Michael Schønwandts sidste koncert som chefdirigent for Det Kongelige Kapel blev en triumf for en kunstnerisk personlighed, der kæmper for vigtigheden af den klassiske musik
5 ud af 6 stjerner
Mahlers 2. symfoni omhandler livet efter døden, om hvad der sker efter ophøret. Den har også tilnavnet "Opstandelse" og var derfor også det helt rigtige valg for Michael Schønwandt at dirigere som den sidste koncert efter sin 11 år lange periode som chefdirigent for Det Kongelige Kapel.
Han stopper ligesom operachef Kasper Holten til sommer, og mon ikke deres tid sammen som kunstneriske chefer på Det Kongelige Teater i fremtiden vil blive betragtet som guldalderen inden for dansk opera? Det var de to, der indviede Operaen, det var de to, der løftede den til internationale højder, og de skabte sammen historie ved opførelsen af Wagners Ring.
LÆS OGSÅ: Smuk hyldest til GudMange vil indvende, at de også havde tidsånden med sig i en epoke, hvor pengene sad løsere hos politikerne, end de gør nu, hvor sparekniven skærer store fede lunser af nationalscenen. Og det er selvfølgelig sandt, men ikke desto mindre må man konstatere, at perioden med Michael Schønwandt som chefdirigent har været særdeles frugtbar og fuld af kunstneriske triumfer.
Nu kan det for så vidt godt undre, at samarbejdet mellem Holten og Schønwandt har været så fortræffeligt, for de er kunstnerisk meget forskellige: Holten er den kreative, der konstant udfordrer operagenren som kunstart ved at se på den gennem nutidens briller, hvor Schønwandt i sin musikformidling er mere traditionel og er kendetegnet ved et forholdsvis romantisk klangideal.
Det fik vi også at høre ved opførelsen af Mahlers 2. symfoni, der dog ikke desto mindre blev en triumf for kapellet og Schønwandt. Det hang sammen med den gennemtænkte fortolkning: Undervejs kunne man sidde og undre sig over, at 2.- og 3.-satsen måske klang lidt vel sødmefuldt, og så alligevel ende med at tænke, at det kan da ikke være anderledes, for effekten af de voldsomme crescendi og moderne klangfarver, Schønwandt også fik smidt op på det musikalske lærred, kom på den måde til at virke så meget stærkere.
Eller mere præcist: Man troede, at man var på nogenlunde sikker grund, hvorfor musikken greb dybere ned i sjælen på én, når først Schønwandt slap alle kræfterne løs. Og hvilke kræfter! Det er så stort tænkt og konciperet af Mahler, at man som lytter uvilkårligt bliver ramt af en art musikalsk syndsforladelse. For hvad der finder sted i 4. og 5. sats, er ikke småting, og det gjaldt også i fredags: Mezzosopranen Elisabeth Jansson foredrog "Urlicht" i 4. sats og ordene "Ich bin von Gott und will wieder zu Gott!" med hengiven inderlighed, og i 5. sats, hvor koret gør sin entré, ja, der løftes man fra den dybeste basfagot til himlen.
Satsen indledes med ordene "Aufersteh'n, ja aufersteh'n" (genopstå, ja genopstå), og koret bevæger sig derfra sammen med Jansson og sopranen Inger Dam-Jensen og et brusende orkester inklusive orgel, kirkeklokker og voldsomme klangudladninger mod en overvindelse af døden. Ingen musik virker stærkere og da slet ikke her i påsken.
Michael Schønwandt fik musikerne til at yde optimalt, og der blev leveret smukt skårne indsatser fra især slagtøjet og messingblæserne, der doserede deres mange kræfter fornemt, og særligt trompeterne var en nydelse denne sidste aften for Schønwandt og kapellet.
Og apropos trompeter: Koncerten blev indledt med en distinkt opførelse af Hans Abrahamsens "Nacht und Trompeten", der i al sin både kompositoriske elegance og brutale urkraft skulle vise sig retningsgivende for en aften, jeg sent vil glemme.
kultur@k.dkSymfonikoncert. Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor. Dirigent: Michael Schønwandt. Koncerthuset. Fredag den 15. april. Koncerten sendes i P2 den 24. april klokken 19.30.