En gruppe afrikanske flygtninge er på vej mod den italienske ø Lampedusa.
- Carlo Ferraro/Scanpix.
Peter Tudvad |
16. april 2011
Flygtningene strømmer til den italienske ø, men det kniber med europæernes vilje til at hjælpe dem, skriver Peter Tudvad
LAMPEDUSA ER FOR TIDEN uden sammenligning den mest omtalte ø i hele Den Europæiske Union. Den er ellers ikke særlig stor og har kun beskeden økonomisk betydning i kraft af turisme og fiskeri, men med blot 130 kilometer til den nordafrikanske kyst er den mål for flygtninge fra Libyen, Ghana, Tunesien og andre lande plaget af krig, fattigdom og sult.
Det er ikke nogen ny historie, for så sent som i 2008 kunne øen tælle 31.000 asylsøgere. Antallet faldt året efter til 400, da den italienske ministerpræsident, Silvio Berlusconi, formedelst fem millioner euro indgik en "venskabs-aftale" med den libyske diktator Moammar Gaddafi, der som en god kammerat straks satte en stopper for flugten over Middelhavet.
LÆS OGSÅ: Italien skiber migrantproblem videre ud i EuropaNu er Berlusconi og Gaddafi ikke længere venner, så til dato er der i år kommet 25.000 flygtninge til Lampedusa. Derfor ser Berlusconi sig om efter nogle andre, der vil hjælpe ham, nemlig hans formelle venner i EU.
Især i Paris og London har man vist stor interesse for at bekrige Gaddafi, så hvad er mere rimeligt end at forestille sig, at Nicolas Sarkozy og David Cameron også vil tage sig af nogle af ofrene for hans og de andre nordafrikanske despoters regimer?
Men det vil de ikke, for ifølge de folkeretlige aftaler, som parterne i EU og Schengen-samarbejdet har indgået, må flygtninge ikke søge asyl andre steder end i det første sikre land, de er ankommet til.
DET VIL BERLUSCONI IKKE affinde sig med, så nu har han gennem sin indenrigsminister, Roberto Maroni, forordnet, at de 20.000 tunesiske flygtninge, der er kommet til Lampedusa før den 5. april, får udstedt et visum af seks måneders varighed, så de kan rejse over grænsen til Frankrig – hvor franskmændene straks har skærpet grænsekontrollen og bragt sig på kant med Schengen-reglerne. Men det er pinligt, mener lederskribenten i den franske avis Le Monde:
"Den seneste fransk-italienske strid om tildelingen af visa til flygtninge fra Tunesien og Libyen og den næsten systematiske grænsekontrol demonstrerer med noget nær en karikaturs tydelighed, at der ikke findes nogen fælles og virkelig solidarisk flygtningepolitik. Europæerne er ude af stand til at opstille fælles asylregler, og de vægrer sig ved at indrømme, at trykket fra illegale flygtninge hviler langt tungere på nogle end på andre. De 27 viser det trøstesløse billede af et fællesskab uden retningslinjer og uden svar på de aktuelle udfordringer. Går hvert enkelt land fortsat sine egne egoistiske veje, så ender det grænseløse såkaldte Schengen-Europa med at bryde sammen."
Umiddelbart truet af det, Berlusconi dramatisk har betegnet som en "menneske-tsunami", er, som Italiens naboland, foruden Frankrig også Østrig. Her bebrejder chefredaktør Reinhard Göweil i en ledende artikel i Wiener Zeitung sit rige fædreland, at det ikke har hjulpet Italien med flygtningene:
"DET ER EVIDENT, AT ITALIEN laver numre med udstedelsen af midlertidige visa. Men nummeret og EU-indenrigsministrenes reaktion viser, at man ikke kan tale om nogen union i Europa. Når det handler om at redde banker, er der masser af penge til rådighed. Når det handler om at redde mennesker, er der ikke en gang til en frelsende kystvagt. Hvad ville der mon være sket, hvis Østrig havde reageret tøvende under kriserne i Ungarn i 1956 og Prag i 1968, eller hvis de vesteuropæiske naboer havde ment, at Østrig selv måtte tage sig af det – og havde lukket grænserne? Det var ikke tilfældet, men dengang handlede det jo om forhadte kommunistiske regimer. I dag drejer det sig i stedet om flygtninge, der kunne være islamister. Slut med humaniteten!"
Således druknede næsten 300 flygtninge forleden, da de kom i havsnød i det barske farvand ud for Lampedusa. Inde på kysten, neden for havnepromenaden på den idylliske middelhavsø, hvor turister med hatte og solbriller slentrer under sydens sol, står en mørk skikkelse af bronze i en lille båd og strækker armene mod himlen: et mindesmærke over de 10 gange så mange, der i årenes løb har ladet deres liv i et fortvivlet forsøg på at komme i sikkerhed i Europa.
debat@k.dk
Peter Tudvad er forfatter og filosof og bor i Berlin. På denne plads skriver han hver uge om europæisk kultur- og værdidebat
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad