"Voksendåb er typisk noget, man forbinder med egne af kloden uden en rodfæstet kristen identitet, og hvor kun et mindretal af befolkningen bliver døbt som små," skriver Andreas Rude.
- Colourbox.com
Andreas Rude |
20. april 2011
Det personlige valg er i fokus hos de mange tusinder, der bliver døbt de kommende påskedage. Men samme personlige valg åbner også døren ud af kirken
Da pave Benedikt XVI påskenat 2008 døbte en af Italiens mest prominente muslimske kommentatorer, den egyptiskfødte redaktør på Corriere delle Sera, Magdi Allam, kom historien på forsiden af alverdens aviser, fordi ordene "muslim" og "pave" i samme overskrift sælger godt. Men går man lidt dybere, så fortalte historien også om store ændringer i europæisk kristendom væk fra et automatisk sammenfald mellem religion, familie og nationalitet og hen imod en smallere kirke båret af et stærkt personligt engagement hos den enkelte. Det var ikke Allams muslimske baggrund, der var det interessante, men hans beslutning om at lade sig døbe som voksen.
Voksendåb er typisk noget, man forbinder med egne af kloden uden en rodfæstet kristen identitet, og hvor kun et mindretal af befolkningen bliver døbt som små. Voksendåb forbindes med mission og personlig omvendelse, og derfor er der ikke noget mærkeligt i, at for eksempel det katolske bispedømme i Hongkong fortæller, at man i år døber omkring 3500 voksne i forbindelse med påskens gudstjenester.
Til gengæld er det mere overraskende, at den franske kirke i år døber et lignende antal voksne – 2952 for at være helt præcis. Frankrig er siden middelalderen kendt som "kirkens ældste datter", men sekularisering og indvandring gør, at det er mange år siden, at barnedåb var en given sag. Samme tendens gør sig gældende over hele den vestlige verden, og uanset om de konkrete tal er høje eller lave, er de overvejende stigende. I ærkebispedømmet Wien er der 70 voksendåb påskenat – en stigning fra 65 sidste år og 52 i 2009.
LÆS OGSÅ: Russiske græsrødder er skeptiske over for katolsk tilnærmelseDåbskandidaterne kommer fra meget forskellige baggrunde socialt såvel som professionelt. Et mindretal har muslimsk baggrund, mens andre er opvokset helt uden religion og først har mødt kristendommen som voksne. For de fleste er det en konkret begivenhed, der i sidste ende har gjort dem kristne, og ægteskaber og venskaber har stor betydning. Men mange taler også om vanskeligheden ved at erklære sig som kristen over for kolleger og venner, og for tre af dåbskandidaterne i Wien blev presset fra familien så stort, at de trak deres kandidatur tilbage, fortæller bispedømmet på sin hjemmeside.
Det stigende antal voksendåb fortæller om flere overbeviste kristne og afspejler det frie valg, som vor tid sætter højt. Men individualiseringen og pluralismen i samfundet betyder også, at det for mange barnedøbte er nemmere at forlade kirken, hvis man er uenig med den, ønsker at lægge afstand til dens image eller blot ikke vil bidrage økonomisk til den. Den udvikling er meget tydelig i Tyskland, hvor både den katolske og den protestantiske kirke mister titusinder af medlemmer hvert år. Og det tab kan det stigende antal voksendåb slet ikke kompensere for.
Men måske er det heller ikke den rigtige måde at anskue det på? Benedikt XVI hører til blandt dem, der provokerende mener, at kirken kan have gavn af at slanke sig, så længe den bare ikke lukker sig om sig selv. Det er i al fald, hvad han i 2002 – før han blev pave – sagde i et berømt interview med den tyske journalist Peter Seewald.
"Den traditionelle kirke kan være meget smuk, men det er ikke nødvendigt. I de første tre århundreder var kirken meget lille uden at være sekterisk [...] Her kunne folk, der ikke fuldstændigt følte sig i stand til at identificere sig med kristendommen, til en vis grad knytte sig til kirken for at se, om de ville tage skridt til at slutte sig til den. Denne bevidsthed om ikke at tilhøre en lukket klub, men om altid at være åben for alle og alle ting er en uadskillelig del af kirken."
Intet i hans senere udtalelser tyder på, at paven siden har skiftet mening. Det er eksemplets magt, der er det afgørende, og kirken skal ikke stirre sig blind på negative statistikker. Men er det så ikke blot at gøre en dyd af nødvendigheden? Måske – men der vil stadig være masser af udfordringer. Trosfriheden går hånd i hånd med den åbne kirke, og hvis kristendommen skal virke ved eksemplets magt, gælder det om, at religionen ikke marginaliseres som noget subjektivt, bare fordi den er personlig i sit udgangspunkt. Følger man pavens udtalelser og udspil, er det tydeligt, at den kamp – for trosfriheden og imod marginaliseringen – interesserer ham mere end forsøget på at rekonstruere en kirkelig dominans, der ikke længere er der.
kirke@k.dkAndreas Rude er mag.art. i litteratur-videnskab og skriver hver anden uge om internationale kirkelige forhold.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad