Palæstinensere har flere dagsordener

Jordan består af et sammensat samfund. Over halvdelen af befolkningen er oprindeligt palæstinensere. De fleste har fået jordansk statsborgerskab, men ikke alle, og deres oplevelser af de politiske omvæltninger i Mellemøsten er meget forskellige

"Det er min ret at vende hjem", står der i denne arabiske tegning på en væg i den palæstinensiske flygtningeby al Baqaa uden for Jordans hovedstad, Amman. Der bor omkring tre millioner palæstinensere i Jordan. Mange af dem er statsløse og lever som andenrangsborgere i Jordan. Nogle knytter deres håb til, at Mellemøstens omvæltninger også vil gavne dem. Andre har rigeligt at gøre med blot at overleve. --
"Det er min ret at vende hjem", står der i denne arabiske tegning på en væg i den palæstinensiske flygtningeby al Baqaa uden for Jordans hovedstad, Amman. Der bor omkring tre millioner palæstinensere i Jordan. Mange af dem er statsløse og lever som andenrangsborgere i Jordan. Nogle knytter deres håb til, at Mellemøstens omvæltninger også vil gavne dem. Andre har rigeligt at gøre med blot at overleve. --. Foto: .

Abbad Isbaitan er palæstinenser med jordansk statsborgerskab. Han er begejstret for revolutionen i Egypten og for, at de arabiske landes befolkninger er begyndt at tage sagerne i egen hånd.

"Jeg sagde til min kone for nylig, at jeg ville være ked af det, hvis jeg døde, uden at der var sket nogen nævneværdige forandringer. Mubaraks fald var en fødsel for den egyptiske nation og også for arabere mange andre steder. Endelig kan vi se, at vi kan leve som andre samfund, at vi kan praktisere vores rettigheder og vælge vores ledere, at vi kan have en konstitution og vælge en præsident for to perioder og ikke for en hel livstid," siger han.

LÆS OGSÅ: Hellere en god enehersker end et dårligt demokrati

Abbad er en aktiv mand. Han er uddannet ingeniør og har sit eget byggefirma. Samtidig er han vicepræsident for den jordanske entreprenørforening, og gennem den er han også medlem af den jordanske ingeniørforening. Om sin egen nationale identitet forklarer han:

"Jeg er jordaner med palæstinensisk oprindelse. Jeg skal arbejde for Jordan til sidste dråbe blod og for, at vi får demokrati. Samtidig er jeg palæstinenser, så jeg skal også arbejde for, at Palæstina bliver befriet, og at der bliver skabt et demokratisk system, hvor alle har lige rettigheder. Det vil ske, måske vil det tage tid, men til sidst vil Israel indse, at det er nødvendigt," siger han.

En af de måder, Abbad arbejder for demokrati på, er igennem fagforeningerne.

"Vi er den mest aktive forening i Jordan. Vi afholder mange møder og stævner, og vi spørger hele tiden efter reformer i Jordan, både konstitutionelt og valgmæssigt. Vi arbejder også for at få ændret loven om at afholde møder. Som det er nu, skal man ansøge om tilladelse. Det er forkert, og vi vil have det ændret. Vi vil have ytringsfrihed og tankefrihed.

Selv vores konge arbejder for reformer. Han har bedt regeringen om at gå i dialog for at lave reformer. Men det er ikke alle, der ønsker det. Fordi de tror, at det er i modstrid med deres greb om økonomien og politikken i landet," fortæller Abbad.

Han ser Vestens indblanding og holdninger til Mellemøsten som en stor forhindring for en demokratisk udvikling.

"EU og USA tror, at hvis de kontrollerer vores ledere, vil deres interesser blive varetaget. Det er en fejltagelse. Se, hvad der skete med Mubarak, der var bakket op af både USA og Israel.

Ingen havde troet, at Mubarak ville blive væltet. Selv Ben Ali fra Tunesien, som tog alle menneskerettighederne fra sit folk, blev smidt ud på femogtyve dage, selvom han var støttet af Vesten. Vidste du, at man fandt 36 millioner dollar i et af hans paladser. Hvem fik han dem fra? Sin bedstefar?", spørger Abbad.

Det er hans opfattelse, at EU og USA ville hade at se et rigtigt demokrati i den arabiske verden. Fordi, siger han, det ville bringe rigtige ledere, som ville tage sig af landenes egne interesser. De ville ikke kun være optaget af at få millioner eller milliarder ind på amerikanske eller europæiske bankkonti.

Abbad vurderer, at med tiden vil forandringerne også komme til Jordan, men han understreger, at det ikke er et systemskifte, demonstranterne ønsker her. Det er reformer.

"Vi ønsker, at vores konge skal blive, men vi må have en demokratisk proces, hvor premierministeren bliver udpeget af parlamentet og ingen andre, selv ikke af kongen," forklarer han.

Samir derimod, der også er af palæstinensisk oprindelse, er ikke i særlig grad optaget af de igangværende politiske omvæltningner i Mellemøsten. I 1986 fik han frataget sit jordanske statsborgerskab, og han føler, at tilværelsen lige siden har været en stor udfordring.

"På et tidspunkt sagde de til mig, at jeg ikke var jordaner. Jeg sagde til dem, at hele min familie er jordansk, men embedsmanden sagde til mig: "Du kan rejse eller blive, men sådan er loven."

Min bror er jordaner, min søster er jordaner, min kone er jordaner, min far og bedstefar var jordanere. Jeg er den eneste, som ikke længere er jordaner," fortæller Samir.

Han blev født i 1962 på Vestbredden, som på det tidspunkt blev administreret af Jordan. Derfor fik han ved fødslen jordansk statsborgerskab, ligesom resten af hans familie havde. Som 18-årig tog han til Jordan for at læse på universitetet, og nogle år senere førte studierne ham videre til USA.

Da han tre år senere i 1986 rejste tilbage til Jordan, fik han at vide, at han ikke kunne få fornyet sit pas, og at hans personnummer ikke længere var gyldigt.

Ifølge den palæstinensiske menneskerettighedsforkæmper Fawsi Samhouri, er det sket for flere end 200.000 palæstinensere siden 1988, som lever enten i eller uden for Jordan, men ikke i de besatte områder, og det strider mod jordansk lovgivning.

"I 1988 vedtog den jordanske regering en resolution, der fastslog, at man ikke kunne fratage jordanske borgere deres nationalitet, med tre undtagelser. Hvis man samarbejder med et fjendtligt land, arbejder i et fjendtligt land, eller hvis man nægter at rejse hjem fra et land, hvis regeringen skulle bede om det. Men den lovgivning er ikke blevet overholdt," forklarer han.

Kort efter sin tilbagekomst til Jordan blev Samir gift med en palæstinensisk kvinde. I modsætning til ham har hun fortsat jordansk statsborgerskab. De har i dag to sønner og en datter, men da kvinder i Jordan ikke som i andre mellemøstlige lande kan give statsborgerskabet videre til deres børn, har børnene heller ikke fået jordansk statsborgerskab.

"De bliver opfattet som palæstinensere af den jordanske regering, selvom Israel ikke vil tillade, at de rejser til Palæstina. Hvis jeg kunne tage min kone og børn med til Palæstina, ville jeg gøre det. Så kunne jeg leve et normalt liv med statsborgerskab, men der ville også stadig være problemer på grund af konflikten mellem Israel og Palæstina," siger Samir.

Han tager til de besatte palæstinensiske områder en gang om året eller hvert andet år, fortæller han. Der har han et hus og jord, som tilhører hans familie.

Det har haft stor indflydelse på Samirs liv, at han fik frataget sit jordanske statsborgerskab.

"Når man ikke har et personnummer, kan man ikke oprette en bankkonto, man kan ikke tage et lån i banken, og det koster mange flere penge at sende sine børn i skole og på universitetet, end det gør for jordanere. Hvis du vil give blod, kan du heller ikke gøre det uden et personnummer.

Hvis jeg vil købe et hus – og jeg har købt to huse i Amman – vil regeringen heller ikke tillade det. Jeg må købe det i min kones navn. Det sårer mine følelser, og situationen er den samme for mine børn," siger han.

Mens han fortæller, kommer Samir i tanke om flere indskrænkninger af sit personlige liv. Han kan heller ikke registrere familiens bil i sit navn, og hans kørekort skal fornys hvert år, forudsat at en fornyelse bliver godkendt, fortæller han.

"Jordanere får et kørekort, der er gyldigt i 10 år, og når det udløber, kan de få det fornyet samme dag. Sådan er det hele vejen igennem. Alt er mere kompliceret, fordi jeg ikke har et statsborgerskab. Men samtidig betaler jeg skat til staten. Det er problemet. Det her system har gjort tingene besværlige både for mig og for hele min familie. Hvis min søn vil gifte sig med en kvinde med jordansk nationalitet, skal han spørge regeringen først. Den skal sige ja eller nej til, om han kan indgå ægteskabet," fortæller Samir.

De løbende politiske demonstrationer i Jordan mener han ikke vil gavne hans og andre palæstinenseres sag.

"Magthavere som dem i Egypten eller Tunesien har ikke opført sig ordentligt. Her i Jordan er det bedre, men de lægger for meget pres på folk som mig. De, som demonstrerer, gør det for at få flere penge og en bedre økonomi. Det er dyrt at leve her. Jeg tror ikke, det kommer til at gøre en forskel for mig," vurderer Samir.

udland@k.dk

Samir optræder i artiklen under et dæknavn, da han ønsker at være anonym.