Jon Bøge Gehlert |
16. april 2011
For få dage siden ville DR ikke vise tv-gudstjenester i påsken. Nu drejer mediehuset rundt på en tallerken og sender både gudstjeneste og påskeprogram. Vi har lyttet til kritikerne, lyder DR's forklaring
Danmarks Radio ville ikke sende påskegudstjenester i tv i år – nu vil de godt alligevel.
Kristeligt Dagblad kunne tidligere på ugen fortælle, at DR i år har skåret to tv-gudstjenester og tv-påskeprogrammer væk fra både skærtorsdag og langfredag sammenlignet med sidste år. Denne oplysning kom lige efter nyheden om generelle nedskæringer i stationens trosstof, hvilket udløste kritik af DR's manglende fokus på den kristne kulturarv fra Dansk Folkeparti, De Konservative, en kristen lytterforening og næstformanden fra DR's egen bestyrelse, Ole Hyltoft.
LÆS OGSÅ:LEDER: DR svigterDen samlede kritik gør nu, at mediehuset ændrer kurs og på DR1 sender en tv-gudstjeneste langfredag og et endnu unavn- givent påskerelateret program skærtorsdag.
"Vi har lyttet til kritikken og er blevet opmærksomme på, at flere ønsker tv-gudstjenester i påsken. Derfor disponerer vi om. Det er helt naturligt for os at afspejle den kristne kulturarv, at varetage den på bedste vis og samtidig være i dialog. Det betyder ikke, at vi altid gør, som alle ønsker, men det indgår i vores overvejelser," siger Inger Bach, direktør for DR Danmark, og understreger, at der ikke sker ændringer i det årlige antal tv-gudstjenester på 44.
Gudstjenesten langfredag bliver en genudsendelse af en påskegudstjeneste fra DR Kirken i 2005 med samme kirketekst som i år, mens skærtorsdagens udsendelse med Inger Bachs ord bliver "et program med tilknytning til påsken".
En tv-gudstjeneste er ikke mulig om torsdagen, da DR Kirken ikke har en gudstjenesteudsendelse, der passer til.
"Det er væsentligt dyrere at sende en livetransmission end en genudsendelse, så det er ganske enkelt et ressourcespørgsmål, at vi ikke sender en direkte gudstjeneste. DR Kirken om søndagen optages også på andre tidspunkter," fortæller Inger Bach.
DR's programændringer glæder tidligere kritiker Lars-Peter Melchiorsen, landsformand i den kristne lytter- og seerforening, KLF, Kirke & Medier.
"Det er flot, at DR tager reaktionerne alvorligt, og det understreger blot, at der er mennesker i DR, som vil trosstoffet og forsøger at dække det godt, hvilket glæder mig, da påsken er den største kristne højtid," siger han.
Positivt overrasket er også medieordfører Karin Nødgaard (DF), som var blandt de hårdeste kritikere af den manglende påskedækning.
"Det er glædeligt, at DR ændrer kurs, så de lever op til forpligtelserne om at formidle den kristne kulturarv og positivt, at DR lytter til kritikken og agerer på den med det samme," siger hun.
gehlert@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad