beboeren |
23. april 2011
Sådan siger denne uges beboer. Kan du gætte, hvem der bebor dette arbejdsværelse?
I mit arbejdsværelse hænger en tegning af Agnes Henningsen, der står sammen med Leonora Christina og Johanne Luise Heiberg. Jeg har fået den af tegneren Frans Lasson, fordi jeg har skrevet en biografi om hver af de tre kvinder.
Jeg var i mange år lektor ved Danmarks Lærerhøjskole (i dag Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, red.), og sideløbende med min undervisning begyndte jeg at skrive bøger. Den første bog, jeg bidrog til, var antologien "Panduros Verden" i 1977. Derudover har jeg blandt andet skrevet biografier om Christian IV, Mathilde Fibiger og grevinde Danner. Min næste bog skal handle om den færøske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen, der skrev romanen "Barbara". Han døde som 37-årig af tuberkulose i 1938.
Lige nu er jeg i research-fasen af bogen. Det tager mig altid to-tre år at skrive en bog, og i den tid er jeg ret uselskabelig, fordi arbejdet med bogen fylder rigtig meget i mit hoved.
De første år, vi boede her i vores hus i Virum, brugte jeg spisestuen som arbejdsværelse, men da børnene flyttede hjemmefra, rykkede jeg op på første sal. Jeg er meget glad for mit arbejdsværelse, og jeg opholder mig her mange timer hver dag.
Når jeg skriver på en bog, sidder jeg og arbejder koncentreret fra klokken ni til klokken 13. Så spiser jeg frokost sammen med min mand, der i øvrigt har arbejdsværelse ved siden af mit. Om eftermiddagen arbejder jeg også, men så er det som regel mindre koncentreret og i færre timer. Fra mit vindue har jeg udsigt til en lille sø, som jeg holder meget af at kigge ud på og på den måde følge årstidernes gang.
Jeg har flere ting på mit arbejdsværelse, som betyder meget for mig. På væggen hænger et maleri af min mor, som hendes fætter har malet. Der er også et foto af min datter og et af min søn og mig fra dengang, han var barn. På mit skrivebord har jeg en lille marmorelefant, jeg fik af min mand, kort tid efter at vi havde lært hinanden at kende. Den holder jeg meget af, og jeg har haft den stående hos mig alle de steder, hvor jeg har siddet og arbejdet, lige siden jeg fik den.
Kan du gætte, hvem arbejdsværelset tilhører? Klik på billedet og få svaret.
bagsiden@k.dk