Tjernobyl - fra katastrofe til turistmål

Selv et par cafeer, en smuk kirke og en lille håndfuld beskedne butikker kan ikke gøre noget ved byens triste stemning. Heller ikke Tjernobyl Hotel i en gul militærbarak midt i byen indbyder til rekreationsferie – dog er bygningen ifølge hotellets ledelse mere eller mindre forureningsfri, fordi den først er opført til katastrofemandskabet i ugerne efter ulykken.

På et display på den centrale kantinebygning over for hotellet vises konstant den aktuelle radioaktive baggrundsstråling. Ifølge Jurij Tatarsjuk, der leder turistagenturet i Tjernobyl by, ligger værdierne generelt omkring den forhøjede, men langt fra sundhedsfarlige radioaktive baggrundsstråling, som man udsættes for i en flyvemaskine i 10 kilometers højde. Hvorfor det alligevel ikke er tilladt for børn og gravide at komme ind i zonen, kan eller vil han dog ikke svare på.

Et muligt svar på det spørgsmål finder man umiddelbart vest for den ned-smeltede reaktor 4. Foran en gruppe imponerede turister måler en guide her den massive radioaktive forurening i "den rustrøde skov", hvor geigertælleren forlader sin bippen ved cirka 3000 mikrorøntgen for at slå over i en ildevarslende hyletone. På få timer kan man her sikre sig en skadelig dosis radioaktiv stråling – hvis man forvilder sig væk fra den asfalterede vej eller indånder de forkerte ting her, kan det derimod få alvorlige konsekvenser langt hurtigere, hævder flere internationale miljøorganisationer.

Den kritik afvises også af Jurij Tatarsjuk:

"Man rejser ind i zonen på eget ansvar, men det er ikke farligt, hvis man holder sig til vores forskrifter. Der er mange, der gerne vil lave en skandale ud af de guidede ture, men herregud, bureauerne og den ukrainske stat vil jo bare tjene lidt penge," siger han og tilføjer, at det både giver en økonomisk håndsrækning til området og skaber oplysning om, hvad konsekvenserne af ulykken faktisk har været.

"Det er vigtigt med fakta på bordet – ikke mindst efter ulykken i Japan, der har vist, at atomkatastrofer ikke er forbeholdt det hedengangne sovjetiske regime," mener han.

En af de argeste kritikere af turismen i Tjernobyl er Stanislaw Szyrokoradiuk, der er biskop i den ukrainske hovedstad, Kijev.

"Turismen i spærrezonen er en beskidt forrretning. For det første er det ansvarsløst at sende intetanende turister ind i et så svært forurenet område. For det andet er det samvittighedsløst at skabe en forretning ud af en situation, hvor befolkningen stadig lider under konsekvenserne" siger han.

Han mener, at oplysning om atomkraft på globalt plan samt et museum i Kijev uden for det forurenede område er den eneste vej frem.

Når man går rundt i den tidligere arbejderby Pripjat tre kilometer nord for reaktoren, forstår man kritikerne. Med stilhed og forfald som de mest effektive virkemidler får man her katastrofen og dens menneskelige følger helt ind under huden.

I tiden mellem ulykken og evakueringen havde livet fået lov at gå sin vanlige gang den smukke forårslørdag i den kommunistiske mønsterby, og ingen af byens knap 50.000 indbyggere anede, at eksplosionen natten til den 26. april havde slynget radioaktivt materiale over en kilometer op i luften. Støv og aske med livsfarligt jod, cæsium og stron- tium havde lagt sig som et fint lag over hele byen, og om aftenen den 26. april var det radioaktive niveau en halv mil- lion gange højere end normalt.

Først den 27. april ved middagstid blev Pripjats borgere oplyst om katastrofen. Befolkningen fik to timer til at pakke deres nødvendigste ejendele og indfinde sig i en af de busser, som myndighederne havde kørt i stilling.

I en brutalt forfalden udgave ser Pripjat i dag derfor stort set ud, som den gjorde den 27. april 1986 klokken 16. De fleste lejligheder er dog ribbet for inventar, enten af beboere, der under skarpt opsyn fik lov at hente deres vigtigste ejendele flere måneder efter ulykken, eller af de mange tekniske arbejdere, der i årene efter ulykken brugte en håndfuld af spøgelsesbyens bygninger og faciliteter.

I modsætning til Pripjat blev selve spærrezonen, der ligger i en radius af 30 kilometer omkring reaktoren, først evakueret den 3. maj. Ligesom Pripjats borgere blev de fleste af zonens 120.000 beboere sendt til Kijev eller andre storbyer, hvor især den ældre landbefolkning fra Tjernobyl-egnen ikke følte sig hjemme. Flere tusinde valgte i årene efter ulykken derfor at vende hjem til deres tidligere liv og trodse både myndighederne og den sundhedsrisiko, som livet i zonen indebærer. Langt de fleste vendte dog deres radioaktive hjemstavn ryggen for altid.

Før man må forlade spærrezonen omkring Tjernobyl, skal køretøjer tjekkes for radioaktiv forurening, og alle passagerer skal gennem en geigerboks. Men selv uden for zonen har det normale liv stadig ikke indfundet sig – visse steder er strålefaren her højere end i selve spærrezonen. Det medfører ikke bare en markant sundhedsrisiko, men også en slående fattigdom, fordi jorden mange steder ikke må bruges til landbrug.

I biskop Stanislaw Szyrokoradiuks øjne er det endnu et godt argument mod turismen omkring Tjernobyl.

"Der er en markant fejlernæring i området. Det er usædvanligt kynisk at gøre disse mennesker til en del af pakken for katastrofeturisterne omkring Tjernobyl," siger han.

"Fra kirkens side tilbyder vi en sommerlejr i nærheden af Karpaterne for over 3000 børn fra området omkring spærrezonen, hvor de får de tre ugers frisk luft, rigeligt med mad og rekreation. Mere kan vi desværre ikke gøre."

Tilbage står spørgsmålet, om myndighedernes drømme om at tjene store penge på masseturisme i Tjernobyl er realistiske. Jurij Tatarsjuk fra Tjernobyls turistagentur tror ikke på idéen, men håber at opretholde de nuværende "passende smågrupper" som et tilbud til et "interesseret og oplyst publikum, der ved, hvad det går ind til."

I en lille butik i Tjernobyl by, hvor zonens arbejdere kan købe brød, ris og andre fornødenheder, har markedsmekanismerne ikke desto mindre allerede slået til: På en hylde ved siden af kartofler og gulerødder, der er importeret fra landbrug uden for zonen, er der et lille udvalg af T-shirts og kopper med et billede af den havarerede atomreaktor 4 og inskriptionen: 26.04.1986. Så hvis turister skulle glemme at tage et billede af sig selv foran Tjernobyl-reaktoren, kan de købe en souvenir til minde om deres tur i "zonen" – og om verdens hidtil værste atomkatastrofe.

udland@k.dk

Mathias Irminger Sonne er cand.mag. i tysk og filosofi. Han bor i Berlin, hvor han arbejder som freelancejournalist for blandt andet Kristeligt Dagblad.

@Rubr.fakta 2 dæk:Europas angstfulde forår

De fleste europæere over 30 år kan stadig huske de angstfulde dage i maj 1986, da verden holdt vejret og ventede på, hvad der ville komme ned med regnen fra oven. Efter nedsmeltningen i Tjernobyls reaktor 4 natten til den 26. april 1986 væltede der radioaktivt materiale over en kilometer op i atmosfæren. Mens elendigt udstyrede brandfolk og helikopterpiloter blev sendt ind i en livsfarlig bekæmpelse af nedsmeltningen, blev både den lokale befolkning og det internationale samfund holdt hen i uvidenhed.

Først 60 timer efter ulykken slog observatører på det svenske atomkraftværk Forsmark alarm på grund af forhøjede radioaktive værdier. Værket blev endevendt, og da et internt problem kunne udelukkes, kunne Fors-marks tekniske personale med baggrund i vindretningen konkludere, at der havde været en atomkatastrofe øst for jerntæppet. Samme aften meldte den sovjetiske efterretnings- tjeneste nødtvunget og ordknapt om "en ulykke i Tjernobyl".

Siden ulykken har myndigheder og organisationer ligget i kamp om tallene for følgerne af Tjernobyl-ulykken: afhængigt af synsvinkel og definitioner tales der om mellem 4000 og 40.000 dødsfald som direkte følge af ulykken. Dertil har der især i Ukraine og Hviderusland været en tydelig overrepræsentation af aborter, børn med misdannelser og kræfttilfælde. Den radioaktive forurening fra Tjernobyl kan i dag stadig måles i dyre- og planteliv i store dele af Europa.