IFØLGE EN TONEANGIVENDE ideologi er danskerne et kristent folk. Det har vi da også Grundlovens ord for: den erklærer jo den evangelisk-lutherske kirke for at være folkets kirke.

Samme grundlov bestemmer Danmarks styreform som monarkisk og pålægger "kongen" at være medlem af den evangelisk-lutherske kirke. Monarkens kirkelige tilhørsforhold symboliserer således det danske folks kristne karakter.

LÆS OGSÅ: En royal barnedåb til, tak

Og man skulle synes, at denne symbolik ville gøre sig særlig klart gældende, når kongehuset er hovedaktør i en kirkelig handling som for eksempel en barnedåb.

Når denne barnedåb så oven i købet nyder intensiv dækning på hele to tv-kanaler med public service-forpligtelse, måtte man forvente, at folkets kristelighed trådte frem i umiskendelig synlighed.

Nu har jeg ikke mulighed for at afsætte indtil flere eftermiddagstimer til tv-kiggeri på en almindelig arbejdsdag. Jeg kunne derfor kun overvære udpluk af dækningen af den royale barnedåb den 14. april, og kun på TV 2.

Men hvad jeg så, var nok til at få mine folkekirkelige forventninger skuffet. Den kirkelige handling var jo slet ikke hovedsagen. At de to yngste medlemmer af den kongelige familie gennem dåben bliver indlemmet i den kristne menighed, var ikke en del af "historien".

Som det så ofte er tilfældet blev dåben misopfattet som navngivning. Og hovedinteressen samlede sig om, hvilke otte navne de to spæde kongelige fik. Stor interesse samlede sig også om de to ældste søskende og deres naturlige optræden, der efter "eksperternes" mening vidnede om en tidssvarende opdragelse. Og så var der ikke at forglemme de kvindelige gæsters kjoler og hatte.

MEST FORBLØFFENDE var dog indkaldelsen af en numerolog som "ekspert". Hun udtrykte stor bekymring over de valgte navne. For hun kunne ud fra børnenes fødselsdato udlede, hvilket antal bogstaver i navnene, der ville have givet de to små de bedste fremtidsudsigter. I tv-mediets optik var numerologens analyse lige så betydningsladet som Norman Svendsens forrettelse af dåbsritualet. Den skinbarlige overtro rangerer på linje med den kristne dåb.

Dermed viger folkets kristendom for en totalt relativistisk multireligiøsitet. Folket er i dagens Danmark ikke bare tv-seere, men brugere af interaktive medier, som straks kan give deres besyv med via Facebook og sms. Og medierne i folkets tjeneste – public service – lagde ikke synderlig vægt på den kirkelige handling.

Det burde give stof til eftertanke for tilhængerne af ideologien om det kristne danske folk.

Svend Andersen er professor i teologi ved Aarhus Universitet