Kongehusets regi, mens han i går var iført Frederik Münsters bispekåbe fra 1815. En gylden kåbe med fine støvgrønne borter af jerikoroser, der symboliserer Jesu opstandelse, syet af stof fra Christian VI's tronstol fra 1731.
Trods Erik Norman Svendsens formaning om, at en dåb er en dåb, uanset hvem der bliver døbt, så stillede det nu store krav til både præst og dåbsforældre at være nærværende i øjeblikket og se igennem alt det ståhej, som en kongelig dåb jo også er. Også selvom de har prøvet det mange gange før.
Men måske har Erik Norman Svendsen ret, når han siger, at der ikke er den store forskel på dåben af prins Vincent og prinsesse Josephine og ethvert andet barn. I hvert fald ikke, hvad den kirkelige handling angår.
For bevågenhed, medieopbud og ekstremt høje stilletter til trods var der plads til – og heldigvis for det – at dåbens budskab og betydning blev givet videre fra præst til menighed og til dåbsforældrene i særdeleshed gennem salmer, tekstlæsninger og dåbstale.
"I dåben er det Gud, der handler og gør os til sine børn. Dermed får vi en ny identitet, og vi forstår vores liv på en ny måde. Vi er stadig vores forældres børn, men nu også Guds børn," sagde han i sin dåbstale.
Og det gælder jo, om vi så er kongelige eller ej. Og Erik Norman Svendsen var også modig nok til at understrege, at dåben ikke kun er en navngivningsceremoni af et barn, men "Guds løfte om, at vi har fællesskab med ham alle vore dage, også når døden engang kommer." I dåben genfødes vi altså. Ikke til denne verden, men som Guds børn til Guds rige, der består til evig tid, selv når verden forgår.
Der var også rum og ro til at høre om forældres glæde ved at skænke nyt liv. Der var plads til en enkelt forståelig svedperle eller to på Kronprinsens pande, da lille prins Vincent blev ganske utilfreds med situationen. Der var også plads til, at prinsesse Isabella legede hyggelige kedsomhedslege med sin fine kjole uden at få på hattepulden af mor eller far. Og ikke mindst plads til, at prins Christian tog sig omsorgsfuldt af sin lillesøster, da hun skulle ned ad de tre trin til kirkegulvet efter en timet og tilrettelagt torsdagsdåb.
duus@k.dkLæs hele Erik Norman Svendsens dåbstale på
@Webhenv k.dk:k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad