Else Marie Nygaard |
20. april 2011
Det store flertal af danskere ser ikke sig selv som syndere. Op gennem kirkehistorien har forkyndelsen af mennesket som en synder med behov for tilgivelse været central, og i påsken kulminerede denne forkyndelse. I dag er mange præster tilbageholdende med at tale om synd, mens flere terapeuter opfordrer til, at man tilgiver sig selv
Kristus døde for vore synder.
1. Korintherbrev kapitel 15, vers 3.Det store flertal af danskere har svært ved at se sig selv som syndige. I hvert fald ikke sådan, som fortidens store salmedigtere, Luther, kirkefædrene og Det Nye Testamentes forfattere har udlagt begrebet.
I den "Den europæiske værdiundersøgelse" er et repræsentativt udsnit af danskerne fire gange de seneste tre årtier blevet spurgt om deres syn på synd. I 1981 svarede mere end hver tredje dansker i værdiundersøgelsen, at de så sig selv som syndige, men da de nyeste tal blev præsenteret tidligere på året, viste det sig, at kun hver femte ser sig selv som syndig.
LÆS OGSÅ: Livets triumfHos Det Danske Bibelskab har man noteret sig, at synd er et begreb, som moderne menneske har svært ved at forholde sig til. I den reviderede udgave af "Den nye aftale", som selskabet udgav i ugen før påskeferien, er der derfor luget grundigt ud i antallet af gange, hvor ordet "synd" optræder i Det Nye Testamente på moderne dansk.
Søndag efter søndag synger kirkegængere landet over den oldkirkelige "O du Guds Lam! med korsets skam, du bar al verdens synder, derfra vort liv begynder; vor død til trods, opliv du os!" i forbindelse med altergangen, og om to dage er det langfredag, hvor Paulus' ord om Jesu død på korset for vore synders skyld udgør en central teologisk pointe.
Men spørger man retoriker, professor Christian Kock fra Københavns Universitet, så giver den kristne forståelse af begrebet "synd" ikke mening i en dansk virkelighed.
"At mennesket er en synder med behov for tilgivelse, sådan som blandt andre Luther udtrykker det, vil mange i dag slet ikke kunne forbinde noget med," fastslår han.
Sognepræst Anne Birgitte Reiter ved Odense Domkirke oplever da også, at det er svært at tale om synd. Men hun mener alligevel, det er vigtigt at holde fast ved begrebet, og når hun sidder over for et forældrepar, som ønsker, at deres barn skal døbes, så er synd et af de ord, hun altid tager fat i. Men kan forældre forbinde ønskebarnet med æblekinder med synd?
"Jeg forklarer forældrene, at der er lagt noget ned i barnet, som gør, at det vil komme til at gøre ting, som er forkerte, men at den synd bliver druknet og dermed renset væk i dåben på en sådan måde, at barnet i Guds øjne nu altid er rent. Det er nyt for de fleste, men jeg oplever, at forældrene sagtens kan følge mig," siger hun.
Langfredag skal hun prædike, og her vil hun tale om både synd og frelse, selvom hun ved, at en del kirkegængere har det svært med ordet. Men netop derfor mener hun, det er vigtigt, at det bliver udlagt.
"En del mennesker kan nærmest få kvalme, når de hører ordet 'synd', ofte fordi de har været belastet af en sort kristendomsforkyndelse, hvor betoningen af menneskets syndighed blev brugt til at dræbe glæden i livet. Men selvom en mørk kristendomsforkyndelse har misbrugt begrebet, kan man ikke være et tænkende menneske uden at vide, at man som menneske ofte svigter og fejler. Og hvis kristendommen udelukkende bliver til en forkyndelse af kærlighed, så gør man på sin vis kristendommen for lille. Guds kærlighed bliver først enestående, frisættende, når den forstås på baggrund af menneskets synd og svigten," siger hun.
Men uanset Anne Birgitte Reiter og andre præsters forsøg på at forklare synden som en del af det at være menneske, så har begrebet ikke plads i det moderne menneskes selvforståelse, mener retoriker Christian Kock. I stedet for at undre sig over, hvorfor det er gået sådan, mener han, at man kan undre sig over, hvordan syndsforståelsen i så lang en periode af den vesteuropæiske historie var et centralt begreb.
"Det kristne budskab har haft en utrolig klangbund i Europa og dele af Mellemøsten fra kort tid efter Paulus og frem til middelalderen, hvor man betragter det med frelse og fortabelse som blodig alvor. Men set fra et historisk, antropologisk og retorisk synspunkt må man undre sig over, hvorfor syndsbegrebet fik en så kolossal gennemslagskraft i Vesteuropa kulminerende med Luther. Det er ret unikt i den vestlige verdens idéhistorie," siger han.
Den modstand mod begrebet synd, som præster møder i dag, og som kan registreres i værdiundersøgelsen, kan man finde årsagen til i idéhistorien fra renæssancen og frem til i dag. Særligt oplysningstidens idealer har, ifølge Christian Kock, gjort det svært at bruge begrebet "synd" på den måde, som man traditionelt har gjort det i kirken.
"I renæssancen er vi vidne til individets fødsel. Mennesket er ikke længere bare en ensartet masse af syndere, men individet skal i stedet fokusere på udfoldelsen af livet. Så kommer oplysningstiden, der hylder fremskridtet og fornuften, sådan som det for eksempel er udtrykt i Kants valgsprog 'Sapere aude' (vov at vide, red.), og idealerne bliver begreber som menneskelighed, lyst, men også demokrati og ytringsfrihed og ikke synd og tilgivelse," siger han.
Teologen Anders Klostergaard Petersen, der er lektor ved afdelingen for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet, har set på begreberne synd og skam i et kultur- og mentalitetshistorisk perspektiv. Når man i dag taler om synd og skam, så har det for eksempel end anden betydning, end da Det Nye Testamentes evangelister skrev teksterne. Skiftet sker omkring det 4. og 5. århundrede, hvor den skam- og skyldkultur, der kendes i dag i den vestlige verden, tog form.
"I den antikke verden, hvor evangelierne blev til, var skam og skyld kollektive begreber, der slog til, når man svigtede i forhold til et kodeks om ære, mens det i dag er internaliserede værdier, som forudsætter et moderne begreb om individualitet, hvor den enkelte skal gøre op med sig selv, hvad man føler. Bevægelsen frem mod den moderne, psykologisering af individet har vi med Augustin (354-430)," siger han.
Mens danskerne har svært ved at se sig selv som syndige, mener Anders Klostergaard Petersen, at danskerne har ganske klare idéer om, hvad synd er. At aflæse synd anno 2011 kræver blot en tur ned til nærmeste bladkiosk, hvor ugepladspressen kan give et aktuelt billede af den moderne, almene mentalitetshistorie.
"I historierne om politikernes livsstil og kendte menneskers såkaldte 'fejltrin' kan man se, at der stadig er udbredte idéer om, hvad synd er. Det samme ser man, når man følger debatten om fedme. Her er både synd, skyld og skam repræsenteret," siger han.
Siden 2003 har Anders Klostergaard Petersen været hjælpepræst ved Tranbjerg Kirke ved Aarhus, og fra prædikestolen er det langt sværere at tale om synd, for det strider mod det moderne menneskes selvbillede.
"At mennesket er syndigt, er noget, det moderne menneske ikke vil røre ved, og det hænger sammen med den stærke individforestilling, som vokser ud af oplysningstiden, og som man ser udtrykt i blandt andet Den Amerikanske Uafhængighedserklæring og Grundloven, som betoner menneskets ukrænkelige rettigheder. Det er den tænkning, vi har fået banket i hovedet de seneste 250 år, og der har skabt en karakteristisk selvberoenhed," siger han.
Når mange præster vælger at holde en liturgisk gudstjeneste langfredag, hvor prædikenen erstattes af musik og læsninger, skyldes det ifølge Anders Klostergaard Petersen blandt andet præsters usikkerhed omkring, hvordan man prædiker om synd og tilgivelse.
