De fleste mennesker oplever, tror jeg, at der er perioder i deres liv, hvor tingene bare ikke passer sammen. Det kan være kroppen, der pludselig forandrer sig og får hår, mens intellektet stadig drages mod legoklodser og barbiedukker.
Eller det kan være omgivelserne, der møder en med forventninger – for eksempel om ægtefælle og børn – som man slet ikke kan identificerer sig med. Man er bare ude af fase med sig selv eller med omgivelserne. Sommetider begge dele på én gang.
LÆS OGSÅ:Ensomme gamle skal have en udstrakt hånd og kommer ikke af sig selv
Birgit Strandbygaard har skrevet en gribende lille bog om den utilpassethed, der opstår, når krop og intellekt går fra hinanden på grund af alderdom. Når man spaltes mellem at blive et gammelt menneske med alle mulige skavanker og begrænsninger i henhold til kødet, mens man endnu er i fuld vigør og virkelyst i henhold til ånden. For nu at benævne skismaet med paulinske begreber. Problemet er naturligvis, at sidstnævnte, ånden, i stigende grad tvinges til at adlyde førstnævnte, kødet. Man er med andre ord vidne til sit eget forfald, man er bevidst om, at det går mod døden.
Bogen er meget læsværdig, for Birgit Strandbygaard er en klog kone, som gør en mængde fine iagttagelser. Og hun skriver godt. I bogen krydsklippes der hele tiden mellem den nutid, som står i alderdommens tegn, og så en fortid, som næsten udelukkende består af barndommens oplevelser med forældre og bedsteforældre. Faktisk er det, som om der ikke eksisterer noget imellem barndom og alderdom. Med til barndommens oplevelser hører søndagsskolens missionske og selvretfærdige kristendomsundervisning, som af fuldt forståelige grunde får Strandbygaard til at melde sig ud af folkekirken, da hun blev gammel nok til selv at bestemme.
Så selvom billeder af bedsteforældre med salmebog egentlig fremstår positivt for Strandbygaard, er det ikke i det kirkelige og kristne univers, hun prøver at finde trøst og styrke til at gå sin død i møde. Det er derimod hos en række mystikere og spirituelle vismænd, hun forsøger at finde en vej ud af sin krise, og vejen går gennem en adskillelse af krop og bevidsthed.
Strandbygaard opponerer mod den pornoficering, der sker af ældre menneskers univers i øjeblikket. Vi lever i en åndløs tid, hvor det hele handler om at tilfredsstille kroppens behov, men for Strandbygaard ligger forsoningen med døden ikke her. "Frelsen" ligger tværtimod i bevidsthedens frigørelse fra det legemlige. På den måde reaktualiserer Strandbygaard nogle eksistentielle og metafysiske temaer, som er oldgamle og evigtgyldige. Men man fornemmer også, at hendes eget alternativ ikke er uden problemer. Forsoningen med døden bliver en sag for forstanden, intellektet, den når ikke ned i kroppen. Og den når ikke ud, den er asocial. Strandbygaards refleksioner vidner således om en ensomhed, der er monumental. Og den ensomhed er virkelig knugende ved hendes tilgang til døden. Den kan tage modet og meningen fra enhver.
Birgit Strandbygaard: Under himlen over jorden. At blive ældre med mod og mening. 144 sider. 189 kroner. Alfa.