Margrethe Vestagers dans på æggeskaller

Margrethe Vestager er i den økonomiske politik mere enig med regeringen end med S og SF. Hun vil have højere pensionsalder og lavere topskat. Hun er derfor imødekommende over for regeringen. Herved gengælder hun også, at S og SF tidligere letsindigt har talt om, at De Radikale måtte bøje sig for deres politik. Vestager har desuden lært af DF, at man skal trække en forhandlingssituation i langdrag, så man opnår stor medieopmærksomhed, noget som R i årevis har savnet.

Men Vestager har sat sin pris på støtte til regeringens plan højt: Hun kræver, at man stopper inflationens udhuling af ejendomsskatten, som er en følge af skattestoppet fra 2001. Der findes næppe en økonom, som ikke støtter Vestager på dette punkt. Men de toneangivende partier er rædde for de 60 procent af vælgerne, som har egen bolig. Derfor vil de ikke kræve en krone mere af dem. Vestager har tilmed krævet flere højtuddannede indvandrere – et uspiseligt krav for især DF.

Regeringen kan ikke imødekomme hende uden forbehold. Det giver Vestager en kattelem til – efter langtrukne forhandlinger og megen taletid i medierne – at trække sig tilbage. Men hun har opnået at sætte fingeren på et ømt punkt i S og SF's politik, hvis politik over for boligejerne slet ikke harmonerer med partiernes traditioner. Det øger ikke hendes chance for at komme i regering med S og SF, men det øger chancen for at forhøje prisen for at være deres støtteparti. Og flere og flere i hendes bagland har med inspiration fra DF peget på, at R kan få større indflydelse ved kun at blive støtteparti for en S-SF-regering. Den position giver flere muligheder for at markere radikale særstandpunkter, det som DF kalder mærkesager. Og mange af de, som mener sådan, ønsker, at hun indgår forlig med Lars Løkkes Rasmussens regering.

For Vestager er det en ekstra komplikation, at en stor del af den nuværende aldrende folketingsgruppe stopper ved næste valg. Hun kan ikke vide præcist, hvem der kommer i folketingsgruppen efter næste valg og kan dermed heller ikke vide eksakt, hvordan den vil stille sig til spørgsmålet om regeringssamarbejde.

Det er næsten umuligt for Vestager at indgå forlig med regeringen uden en underhåndsforståelse med Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt. En sådan forståelse er usandsynlig, men ikke så helt uopnåelig, som man måske kunne tro. For Thorning kunne det være en fordel, hvis VKO og R tager ansvaret for nogle økonomiske ubehageligheder, inden hun selv eventuelt bliver statsminister. Og Vestager kunne bruge lejligheden til at presse Thorning for løfter. Under alle omstændigheder presser hun Thorning for tiden.

Vestagers påskeæg vil minde hende om, at hun skal danse på æggeskaller for at promovere sit parti uden at ødelægge mulighederne for samarbejde med S og SF og også uden at øge utilfredsheden i sit bagland. Men lykkes dansen, har hun for en tid givet sit parti ny luft.

Tim Knudsen er ansat på Institut på Statskundskab på Københavns Universitet