Jeg kunne godt tænke mig at høre nærmere om, hvilke medicinske og psykologiske metoder der er blevet udviklet igennem de senere år, der gør at vi så effektivt kan behandle psykiske kriser. Mig bekendt er udviklingen på området kendetegnet ved et stigende antal førtidspensionister, og jeg ved ikke rigtigt, om jeg ville betragte det som et tegn på, at behandlingen er blevet mere effektiv.

Jeg undrer også, hvordan Heidi Storck med så stor sikkerhed kan udtale, at omkostningerne ved psykiske problemer skyldes ineffektiv eller for sen behandling -- og jeg går ud fra, behandlingen vi her taler om er psykiatrisk, medicinsk, behandling. Hvor er evidensen for et sådant udsagn? Referencer, tak! Langtidsstudierne viser gennemgående, at det er personer, der dropper ud af den medicinske behandling, der kommer sig. Mens det netop er personer, der følger den medicinske behandling af deres problemer, der ofte ender i kronicitet.

Marian B. Goldstein skrev:

Både artikel og svar indikerer et fortsat enormt behov for oplysning om psykiske fænomener, psykiatri, psykisk lidelse
og psykisk nydelse mmm.

Ingen tvivl om, at mange danskeres mentale trivsel er elendig
til trods for, at danskerne er det lykkeligste folk i Verden.

Psykiatrien har ikke formået at forebygge effektivt og behandlingen producerer flere og flere udstødte.
Marian B Goldsteins oplysning om, at jo før man dropper ud af medicinsk behandling jo bedre viser måske, at alt for emsige
psykiatere fejldiagnosticerer og overbehandler ?
Og de kroniske syge er måske dem, der virkelig har behov
for behandling af en art, som psykiaterne ikke kan tilbyde ?


Måske politikerne burde overveje hvorvidt øget støtte til
højskoleaktivitet og lign. mental træning og oplysning kunne skaffe de psykiatriramte danskere en bedre tilværelse ?
Hertil vil det nødvendigt at gøre alle mulige psykiatriske
oplysninger, herunder konkrete sygehistorier, mere og lettere tilgængelige.

Lars, jeg tror ikke, man kan tale om fejldiagnosticering og overbehandling. Det forudsætter ligesom, at der også findes korrekt diagnosticering og korrekt afmålt behandling. Psykiatriske diagnoser stilles på grundlag af tanker, følelser og adfærd, der alle først bliver til det, der kaldes for psykiatriske symptomer, når man ser dem isoleret fra deres livshistoriske kontekst. Angst f.eks. er grundlæggende en naturlig reaktion på fare. Til et "symptom" på "psykisk sygdom" bliver angst i det øjeblik, faren, den er en respons til, enten helt fornægtes ("Hvis du tror, du har lidt overlast i dit liv, så er det en vrangforestilling."), eller bagatelliseres ("Der er andre, der har oplevet det samme som dig, uden at de derfor blev psykisk syge."), hvorved angsten pludseligt fremstår som mere eller mindre grundløs, og altså et "symptom", en "forkert" reaktion.

Hvis man går ud fra, at der findes korrekt diagnosticering i psykiatrien, så forudsætter det, at der findes reaktioner, der ikke står i nogen som helst sammenhæng med personens livshistorie, således at disse reaktioner egentligt ikke er reaktioner, men aktioner. Personligt har jeg ikke mødt et eneste menneske (med eller uden psykiatrisk stempel, og ligemeget med hvilket stempel, hvis stemplet) endnu, der bare agerede, sådan ud af den blå luft. Undtagelsesløst alle de mennesker, jeg har mødt, reagerede. Somme tider kan det være svært at få øje på, hvad en bestemt reaktion er reaktion på. Det kan dreje sig om meget subtile, i første omgang som helt ubetydeligt fremstående ting, og især i tilfælde af "psykoser" ligger de afgørende hændelser som regel langt tilbage i tiden, er sket for personen, før denne havde et verbalt sprog, ord, at udtrykke sig med. Det gør det ikke nemmere, hverken for personen selv eller andre, at forstå, hvad der er sket. Og det gør ingen forskel, om hændelserne fortsætter over mange år, måske helt ind i voksenlivet. Afgørende er, hvornår det hele startede. -- Interessant er for resten, at sammenligne "symptomerne" på de forskellige "psykiske sygdomme" med forskelligaldrede børns reaktioner på forurettelser. Ligheden mellem f.eks. en "psykotisk" persons adfærd og den til et forurettet småbarn, eller mellem en "borderliners" adfærd og den til en forurettet femåring, osv. er slående.

Når man nu i det mindste må være i tvivl, siden der ikke findes entydige videnskabelige beviser for "psykisk sygdom" som faktisk værende (i en livshistorisk sammenhæng meningsløs) hjernesygdom, og ikke naturligt menneskelige reaktioner på oplevede "forurettelser", og egentligt, efter en grundig, kritisk gennemgang af den videnskabelige litteratur, af psykiatriens egen forskning (ikke mindst langtidsstudiernes resultater), burde konkludere, at "psykisk sygdom" med langt større sandsynlighed er en meget sund reaktion på livet, end en syg hjernes meningsløse, "sindssyge" ageren, så må man også grundlæggende sætte spørgsmålstegn ved den gængse, medicinske behandling generelt, og konkludere, at en helt anden, den gængse nærmest diametralt modsat hjælpetilgang bør tilbydes mennesker i krise. Færre piller alene er under de omstændigheder ikke løsningen. En helt anden end den medicinske, mennesket i krise og dets livshistorie anerkendende og respekterende hjælp, som finske Åben Dialog eller svenske Familjevårdsstiftelsens arbejde f.eks., er (som vi kan se på sådanne tilganges succesrate).

Jeg er helt enig med dig i, at der skal meget mere åbenhed til, end hvad vi har i dag -- og psykiatrien er nok det mest lukkede, ugennemsigtige system vi har i vores samfund. Men åbenheden bør gå langt ud over sygehistorierne, der ofte ikke omfatter så meget andet, end symptomer og diagnoser, og derved faktisk lukker for (forståelsen af) den virkelige historie, livshistorien bag diagnosen og alle "symptomerne".