Danmark har i øjeblikket besøg af Dalai Lama, som indtil for nylig har været både politisk og åndelig leder for den tibetanske befolkning. I den forbindelse har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afvist at tage imod den tibetanske verdensmand, sådan som han gjorde, sidst lamaen var i landet.

LÆS OGSÅ: Dalai Lama: Vi skal række ud efter vores kinesiske brødre og søstre

Da statsministeren i 2009 modtog Dalai Lama, kaldte han det et "privat" besøg, hvilket skulle signalere, at den tibetanske leder ikke var en politisk leder på et normalt statsbesøg. Siden bekræftede en såkaldt verbalnote, at Danmark var "imod tibetansk selvstændighed", hvilket skete efter kinesiske trusler om at besværliggøre klimatopmødet i København i 2010. Den kolde skulder til Dalai Lama i disse dage kædes sammen med klima-indrømmelsen til kineserne.

Det er lykkedes for verdens største diktaturstat at sætte både danskerne og en række andre europæiske stater under et så effektivt pres, at kritikken af forholdene i landet kan være svær at høre. Og det til trods for, at der er grund nok at kritisere Riget i midten.

I Kristeligt Dagblad har det for nylig været beskrevet, hvordan de bestialske kinesiske arbejdslejre bygget efter sovjetisk mønster har kostet 10-20 millioner mennesker livet siden Maos regeringstid. Det er lejre, som ifølge kritikere ikke bare er historie, men stadig eksisterer. Kina undertrykker pressen og det frie ord. Den politiske frihed er begrænset i étpartistaten, ligesom religionsfriheden har trange kår. I Tibet har den kommunistiske regering undertrykt tibetanerne massivt, og så sent som i 2008 blev mange tibetanere dræbt, da et tibetansk oprør blev slået ned med hård hånd.

Der er således god grund til at gøre opmærksom på de uhyrligheder, der foregår i det store land. Og de danske politikere, der slår sig op som værdikæmpere, når det gælder menneskerettighedskrænkelser i Mellemøsten, burde bruge lige så mange kræfter i Fjernøsten.

Tibet og i særdeleshed Dalai Lama er måske verdens stærkeste symbol på modstanden imod den kinesiske foragt for minoriteter og menneskeliv, og en statsminister-modtagelse af lamaen ville have været en støtte til ikke-voldelig modstand imod diktaturet.

Det er klart, at Kinas voksende styrke og attraktion som handelspartner gør det nødvendigt at indgå kompromiser og fristende at nedtone kritikken, sådan som også USA's præsident Obama har gjort. Men man må spørge sig selv, hvor grænsen er for disse kompromiser. Hvad nytter det at føre krig imod Taleban i Mellemøsten, hvis et liberalt demokrati som det danske ikke er klart kritisk over for verdens største diktaturstat?

AEM