"Hver dag bringer Interflora masser af soningsgaver ud, hvor den part, som har krænket en anden, siger undskyld med en buket blomster eller en flaske vin. I kirken er det hverken vin eller blomster, man kan sende, men her møder man et krav om, at man som Guds barn skal aflægge sig nogle værdier. Det hører man meget lidt om i dansk forkyndelse af kirkehistoriske grunde. Vi er så bange for at nogen skal råbe 'gerningsretfærdighed'. Kunstnere som Peter Brandes og Arne Haugen Søren viser sonings- og forsoningsmotivet i skulptur og maleri, men generelt kan man nærmest ikke tale om det. Når vi kun kan tale om forsoning og ikke om soning, så er det et trist udtryk for åndelig armod. Ved at lægge al vægten på Gud som den forsonende far, risikerer man at reducere Gud til en moderne, blød far uden autoritet," siger han.
I århundreder har danskere rettet blikket mod korset med den lidende Kristus i en stille bøn om tilgivelse. I dag retter mange blikket mod deres eget spejlbillede, når de søger tilgivelse. Det er i hvert fald den lære, man ifølge professor i psykologi Svend Brinkmann ved Aalborg Universitet kan udlede, når man læser en del moderne selvhjælpslitteratur. I visse terapeutiske miljøer er det blevet et ideal at kunne tilgive sig selv.
"Tilgivelse er en gave, man giver et andet menneske. Da begrebet i sig selv er interpersonelt, er der tale om en fordrejning af begrebet, som kan ses som et udtryk for en ophøjelse af individet. Psykologisk set er det en uholdbar strategi," siger Brinkmann.
Han mener, man kan tale om en ny subjektivistisk folketro langt fra apostlen Paulus'ord om Kristus, som døde for menneskets synder. I denne nye folketro er autenticitet det ultimativt gode og selvet den højeste autoritet.
"Vi ser i dag en subjektivistisk kultur, hvor det, som er godt, er det, som føles godt. I en sådan kultur udspringer det, der er rigtigt og forkert, ikke uden for os selv, men er internaliseret i individet. Det er en kultur, hvor det at leve til moralsk perfektion betyder, at man er i kontakt med sig selv og det autentiske," siger Svend Brinkmann.
Men subjektivistisk folketro eller ej, så er der stadig mennesker, som gerne vil knæle i bekendelse af deres synd i kirken. Hver fredag formiddag samles mellem 40 og 70 mennesker i Københavns Domkirke til skriftemålsgudstjeneste. Den slags gudstjenester findes flere steder i landet, men i Københavns Domkirke har man en mere end 200 år lang tradition for at holde skriftemålsgudstjenester og det fortælles, at Søren Kierkegaard (1813-1855) deltog trofast.
"Det er en sanselig og intim gudstjeneste, som nok samler flere mennesker, som måske har levet et liv, hvor de føler, at de på en eller anden måde har ramt bunden eller været ude i nogle ekstremer," siger præst Signe Malene Berg.
Hver fredag i domkirkens kor møder påskens hændelser og moderne menneskers virkelighed hinanden, når gudstjenestens deltagere knæler ved knæfaldet, hvor præsten lægger hånden på hver enkelts hoved.
"Det er et ritual, som giver en særlig form for mening," siger Signe Malene Berg.
Inden de knælende rejser sig, siger præsten: "På Jesu Kristi befaling og for hans lidelse og døds skyld kan jeg tilsige jer alle jeres synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!".
"Jeg har bemærket, at det særligt er mænd, som søger denne nærmest rettergangsagtige måde at bekende sine synder på. Man tager sine svigt på sig og går forhåbentlig fra kirken med en forstærket følelse af, at man har lov til at være her og lov til at leve på trods af de ting, man ved, man har gjort forkert," siger hun.
nygaard@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
24 indlæg det seneste døgn
