HVOR KOMMER DEN VREDE FRA, der forråder skærtorsdag og korsfæster langfredag? De skuffede forventninger har i mange år været min foretrukne forklaring. At man forventede sig en konge, en magtfuld fyrste, der kunne jage romerne på flugt.
Det har været voldsomt at vide, at her var Kristus, der kunne kaste besætterne, alle de lede romere i Middelhavet, hvis han ville – og så gjorde han det ikke. Selvom han påstod, at han var den frelser, som Gud havde lovet, at han ville sende sit folk. Jeg har altid tænkt, at langfredagsvreden var de skuffede forventningers vrede.
LÆS OGSÅ: Livets triumf
Men påske efter påske har jeg fået øje på en anden vrede, der blander sig i korsfæstelsesslagene. Vreden, som udgår fra det, der kan ske, når mennesket møder Gud. Møder kærlighed. Møder Guds kærlighed og hans medlidenhed. Evangeliernes dybeste drev er at fortælle om Gud. Hvem Gud er – og derpå illustrere, hvordan vi reagerer på det.
Korsfæstelsesslagene er en af de mest markante illustrationer af menneskets møde med Gud. Jeg fik øje på dette med langfredagsvredens tvetydige karakter, da jeg for nogle år siden fik øje på, at Jesus to gange i træk – skærtorsdag og langfredag – reagerer ens og ulogisk på henholdsvis Judas' og korsfæsternes aggression.
Først afsløres skærtorsdag Judas' bedrag, hvorpå Jesus uden overgang inkluderer alle – og Judas – i nadverens fællesskab. Så pågribes Jesus langfredag og korsfæstes, hvorpå Jesus, endnu mens de slår sømmene i, siger: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør."
Det er to gange venden den anden kind til i så ekstrem en grad, at han naturligvis må dø af det. Aggressionen hos Judas og hos korsfæsterne mødes ikke med aggression. Kristi reaktion er mild, kærlig, inkluderende, tilgivende, ligegyldigt hvor hårdt der gås til ham. Underligt med al den vrede, al den aggression på baggrund af så megen mildhed. Som var det mildheden i sig selv, der provokerede.
Jeg tænkte på det for nylig, da jeg læste en erindringsbog. Forfatteren beretter om sin mors dødsleje. Hun, der altid havde været ham så elskelig, var så aldeles rasende på ham i de sidste dage af sit liv. Hun bandede og nedkastede de voldsomste besværgelser over ham. Ligefrem forbandelser. Rædselsfuldt, ganske simpelt. Så sandt, som at vi er så afhængige af, at vores nærmeste velsigner os. Ønsker os det bedste. Sender deres kærlighed med os.
Oplevelsen har forfatteren båret med sig siden. Selvfølgelig. Grunden til, at moderens vrede ondskabsfuldheder stadig ligger på tværs i ham, er naturligvis, at han ikke forstår. Et uforløst "hvorfor" har krøllet sig sammen i ham lige siden. Hvorfor al den vrede?
DA JEG LÆSTE KAPITLET, tænkte jeg på de enker og enkemænd, jeg har mødt, der har haft lignende oplevelser. Deres ægtefælle blev vredladen lige dér til sidst i livet. Ubehagelig. Ukærlig. U-alt muligt. Trak sig og var faktisk uigenkendelig. Flere, end man tror, og langt flere, end disse enker og enkemænd selv tror, bærer rundt på sådan et urimeligt og ulykkeligt minde om et elsket og savnet menneskes sidste tid.
Jeg har tænkt på, om det er den samme vrede – den urimelige dødslejevrede, der både forråder Jesus og korsfæster ham. Om det er vreden over hans udtalte evne til at lide med – hans medlidenhed. Simpelthen. Den samme medlidenhed, der jo kendetegner de nærmeste, ofte den allernærmeste ved et dødsleje. Som nogle oplever fremprovokerer vrede hos den syge. Som korsfæstede den døende i sin fortvivlede afmagt helt uforståeligt netop det menneske, der elsker det højest og lever allermest med i dets lidelse.
