Min største styrke er, at jeg har let til tårer

"Er her ikke fantastisk?", spørger han og breder armene ud som for at omfavne rummet med dets lave bænke, hvor hynder med læderbetræk i stærke farver lyser op og alterbilledet med dets lige så kraftfulde farver. Orglet, hvis toner kan kalde tårer frem i hans øjne på få sekunder. Det lyse gulv, hvor fangerne kan sætte sig under stillegudstjenesterne, som han arrangerer som supplement til søndagens gudstjeneste. Kirkerummet blev udsmykket af kunstneren Peter Bonde i 2002, og han gav sin udsmykning titlen "Can you see the light at the end of the tunnel?" (Kan du se lyset for enden af tunnelen?, red.).

"Det kan de indsatte rent faktisk ofte, når de har deltaget i bøn og gudstjenester nogle gange eller siddet her sammen med mig i stilhed og bedt eller grædt. Min største styrke er, at jeg har så let til tårer, og det hjælper virkelig nogle af de indsatte med at give slip og lade gråden komme til," siger Erik Adrian.

"Inde bag de veltrænede kroppe og de store tatoveringer er der jo en far, som savner sine børn, og en mand, som er sig smerteligt bevidst, at han har skadet andre med sin adfærd. Ofte er der et menneske, som måske aldrig har troet, at han er værd at elske. Når sådan en indsat kommer fra isolationsgangen og træder ind i kirkerummet, er det, som om der sker en fysisk og mental forvandling. Han folder sig ud. Smerten over spildt liv kommer tilbage og med den ofte også håbet om en bedre fremtid," siger Erik Adrian.

Ofte beder en indsat ham om at bede en bøn for sig, for eksempel i forbindelse med at den indsatte skal i retten og have sin dom. Så går de ind i et lille rum bag kirken, som Erik Adrian og hans kollega har indrettet med ikoner og lys.

"Først og fremmest lader jeg stilheden tale, for i stilheden bliver der plads til en masse ting, som ellers aldrig får lov at komme frem. Ord kan dræbe så meget, også i sjælesorg," siger Erik Adrian, inden han lukker døren til det lille rum og viser vej til sit kontor, hvor der trods tremmerne for vinduet er en varm atmosfære med masser af ikoner på væggene, en reol med bøger om bøn, teologi og psykologi.

Ud over skrivebordet, som er fyldt med papirer, har præsten indrettet sig med to behagelige stole og et lavt bord. På bordet står et tændt stearinlys, et glas med smøreost, to glas marmelade og en kurv med hjemmebagte boller, dækket af et viskestykke med påskriften Vestre Fængsel.

"Der skal meget lidt til, før at de indsatte føler sig mødt som mennesker. Mange er vokset op med forældre, der ikke var i stand til at give dem kærlighed. Jeg husker især en stor, stærk fyr, som trådte ind i mit kontor, fik øje på bollerne på bordet og det tændte lys og begyndte at græde."

I fængslets fire fløje er der plads til 433 indsatte, og for tiden er alle celler i brug. De indsatte er primært varetægtsarrestanter, det vil sige anklagede, der venter på at få deres dom. Når de er blevet frikendt eller – som oftest – kendt skyldige og har fået deres dom, bliver de, hvis de har fået en fængselsstraf, flyttet til et af de øvrige fængsler i Danmark. Ofte ser Erik Adrian dem ikke igen. Eller han ser dem først, når de dukker op i fængslet igen.

"Mange er her kun ganske kort tid, uger eller måneder. Men ofte taler jeg med de enkelte indsatte mange gange, og det er intense forløb. For mange indsatte er tiden fyldt med selvransagelse og selverkendelse, og den proces føler jeg mig meget privilegeret over at være en del af," siger han.

Flere af de indsatte i Vestre Fængsel har gjort sig skyldige i alvorlige forbrydelser som drab og voldtægt, og især ventetiden i fængslet er en ekstremt hård belastning for de fleste, forklarer Erik Adrian. Hos nogle indsatte giver det sig udslag i så stærke følelser af skam og skyld, at de har svært ved at se lys for enden af tunnelen, og Erik Adrian erkender, at det kan føles som et tungt ansvar at være den eneste person, en selvmordstruet og isoleret indsat taler med. Især fordi præsterne og imamen i modsætning til fængslets øvrige ansatte ikke har indberetningspligt, men tavshedspligt. Alligevel er det ikke de selvmordstruede indsatte, der er den sværeste udfordring for Erik Adrian.

