"Du må godt skrive, at jeg har fået et nyt liv, for det er det, jeg har," siger hun og peger over mod det lille udvalg af bøger, der udgør hendes nye bogsamling.

"I begyndelsen var jeg ked af det, for jeg holdt meget af min bogsamling, ligesom jeg holdt af vores møbler – og mit embede og menneskene dér. Men når Gud tager noget fra os, er det for, at han vil give noget, der er større. Og det føler jeg, at jeg har fået ved at få lov til at vejlede andre i deres åndsliv," siger Inge Merete Gross, der blandt andet arbejder som retræteleder på Stella Matutina, der er Sankt Joseph Søstrenes retrætecenter.

Konkret går hendes arbejde ud på hjælpe folk til være den, Gud har skabt dem til at være. Det kan lyde banalt, men for Inge Merete Gross ligger der en personlig erfaring bag.

"Jeg plejer at sige, at jeg er fra Dronningborg ligesom alle andre mejetærskere," griner hun.

Hendes barndomshjem var ikke præget af kristendommen, og hun kan ikke huske, at der var nogen, der bad fadervor eller aftenbøn med hende.

Da hun var tre år, flyttede familien til Silkeborg, og det var her, hun begyndte at få de første tanker om at ville være præst. Alligevel blev hun lærer. Hun havde mødt sin senere mand, og da han ikke brød sig om kvindelige præster, valgte hun en anden karriere.
LÆS OGSÅ: Den stille uge er fuld af dramatik og indlevelse

"Det var ikke et offer. Når man er forelsket, vil man gøre alt for at være dejlig i den elskedes øjne, og derfor tog jeg mit valg i kærlighed," siger hun.

Men tiden arbejdede for hende, og som 39-årig begyndte hun på Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet. Det var i 1990, og fire år senere stod hun med en kandidatgrad. Kort tid efter fik hun embedet på Mors med nye udfordringer for hendes eget sjæleliv. Hun fik også sin gang i arresten i Nykøbing Mors og så her, hvordan Gud kan arbejde i alle.

"Luther taler om både at være synder og retfærdiggjort. Men jeg fandt ud af, at det ikke handlede om retfærdighed. Nogle af de indsatte vidste, at de var skyldige, også selvom de blev frikendt. Derfor arbejdede jeg ud fra den spanske reformator Ignatius, der sagde, at 'du er synder og elsket'. Det gav meget mere mening for mig og de indsatte," siger Inge Merete Gross.

I den forbindelse spiller morgendagens prædikentekst en afgørende rolle. Da Jeus indtog Jerusalem, skete det på ryggen af et æsel, der ikke stod højt i dyrehierarkiet.

"Teksten viser, at Gud kan bruge alle. Selv æslet får en betydning, og den slags giver håb midt i den ydmyghed, man står i. Og når man er i en arrest, er man ydmyg. Uanset om det er selvforskyldt, man er der, eller ej, føler man sig lille. Det gjorde jeg hver gang, jeg besøgte den, og når jeg blev låst ud igen gennem alle jerndørene, takkede jeg Gud for min frihed," siger Inge Merete Gross.

Men i virkeligheden begynder tekstlæsning til palmesøndag tidligere. Nemlig på Jesu' vej til Jerusalem. Det er her, han møder den blinde tigger Bartimæus, der sidder i vejkanten. Jesus kalder ham til sig, Bartimæus smider sin kappe og går hen til Jesus.

"Det er en meget symbolsk tekst. Hvorfor smider han kappen? Det gør han, fordi han vil sættes fri, og hvis vi vil møde Jesus, må vi også smide vores kappe, for at noget nyt kan ske," siger Inge Merete Gross.

For hende er ydmyghed ikke et mål i sig selv. Mennesket er ikke skabt til at krybe langs fodpanelerne, men til at være den, Gud synes, man skal være. Men hver gang du oplever, at Guds plan med dig bliver virkelighed, at du ikke står i vejen for den, så vælder ydmygheden op i dig med stor taknemmelighed og glæde. Jeg tror, man også kan kalde det meningen med livet, at Gud bliver større, og vi selv mindre. I England taler man både om at gro op og ned. For det, der sker, vedrører hele kroppen. Min egoisme og smålighed bliver mindre, men ikke mig som person. Det betyder, at det er det gudsbillede, vi er skabt i, der kommer frem," siger hun.

I en Netto et sted i København sidder en kvinde og beder for dette interview. På Christinia sidder en mand og gør det samme. De tilhører begge Inge Merete Gross' store netværk og står altid bi for at hjælpe hinanden og andre på vej. For Inge Merete Gross er kristentro er ikke kun ord. Det er i lige så høj grad handling. Af samme grund har hun sine daglige stunder med Gud. På den lave reol, hvor andre ville have sat en fladskærm, har hun skabt sit eget alter. Selv kalder hun det sit helligsted. På væggen hænger Preben Wølks maleri ?Figuren i bakken", som Inge Merete Gross tolker som Golgata. Under billedet hænger et ubehandlet trækors, der er sat sammen med et hjerte, og til venstre et lille kar med vievand. På reolen ligger Bodil Kaalunds bibel.

"Jeg ser mit forhold til Gud som et kærlighedsforhold. Og ethvert forhold skal plejes. Derfor bruger jeg en time om dagen på at snakke med Gud. Nogle gange er det kun en halv time eller tre kvarter, men det afgørende er, at jeg viser Gud, at jeg har tid til ham. Så beder jeg Gud om hjælp til at åbne mig, og ud fra den bibeltekst, jeg gerne har læst aftenen før, fører jeg en konkret samtale med Gud. Og hver gang bliver jeg ydmyg, fordi jeg ved, at Gud er større end mig," siger Inge Merete Gross.

kirke@k.dk