Vi er sammen med Gud her og nu og hinsides

I denne sætning er essensen af påskens budskab, som Mikkel Wold også skal prædike over i morgen, påskedag. Det er hans tredje gudstjeneste denne påske, og det glæder han sig over.

"For så får jeg hele forløbet i påsken, som er den største og stærkeste højtid i kirken. Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag, skærtorsdag og den første nadver, hvor han ved, han skal dø. Og langfredag med det fantastiske drama og påskedag, som hele kirken bygger på: Den tomme grav, og at Jesus bliver set. For der var ikke bare det, at han var væk, han var også levende."

"Det er indstiftelsen af nadveren, dér hvor Kristus er til stede med sin tilgivelse og sit nærvær. Man får del i ham og dermed også del i tilgivelsen og nærheden, som er det, jeg lever på. Langfredag og Jesu død på korset blev af de første kristne udlagt som overvindelsen af kaosmagterne. Og påskedag, som siger det samme, men som er tilsynekomsten af Guds magt gennem opstandelsen."

"Hvis ikke opstandelsen var der, kunne vi lige så godt lukke hele kirken. Det er Kristus, der overvinder døden. Og de første kristne siger, at vi har delagtighed i hans overvindelse af døden. Som han opstod, skal vi opstå, siger Grundtvig i salmen 'Tag det kors fra graven!'."

Spørgsmålet er, hvordan det budskab, som Mikkel Wold skal tale om i sin påskeprædiken, bliver hørt.

"Vi lever i en tid, der dels forekommer mig meget overfladisk, og som sjældent rækker dybt, dels prøver at lade ens følelser være signalgiver for, om noget er sandt eller falsk. Følelser er ikke ubetinget nogen god indikator for, hvornår jeg har fundet sandheden. Megen søgen er for overfladisk. Men når Kierkegaard siger, at 'du skal læse Ny Testamente som om, det er brevet fra den elskede', er det værd at lægge mærke til. Med sådan en form for ubetinget og lidenskabelig søgen er der gode chancer for, at jeg registrerer tingene meget bedre end ved blot at se, hvad jeg skal bruge. Man skal høre beretningerne i bevidsthed om, at det er hele vort livsgrundlag, der bliver sagt noget om."

"Og der bliver sagt meget. Hvis vi nu tager påskedag, bliver det sagt, at opstandelsen er en realitet, at graven virkelig var tom. At Jesus har overvundet døden, og at han vil dele den overvindelse med os."

Mikkel Wold citerer oldkirkens Johannes Chrysostonos (347-407), der i en prædiken til påskedag skrev: "Tilgivelse vælder frem af graven".

"Tilgivelsen og opstandelsen er kædet sammen. Det vil sige, at Gud møder mig med sin barmhjertighed, og han kæder dommen sammen med barmhjertigheden. Megen kirkelighed har fortiet talen om de store ord som dom og tilgivelse, men så sker der det, at folk er alene med deres dom."

"Mange psykologer erkender i dag, at vi ikke kan komme uden om begrebet skyld. Men hvad nu, hvis jeg var overladt helt alene med mit liv, så var jeg også overladt med hele min skyld og dom – nemlig svaret på, hvordan det gik med mit liv? Hvis jeg er alene med det svar, er der som regel kun en løsning, og den hedder fortrængning. Men fordi Gud kæder dommen sammen med barmhjertighed, kan jeg se hele mit liv i øjnene, fordi jeg ikke er overladt til mig selv med dommen over mit liv."

"Budskabet om opstandelsen betyder, at jeg er befriet for den angst, der kommer ved, at jeg skal forsøge at retfærdigøre mig selv. Jeg behøver ikke længere fremstille mig selv som god eller perfekt. Og ved at jeg hører, at Gud vil kendes ved mig, får jeg mod til at handle i kærlighed."

Men hvordan forklare opstandelsen – at Jesus stod op fra de døde?

"De første kristne fortæller om det her, som om det var livet om at gøre. Det er blevet fortalt som noget, der står til troende, om også det ikke kan bevises eller forklares nærmere. Fra dag et har folk haft svært ved at tro det. De beskriver det, som om det var noget, der skete, og ikke som en symbolsk fortælling. Jeg vil nødigt diktere, hvad andre skal tro. Jeg læser det som det, at graven var tom, at de så Kristus, og at de, der tvivlede, blev overbevist ved, at de stak fingre i hans sårmærker efter korsfæstelsen."

"Med opstandelsen er vi dybest set blevet befriet for dødsangst, selvom den stadig påvirker vores liv. Det bliver sagt, at vi ikke skal have den. Noget af det, som Jesus siger allermest, er 'frygt ikke'. Men jeg er menneske og ikke helgen, så derfor har jeg jo stadig en angst med mig gennem livet. Derfor er det vigtigt at høre det igen og igen, og derfor fejrer vi påske. Det er noget, der skete engang, og vi husker det ved at gennemleve påskens drama," siger Mikkel Wold.

Når han skriver sin prædiken til påskedag, handler det for ham om at forsøge at blive samtidig med dem, der oplevede opstandelsen. Når det handler om de grundlæggende livsvilkår, mener han ikke, at der er forskel på os i dag og på de mennesker, der levede på Jesu tid.

"Som frygten for døden. Døden var nærværende dengang, og Romertiden var en utrolig brutal tid. Det er vi selv på vej til. Vi er ved at udvikle en brutalitetskultur, der giver mennesker rum for kynisme og ligegyldighed. Tag vores natursyn, hvor vi er ved at ødelægge kloden med en hurtighed, der burde stå øverst i ethvert valgprogram. Det handler om magt og penge – vi er i vækstens vold. Det inficerer ikke bare vores natursyn, men også vores empati og måde at omgås hinanden på. Et eksempel er fascinationen af det voldelige."

"Mange af de mennesker, jeg har sjælesorgssamtaler med, lider under, at vi har en brutalitets- og dumhedskultur. Det betyder, at den, der søger dybsindighed, ikke har det nemt. Det dybsindige håner vi. Hvis man søger et job og i ansøgningen skriver, at man er meget følsom, trækker det ned. Det er især de unge fra 20 år og opefter, der føler sig ensomme. Ikke bare i forhold til andre mennesker, men de er opgivende i forhold til en kultur, der kræver høj hastighed og omstillingsparathed. Det går for hurtigt, og der er for meget overfladiskhed."

"Set i det lys kommer påskens budskab om, at vi har del i Guds rige, til syne i en verden, der er af lave. Og Guds rige er det mest håbgivende i en verden, som er af lave. Den er også vidunderlig, men har en brutalitet, der kan tage håbet fra mig. Guds rige er det evige liv, som er samvær med Gud her og nu og hinsides. Mere kan man ikke sige om det evige liv i det hinsidige, men det er også nok."

"Håbet om det evige liv er en enorm trøst. Det er Guds fornyelse, som det hedder i Johannes' Åbenbaring: 'Se, jeg gør alting nyt'," siger Mikkel Wold og tilføjer:

"Det hænder, at jeg bruger det private skriftemål i sjælesorgssamtaler. Det ritualiserer tilgivelsen. Man får lagt en hånd på hovedet og får syndernes forladelse, der betyder, at jeg kan gå i gang med mit liv igen og igen."

remar@k.dk