Døden fik ikke det sidste ord

"Det var skrækkeligt at se vores unge datter på den måde. Vi anede ikke, om hun ville vågne eller i hvilken tilstand," siger Inge True- gaard.

Mens de kvinder, der påskemorgen bevægede sig ud til Jesu grav for at smøre ham med vellugtende salver – heriblandt Maria Magdalene – i forvisning om, at Jesus var død, så talte håbet og troen så stærkt ind i Inge Truegaard og Erik Larsen, at de aldrig tænkte deres datter død.

"Døden var for ubærlig at tænke på. Den værste tanke, som jeg kredsede om, var, at Janne aldrig ville vågne. Men det i sig selv er selvfølgelig også en form for død," siger Inge Truegaard.

Selvom det i dag er 16 år siden, at deres datter hang i dødens favntag, så er den nat, og de måneder i koma, der fulgte, stadig uhyre nærværende. Af al deres kraft kæmpede forældrene mod datterens død, og i den situation var handling det bedste værn mod afmægtigheden.

"Vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at få kontakt med Janne. Spillede hendes yndlingsmusik, læste for hende. Jeg lod mig fortælle, at hørelsen er noget af det sidste, man mister, når man er i koma," siger Inge True- gaard.

Men der var ingen tegn på liv. Ingen engel, der dukkede op bag dem og fortalte, at deres datter var vakt til live.

"En dag – flere måneder efter overfaldet – sagde en læge til os, at tiden var inde til, at vi skulle overveje, hvilket plejehjem vores datter skulle på. Der væltede læsset. Det værste var, at hun skulle ende som en evig grøntsag," siger Erik Larsen.

Kampen for datterens liv blev intensiveret. Moderen tog på et pårørende-kursus i tyske Burgau, der på det tidspunkt var førende i behandling af hjerneskadede. Janne Truegaard kom med ud i den friske luft i kørestol. Men der var helt frem til sommeren intet tegn på liv.

Vendepunktet var Janne Truegaards 18-års fødselsdag den 12. juni. Næsten tre måneder efter overfaldet. Familien havde arrangeret en fest for deres datter, hvor hendes venner var inviteret med. Alle blev de vidne til det, kvinderne oplevede en tidlig påskemorgen ved Jesu tomme grav – at død vendte til liv.

"Janne lå på gulvet på en madras. To af hendes bedste venner sad ved siden af hende og fortalte vittigheder. For første gang reagerede hun på det, der blev sagt. Vi så et smil," siger Inge Truegaard.

Det var begyndelsen på datterens rejse tilbage til livet. Janne Truegaard havde tabt alle livsvigtige funktioner, kun vejrtrækning og hjerteslag fungerede pr. automatik. Alt andet skulle læres på ny. Tale, skrive, bevægelse med arme og fødder. Inge Truegaard føler sig overbevist om, at det var den daglige seje kamp ved datterens sygeseng, der bar frugt. Den indædte tro på – til trods for lægernes forudsigelser om en fremtid på plejehjem – at datteren ville vågne af bevidstløsheden.

Ikke kun for familien og de nærmeste venner har Janne Truegaards historie været et vidnesbyrd om livets sejr over døden. Hjerneskadeforeningen har således flittigt benyttet hende som eksempel på, hvad livsmod, håb og tro kan gøre. Janne Truegaards historie fremstår som et nutidigt eksempel på livets sejr over døden.

"Janne bor i dag for sig selv, har kæreste og kan stort set klare sig selv. Hun taler og går lidt langsommere end os andre. Hun får nok heller aldrig et helt almindeligt arbejde, da hendes dagligdag vil være betinget af fortsat træning. Men hendes livsmod og optimisme gør, at hun er et fantastisk spejl," fortæller Erik Larsen.

Hverken han eller hustruen, der betragter sig selv som helt almindelige folkekirkekristne danskere, har tilskrevet deres datters ulykke en guddommelig plan.

"Jeg kan ikke forestille mig, at der har været en mening med det. Hverken overfaldet eller hendes sejr over døden. Men jeg har nok en meget stærk tro på, at vi ved at hjælpe og støtte hinanden, når livet er allermest i fare, kan nå rigtig langt."

kirke@k.dk