Tag dit ansvar tilbage fra den vildt voksende velfærdsstat

Men altså: Noget ansvar er vores personligt og varetages af os selv, andet – rigtig meget andet –varetages af staten. Det er sket gennem en glidende, i perioder næsten umærkelig, overførsel af ansvaret fra individet/borgeren til staten (hele den offentlige sektor). Mange borgere må åbenbart have følt sig trygge og tillidsfulde, måske nærmest befriet, ved ikke længere selv at skulle træffe svære beslutninger og løse krævende opgaver i familien. Andre har betragtet det som ubegribeligt, at frie mennesker frivilligt opsøger og underkaster sig en så omfattende omsorg og beskyttelse, som findes i velfærdsstaten.

Men det er mange år siden, at såkaldt borgerlige partier oprigtigt bekymrede sig om det personlige ansvar. Man skal helt tilbage til begyndelsen af 1960'erne for at finde en fremtrædende konservativ politiker (Poul Møller), som i debatten om velfærdsstaten formulerede sig sådan her: "Folkestyret må og kan ? kun baseres på menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarlig for sin skæbne."

Nogenlunde samtidig hed i et nyt partiprogram for Venstre: ".. produktionens resultater og produktiv indsats (kan) kun unddrages den enkelte borgers frie rådighed og det frie markeds afvejning, hvor opgaver af væsentlig samfundsmæssig interesse ikke kan finde deres tilfredsstillende løsning på anden måde."

Det skal tilføjes, at ingen af de to partier i øvrigt satte noget som helst spørgsmålstegn ved, at der i et moderne samfund er et ubetinget behov for social solidaritet, om end der var nuancer i deres opfattelse af social solidaritet i forhold til Socialdemokratiets.

Disse renfærdige, principielle holdninger forhindrede dog ikke, at VKR-regeringen fra 1968 til 1971 under radikal ledelse gjorde alle forhåbninger om et interessant borgerligt alternativ til skamme. Velfærdsstatens vækst accelererede under den regering, og skattetrykket steg.

Denne udvikling er i store træk fortsat under de senere regeringer, uanset om de har kaldt sig borgerlige eller socialdemokratiske, og vi er nu endt i en situation, hvor velfærden kun kan finansieres ved offentlig gældsætning og kun en kort tid endnu.

Politikerne vil ganske vist ikke rigtig være ved det, men befolkningen har erkendt, at situationen er alvorlig. Måske netop fordi det ikke er politikerne, der siger det. Ellers ville folk vel tro, at det var løgn?

Hvoraf kommer egentlig denne accept af, at vi er så hjælpeløse, at staten skal passe så meget på os? Det hænger navnlig sammen med, at Socialdemokraterne allerede lige efter 2. Verdenskrig, skræmt af krisen og massearbejdsløsheden i 1930'erne og presset af kommunisterne, tegnede en ny vision om det ideelle samfund, som kunne sikre borgerne fordelene ved en fri markedsøkonomi og samtidig beskytte dem mod utryghed, fattigdom og underkastelse.

Man betragtede markedsøkonomiens (privatkapitalismens) virkninger som forkrøblende for menneskesindet og opstillede i antologien "Tidehverv og samfundsorden" fra 1954, redigeret af senere statsminister Jens Otto Krag, et større katalog af problemer og bekymringer og tilsvarende omsorgsforanstaltninger for de lønmodtagere, som skulle leve i det danske samfund.

I 2011 virker det bizart at læse, at "i alle lande, hvor beskæftigelsen er høj .. og levestandarden rimelig, er der blevet rum for ..'trivselsproblemer', problemer om individernes tilpasning i familien, på arbejdspladsen, i fritiden og over for de demokratiske institutioner".

De bedre materielle vilkår bliver i sig selv problematiske, og medfører, "at man til stadighed står over for nye valg, hvilket kan være konfliktskabende, når der ikke samtidig er skabt målsætninger og handlemåder, som kan lette den enkeltes valg, og som stiler mod en personlighedsfremmende dækning af nye behov".

Det var, hvad man i landets toneangivende parti i 1954 mente om borgernes evne til på egen hånd at klare deres tilværelse. Og opdrage deres børn: "Bistanden til forældrene ved løsningen af deres centrale opdragelsesmæssige opgaver er knap nok begyndt."

Her knap 60 år senere udtrykker politikerne sig knap så ængsteligt, men hvis man prøver at formulere, hvad der må være hensigten med hele vores nuværende kæmpestat, passer det vel egentlige meget godt med, at vi er gjort præcis lige så hjælpeløse, som vi blev anset for dengang.

Hensigten synes at være, at vi skal hjælpes på alle leder og kanter, og nu med tilslutning fra alle politiske partier minus ét enkelt, hvis principielle holdninger endnu ikke for alvor har skullet bøjes under ansvarets åg.

Vi har ladet os styre af skræmmebillederne af normaltilværelsens farlighed og uoverkommelighed. Vi er blevet besat af en sær fremmedgørelse over for det samfund, vi lever i, især over for den private sektor. Og så har vi ved frivilligt at stemme om, hvorvidt vi ville anbringes i stort set identiske pasningsordninger i en rød eller en blå stue, deponeret vores ansvar hos de 179 politikere i Folketinget. Politikere, som har fået os til tro på, at de tænker mere på os end på deres eget genvalg.

Spørgsmålet er, om vi virkelig tror, at Naser Khader, Mette Frederiksen, Pia Kjærsgaard, Holger K., Troels Lund Poulsen, og hvad de nu alle sammen hedder, kender vores behov så meget bedre, end vi selv gør, at vi tør blive ved med at betro ansvaret til dem. For det er jo altså ingen andre end os selv, der har valgt dem. Den del af vores ansvar kan vi ikke parkere hos andre.

Men hele den del af vores personlige ansvar, vi har deponeret hos andre, den kan vi tage tilbage. Hvis vi da tør tænke tanken. For som den italienske politiske filosof Machiavelli sagde for 500 år siden: "Det er lige så vanskeligt og farligt at ville gøre et folk frit, der ønsker at leve i trældom, som det er at ville gøre et folk til træl, der ønsker at leve i frihed."

Provokerende som bare pokker at tale om trældom og frihed. Men man må tage et personligt ansvar, hvis man vil være fri. Også selvom ordet "frihed" lyder lige lovlig farligt for en velfærdsdansker. Velfærd er en meget tung dyne at kaste af sig. Og man skal huske at få sovepuden med!

Ole Olesen er konsulent og cand.polit.