Folkekirkerne i Norge og Danmark kan lære af hinanden

Som i Danmark gælder det også i Norge, at det er staten, det vil sige regeringen og Stortinget, der kan foretage formelle ændringer i forholdet mellem kirke og stat. Efter en ganske lang debat blev der truffet en fælles aftale mellem alle Stortingets partier den 10. april 2008. Den betyder, at der kirkepolitisk er total borgfred indtil 2013.

I mellemtiden gennemføres en række grundlovsændringer, der træder i kraft foråret 2012. I stedet for den gamle formulering fra 1814, hvorefter lutherdommen "forbliver Statens Religion", hedder det nu i Grundlovens paragraf 2, at "Værdigrundlaget forbliver vor kristne og humanistiske Arv".

Hertil føjer man en meget interessant paragraf 16, der lyder således:
"Alle Indvaanere af Riget have fri Religionsøvelse. Den norske Kirke, en evangelisk-luthersk Kirke, forbliver Norges Folkekirke og understøttes som saadan af Staten. Nærmere Bestemmelser om dens Ordning fastsættes ved Lov. Alle Tros- og Livssynssamfund understøttes på lige Linje".

Hvis man ved, hvem man er og vil være, kan man sagtens låne ord og former fra andre kirker, som den norske kirke gør det her, når man bruger vendingen "folkekirke, der som sådan støttes af staten", der er direkte overtaget fra den danske grundlovs paragraf 4. Det er smukt gjort, men det er fuldt så smukt, når man i én og samme paragraf udtrykker, at landet altså har en folkekirke, der understøttes af staten, men at alle tros- og livssynssamfund naturligvis understøttes "på lige linje".

Den danske folkekirkeordning undgår ikke politisk bestemte ændringer – de kan komme snart eller lidt senere, men sikkert er det, at de kommer. Der er endnu tid til, at folkekirken kommer lidt på forkant med udviklingen ved at sætte et udrednings- og tankearbejde i gang for at finde ud af, hvordan fremtidens folkekirkeordning kunne se ud.

Hvordan får vi en ny ordning omkring den samme kirke på en måde, så alle, der tænker tingene igennem, kan se fordelene ved det?
Vi har snart vænnet os til, at det er en lille junta bestående af biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråds bestyrelse, der indimellem rykker i trådene.

I Norge består kirkerådet af et sammentræde af alle stiftsråd. Har folkekirkens stiftsråd blot lidt sans for rettidig omhu, er det nu, det må træde sammen og sætte et fælles kirkeligt tankearbejde i gang. Skal folkekirken følge i den norske kirkes spor – eller skal den noget andet?

Det er meget svært at få øje på andet end meget dårlige grunde til ikke at tage fat på et kirkeligt stat-kirke udrednings- og tankearbejde nu, før politikerne kommer væltende.

Da den norske kirke gik i tænkeboks, fandt den ud af, at den godt kunne klare sig selv. Staten forstod beskeden, men ville gerne beholde et nært forhold – ligesom den gerne fortsat giver tilskud til alle trossamfund på lige linje. Det er vel i grunden slet ikke så galt.

kirke@k.dk

Hans Raun Iversen er lektor i teologi på Københavns Universitet