"Det er dybt meningsfuldt at være i smerten sammen med dem. Det skræmmer mig ikke, for jeg ved, at Kristus er allermest nærværende netop i dødsskyggernes dal. Det budskab kan jeg formidle til de indsatte ved selv at være der sammen med dem," siger han.

Sværere er det for Erik Adrian at være der ubetinget for de indsatte, som ikke for alvor angrer deres forbrydelse.

"Der er indsatte, som nok oplever smerten ved at være frihedsberøvet og frataget muligheden for at være sammen med deres kone eller børn, men som ikke kan mærke den smerte, de har påført andre. Jeg husker en voldtægtsforbryder, som var i dyb sorg over at have mistet sine børn. Han oplevede, at hans kone havde overbevist dem om, at deres far var et frygteligt sexuhyre. Men han blev ved med at fokusere på alle de formildende omstændigheder ved sin forbrydelse. Det var svært for mig at rumme. Men som præst kan jeg ikke løbe væk," siger han og tilføjer, at han i den slags situationer er nødt til at tro på, at der kan ske en udvikling over tid, så den indsatte senere angrer.

"Jeg har set eksempler på indsatte, der har siddet inde for drab i årevis, før de møder Kristus. Flere af dem har skrevet sange til Fangekoret, hvor de udtrykker deres taknemlighed," siger han og citerer de sidste linjer af en sang, som en drabsdømt skrev i 2007:

For første gang i mange år

ved jeg rigtig hvor jeg står

for i mit hjertes korridor

ser jeg kærligheden gror

Gud viser at hans magt er stor

og det sætter nye spor

jeg takker Gud og verden

for kærlighed og smerten.

Den drabsdømte har ved flere af Fangekorets koncerter fortalt, at han blev stoppet midt i sit selvmordsforsøg af en oplevelse, han fortolkede som et besøg af Kristus i isolationscellen.

Fangekoret, der ledes af Erik Adrians kone, Louise Adrian, består af nuværende og tidligere fanger.

Med udgangspunkt i Vridsløselille Statsfængsel tager koret på turné rundt i landet – ofte i fyldte kirker, hvor tilhørerne reagerer med tårer, når fangerne synger egne kompositioner.

Andre tidligere indsatte kan Erik Adrian følge i Café Exit, hvor tidligere fanger blandt andet kan få tilknyttet en mentor. Erik Adrian har selv været med til at etablere Café Exit og henviser ofte indsatte dertil.

"Når jeg giver slip på de indsatte, beder mange af dem mig om at blive deres mentor. Men jeg siger altid nej, for jeg ville ikke kunne gøre det ordentligt uden at svigte mine vigtigste opgaver her i Vestre," siger han.

"Min gode kollega, Abu Josef, der er fængselsimam herinde, har formuleret det sådan, at han kunne bruge en hel arbejdsuge på en enkelt indsat og ikke et sekund ville være spildt. Det er rigtigt. Netop derfor er jeg nødt til at tænke over, hvordan jeg bruger mine kræfter. Hvis jeg forsøgte at gøre alting, kunne de feje mig op fra gulvet efter få uger," siger han.

"Jeg kan mærke det på mig selv fysisk, hvis jeg har for travlt. Så tager jeg en ekstra tur på maskinerne i fitness-rummet og sørger for at få tid til bøn og meditation. En gang sendte min nærmeste kollega, Peter Walin, mig simpelthen af sted i kloster, fordi han kunne se, at jeg havde brug for stilhed," siger Erik Adrian med et smil.

Det vigtigste faresignal er dog hverken fysiske problemer eller længsel efter stilhed.

"Det er, når min kone fortæller mig, at jeg er fraværende, eller jeg kan mærke, at mine børn har brug for, at jeg er mere sammen med dem. Det kald må jeg ikke overhøre," siger han og tilføjer:

"Mit vigtigste kald er at være der for mine børn. For dem er jeg uerstattelig. Det er jeg ikke som præst. Lykkes mit arbejde, har de indsatte ikke brug for mig, når de forlader fængslet. Så har de Kristus," siger han, mens endnu en besked tikker ind på mobilen.

livogsjael@k.dk