Jeg tror, at man skal forestille sig, at det er mildhed, der bærer alt, hvad Jesus siger i påskens evangelier. Også til Judas. Når Jesus således siger, at det er slemt for det menneske, der forråder ham, og tilføjer: "Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født." Hvortil Judas siger: "Det er vel ikke mig, Herre?" – hvorpå Jesus svarer: "Du sagde det selv." Da er Jesu stemmeføring ikke vred. Derfor inkluderer han også uden forbehold Judas i den efterfølgende nadver.
Den sekvens kan kun forstås, hvis man medtænker mildhed. Den eneste måde, overgangen mellem Judas' indrømmelse af sit forræderi og Jesu indstiftelse af nadveren, hvor Judas stadig sidder med, kan forstås på, er, hvis vi forestiller os, at Jesus ikke vredt, men mildt har sagt: Det var bedre for det menneske, som nu forråder mig, at det aldrig var blevet født. "Det er vel ikke mig, Herre?" siger Judas, og så svarer Jesus, stadig mildt: "Du sagde det selv", hvorpå han spiser videre.
Lidt efter forklarer han dem, at hver gang de drikker vinen og spiser brødet og taler om ham, da skal det være dem et tegn på, at Gud tilgiver dem alt. Alt. Inklusive løgn, svig og korsfæstelse. Nadveren er Guds milde svar på Judas' svigt. Ligesom bønnen om, at de vrede mænd skal tilgives, da korsets søm hamres på plads, er mildere end mildest.
Mildt. Og medlidende. Lidende med os små vrede mennesker, der ikke ved, hvad det er, vi gør, når vi gør det. Også selvom vi tror, at vi ved det. Medlidende, når afmagten har fat i os, og vreden slår rod.
MEDLIDENHED. TAG OG MÆRK ordet lidt. Medlidenhed. At lide med. Det er et helt afgørende karaktertræk ved kærlighed. "Jeg kan lide dig" betyder egentlig: "Jeg vil lide med dig". At når man elsker, så lider man med. Lider med den elskede. Også når den elskede ikke har bedt om det.
Min og din lidelse kan undertiden være sådan, at man ikke kan holde andres medlidenhed ud. Fordi medlidenheden ofte har en passiv karakter. Når jeg er ked af det, og jeg vækker medlidenhed hos dem, der holder af mig, er jeg behørigt taknemlig for deres medlidenhed, men handling er nu så langt at foretrække. Hvis de ville være venlige at fjerne det, jeg er ked af, ville det være nummer et.
Det er vel grunden til, at nogle, når de ligger for døden, kan møde alt og alle venligt undtagen den, de elsker højest – og som elsker dem. Det er, fordi vedkommende er medvider, den nærmeste. Er medlidende i ordets kærligste forstand. Et spejl på den ulykkelige situation, man er havnet i. Helt tæt på er det menneske, der lider med en, og dog fuldstændig magtesløs, ude af stand til at gøre noget som helst andet end bare at være der. Magtesløsheden kan gøre den døende afmægtigt rasende. Hvis man kan blive ude af sig selv af vred fortvivlelse over ens elskedes kærlige medlidenhed, hvor meget mere ubændig ulykkelig bliver man da ikke, når det er Guds medlidenhed, der møder ens blik hen over bordet?
Judas lå ikke for døden, han havde sine egne grunde til at forråde Jesus, som muligvis udspringer af de bristede forventninger, jeg nævnte tidligere. Men mødet med Jesu medlidenhed, hans nadver og tilgivelse, der på stedet tilgav Judas hans svig, har så tydeligt ikke gjort Judas mindre vred – og slet ikke stoppet hans forræderi.
Hvor kommer vreden fra? Vreden, der forrådte skærtorsdag og korsfæstede langfredag? Vreden udsprang vel af så meget, men den havde og har stadig rodfæste i det ulykkelige punkt i enhver af os, når Gud ikke vil, som vi vil.
Når han byder os noget, som vi knap kan bære. Når han punkterer vores forventninger, og når vi skal høre om hans medlidende nærvær frem for at mærke hans resolutte handlen og håndfaste hjælp. Da spirer vreden, og vi slår ud efter Gud – og undertiden dem, der elsker os højest.
Men Gud slår ikke igen. Dengang, nu og til evig tid møder han din og min ulykkelige vrede med sit: "Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør."
Glædelig påske.
Kathrine Lilleør er sognepræst og ph.d.