Nye kristne er individualister

Da pave Benedikt XVI påskenat 2008 døbte en af Italiens mest prominente muslimske kommentatorer, den egyptiskfødte redaktør på Corriere delle Sera, Magdi Allam, kom historien på forsiden af alverdens aviser, fordi ordene "muslim" og "pave" i samme overskrift sælger godt. Men går man lidt dybere, så fortalte historien også om store ændringer i europæisk kristendom væk fra et automatisk sammenfald mellem religion, familie og nationalitet og hen imod en smallere kirke båret af et stærkt personligt engagement hos den enkelte. Det var ikke Allams muslimske baggrund, der var det interessante, men hans beslutning om at lade sig døbe som voksen.

Voksendåb er typisk noget, man forbinder med egne af kloden uden en rodfæstet kristen identitet, og hvor kun et mindretal af befolkningen bliver døbt som små. Voksendåb forbindes med mission og personlig omvendelse, og derfor er der ikke noget mærkeligt i, at for eksempel det katolske bispedømme i Hongkong fortæller, at man i år døber omkring 3500 voksne i forbindelse med påskens gudstjenester.
Til gengæld er det mere overraskende, at den franske kirke i år døber et lignende antal voksne – 2952 for at være helt præcis. Frankrig er siden middelalderen kendt som "kirkens ældste datter", men sekularisering og indvandring gør, at det er mange år siden, at barnedåb var en given sag. Samme tendens gør sig gældende over hele den vestlige verden, og uanset om de konkrete tal er høje eller lave, er de overvejende stigende. I ærkebispedømmet Wien er der 70 voksendåb påskenat – en stigning fra 65 sidste år og 52 i 2009.