Indiskutable værdier

Kåre Gade om Værdikommissionens umulige mandat

DET NÆSTE halvandet år skal danskerne tale om værdier. Nogle vil måske mene, at det har vi allerede gjort et stykke tid. Ikke desto mindre er der under Kulturministeriet nedsat en værdikommission med 11 medlemmer, der skal "kortlægge og skabe debat om, hvilke værdier der er vigtige for danskernes liv". Hvor mange samfundsdebattører, der skal til for at sømme den budding op på væggen, ved jeg ikke, men 11 er nok ikke for mange.

Så lad os hjælpe dem og begynde at tale:
Værdier, i ordets overførte betydning, er et relativt nyt punkt på den politiske dagsorden. Man kan naturligvis hævde, at for eksempel 1970'ernes debatter om EF, ØD og a-våben også handlede om værdier. Men det er først for nylig, at værdierne har fået deres egen hylde ved siden af – eller rettere oven over – den udenrigspolitiske, fordelingspolitiske og forsvarspolitiske debat.

Det er i grunden smukt, at vi har fået appetit på at diskutere noget så stort og væsentligt som værdier. Men det er også selvmodsigende, for er det ikke netop pointen med værdier, at de ikke er til diskussion?
Hvis man for eksempel hylder ytringsfriheden som en umistelig værdi, så kan man ikke gøre den til genstand for forhandling, uden at man samtidig forråder den.

Der er grund til at være på vagt, når politikere bruger ordet værdier. Man kan diskutere politik, men værdier er et trumfkort, der hævder en moralsk overlegenhed. Andre kan ikke bare tage en værdi ned fra hylden og gøre den til deres egen. Det er ligesom en sjette sans eller en højre arm: Enten har man den, eller også har man den ikke.
Værdier er pr. definition hellige, ukrænkelige og indiskutable. Derfor er de lige så uegnede til at indgå kompromisser om, som de er velegnede til at starte krige på.

Det handler om, hvad der er sandheden, og enhver ved, at der ikke kan eksistere flere sandheder ved siden af hinanden. Med mindre enhver er værdirelativist, naturligvis. Men i så fald giver det heller ikke mening at diskutere værdier, for hvis værdier er relative, bliver enhver salig i sin egen tro.

Det er også svært at tale om værdier uden samtidig at fortælle en forfaldshistorie: Værdier er altid noget, vi er ved at miste, aldrig noget, vi er ved at få. Alle, der er optaget af værdier, er konservative, om end ikke nødvendigvis i politisk højre-venstre forstand.

Første gang, jeg hørte ordet i en politisk sammenhæng, var omkring 1980, hvor jeg faldt blandt SF'ere, som kaldte sig "værdikonservative". Vi dyrkede Jeppe Aakjær og husmandsbevægelsen og drømte os tilbage til en slags nostalgisk andelssocialisme. Først da én hævdede, at rockmusik var dekadent, begyndte jeg at tvivle på projektet.

Man aner forfaldstankegangen i de fire områder, Værdikommissionen skal beskæftige sig med: Familien med særlig vægt på børns opvækst og opdragelse. De nære fællesskaber i lokalsamfundet. Den moderne livsstils påvirkning af vores liv. Samt den enkeltes frihed og det personlige ansvar. I hvert fald de tre første temaer lægger op til, at man – ledsaget af behørig hændervriden – synger sangen om, at verden er af lave.

Først når værdier omsættes til praktisk politik, kan de pege ind i fremtiden. Man skal ikke mange generationer tilbage, før kvindernes ligeberettigelse og den seksuelle frigørelse af mange borgerlige blev betragtet som sædernes forfald.

I dag fremhæver den indvandrerkritiske højrefløj kønnenes ligestilling som en ufravigelig dansk værdi og vil vise indvandrerne bare bryster, så de kan lære, hvor kropsligt afslappede vi danskere er.

Denne fleksibilitet skyldes ikke, at vi er karaktersvage vendekåber, men at vi løbende er nødt til at fortolke, hvad værdier som "frihed" og "lighed" betyder i praksis. Det ved man godt i Kulturministeriet, hvor det i oplægget til Værdikommissionen hedder, at "nye tendenser gør sig gældende, og vores værdigrundlag ændrer sig bevidst eller ubevidst i takt hermed".

Kommissionens medlemssammensætning er i sig selv et udtryk for værdipolitisk fleksibilitet: En indvandrer, men en islamkritisk af slagsen. En katolik og en jøde, men ingen muslimer. En folkekirkebiskop, men ikke en af de røde. En håndfuld intellektuelle af socialdemokratisk og kulturradikalt snit, som alle er kendt for at være kritiske over for – hm, socialdemokrater og kulturradikale. Meget betegnende er både højre- og venstrefløj utilfredse med sammensætningen.

Dertil understreges det, at kommissionens opgave ikke er at lave en facitliste over danske værdier. Det er nok godt det samme. Hvis det var nødvendigt, måtte det jo skyldes, at der ikke længere fandtes nogle selvindlysende fælles værdier. Og så ville en facitliste næppe gøre fra eller til.

Spørgsmålet er, hvad Værdikommissionen så kan bidrage med, som ikke findes allerede? Hvis kommissionens arbejde skal resultere i andet end en skål budding på gulvet, skal den generere en debat, der usentimentalt peger fremad.
Og det er ikke nemt, når man taler om værdier.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist Kåre Gade