Det er aften på den treetagers bar La Calla, hvor et udsnit af Ammans unge nyder en billig fyraftensøl i happy hour-timerne. En mobiltelefon ringer. Tonerne er erstattet af den libyske leder, Moammar Gaddafis, stemme, der skrattende råber et slogan fra en af de seneste taler.
Ringetonen er tydeligevis ment som en vittighed, og det skorter ikke på humoristiske indslag i Jordan, som karikerer Gaddafi. I disse uger ruller Mellemøstens svar på X Factor hen over tv-skærmene. En jordansk gruppe af kunstrere har lavet en animeret tegnefilm på deres YouTube-kanal, hvor Gaddafi deltager i talentshowet som stand-up-komiker. Han behøver bare at optræde som sig selv, mener de.
LÆS OGSÅ:Politi og demonstranter slås i Jordan
Men mens mange jordanere sætter spørgsmålstegn ved Gaddafis evner og sympatiserer med oprørerne i Libyen, er det ikke alle, der har sympati med demonstranterne i deres eget hjemland, som ønsker politiske reformer og demokrati.
"Vi har brug for kongen," fortæller ejeren af telefonen med Gaddafi-ringetonen, en kendt jordansk blogger.
"Monarkiet er det bedste system for Jordan lige nu. Det jordanske folk er ikke parat til demokrati. Det kræver en vis uddannelse. Hvis vi oprettede et demokratisk system, ville vi ikke få demokrati. Folk ville stemme på efternavne og ikke efter politisk overbevisning. Desuden er over halvdelen af befolkningen i Jordan palæstinensere. Vi ville risikere at miste magten i vores eget land," siger han.
Men den holdning – at Jordan ikke er parat til demokrati – repræsenterer renlivet statspropoganda, mener Oraib Rantawi.
Han er leder af Al Quds Center for Politiske Studier og samtidig klummeskribent for den jordanske avis Ad-Dustour.
Rantawi, der selv er af palæstinensisk oprindelse, mener, at folk i Jordan tøver med at kræve gennemgribende reformer på grund af en frygt, der især bunder i, at den politiske sfære i Jordan har været præget af kontrol.
"Jeg mener, at vi er præget af en kultur af frygt, som udspringer af, at sikkerhed spiller en stor rolle i indenrigspolitikken. Vi er begyndt at komme af med den kultur ved at se folk samarbejde og demonstrere i andre lande. Men folk her tøver med at deltage i politiske partier og at kritisere regeringen. Tingene begynder at ændre sig, men ikke så meget endnu. Folk har brug for at krydse den røde linje og turde trodse regeringens politikker."
En anden årsag til, at folk ikke presser mere på for reformer er, at Jordan er et delt samfund, mener Rantawi.
"Regimet skaber frygt for, at palæstinenserne har deres egen dagsorden, og at den vil være ekstrem, når det kommer til palæstinensiske rettigheder. Men det er propaganda fra styrets side. Det ønsker ikke at igangsætte en seriøs reformproces, men mener, at status quo er bedst for alle."
Ph.d. Morten Valbjørn, der er adjunkt i international politik ved Aarhus Universitet med særligt speciale i Mellemøsten, medgiver, at det jordanske styre bruger frygten for at miste kontrollen i eget land som én af forklaringerne på at udsætte politiske reformer. Han mener dog også, at der delvis er belæg for bekymringerne.
Mens alle officielle tal angiver, at den oprindelige befolkning, de transjordanske stammer, fortsat er i flertal, vurderer de fleste uafhængige kilder, at den palæstinensiske andel af befolkning udgør over halvdelen.
Samtidig slår han fast, at den problematik kun er en del af det politiske spændingsfeldt i Jordan.
"Abdallah (den jordanske konge, red.) har visioner for Jordan. Han ønsker, at landet skal være centralt placeret i den globale økonomi, at det skal være et videnssamfund, et højmoderne videnssamfund. Man er ligefrem begyndt at tale om en "Abdallah-generation", der er uddannet internationalt, og som arbejder for økonomisk liberalisering. Men det vil medføre, at nogle af de traditionelle støtter vil miste magt," siger Morten Valbjørn.
På trods af en vis modstand fra dele af regeringen har kong Abdallah arbejdet for at indføre økonomiske, administrative og sociale reformer, men han har ventet med de politiske reformer, forklarer Morten Valbjørn.
Ifølge ham er det ikke en tilfældighed.
"Jordan plejer at blive udråbt til en succeshistorie. Der har vi en konge, som vil noget demokrati og så videre. Det var den snak, vi havde i 1990'erne. En tro på, at Jordan langt om længe var begyndt at bevæge sig ind i en demokratiseringsproces, omend måske ikke så hurtigt, som man kunne ønske sig, så dog en demokratiseringsproces," siger han.
Morten Valbjørn henviser imidlertid til, at for eksempel analyser fra Freedom House af demokrati-niveauet i 2010 viser, at det står dårligere til end i 1989.
"Det vil sige, at 20 års demokratisering ikke rigtigt har ført til noget. Og det har det ikke, fordi hele demokratiseringsprocessen aldrig har haft til formål at skabe demokrati. Snarere har det været formålet at undgå en reel demokratisering," siger han.
Mens nogle, som den unge jordanske blogger, accepterer status quo, fordi de ser det som en garant for stabilitet, som de opfatter som vigtigere end mere demokrati, siger Rantawi, at det er nu, regeringen har en chance for at vise, at den vil arbejde for seriøse reformer.
"Indtil nu har der kun været løfter uden seriøse handlinger, når det kom til stykket. Hvis regeringen ikke møder forventningerne hos folk på gaden, hvis ikke regeringen begynder at bevæge sig, vil nogen skubbe den til at gøre det," siger Rantawi.
"Jordanerne beder om politiske forandringer, ikke en ændring af styret. Hvis regimet ikke begynder at handle anderledes, hvis der ikke er nogen udvikling i den politiske forandringsproces, så ved jeg ikke, hvad der vil ske i fremtiden. Hvad der er acceptabelt i dag, vil måske ikke være det i morgen. Derfor må regeringen handle hurtigt," siger han.
Det er Morten Valbjørn enig i.
"Jeg vil sige, at det bedste scenarie for Jordan er, at der rent faktisk kommer reelle politiske reformer nu, fordi folk ikke gider at høre på pseudo-reformsnak mere. Jeg tror ikke, at man kan spise folk af med det, man har gjort de seneste 20 år," siger han.