Troen og kirken kan ikke være et kompromis

Han er søn af forfatter og kulturkritiker Elsa Gress, og han har arvet hendes intelligens og sans for polemik. Han er til tider lige så udskældt, som hun var det dengang i 1980'erne, men også lige så misforstået som hun, vil mange hævde. David Gress er uddannet i klassisk filologi og har skrevet store mængder om historiske og politiske emner. Han hylder liberalismen i dens mest ultimative form og giver ikke noget for den måde, den danske velfærdsstat er indrettet på, men hylder i øvrigt Vestens traditionelle værdier. For ham er kristendommen hele grundlaget for, at der i dag findes demokrati og frihed. Hans personlige fremtræden og debatform har fået venner og fjender til at kalde ham for "højrefløjens Tribini" eller "liberalismens Mr. Bean" og klandre ham for at betjene sig af en "Erasmus Montanus-logik". Andre har sagt, at han med sin intelligente intellektualisme og skarpe analytiske evner er for stor til Danmark.

David Gress' hjem var ikke kristendomsfjendtligt, men på den anden side blev kristendommen ikke nævnt med et ord. Den var nærmest et ufarligt element, fortæller David Gress i bogen "Egne veje". Bibelhistorierne i skolen var noget af det første i kristendom-men, som David Gress mødte.

"Som barn havde jeg en vag og uklar opfattelse af, at der var noget, der hed kristendom. Jeg har, efter at jeg flyttede hjemmefra, ikke oplevet det, man kunne kalde en omvendelse. Som student var jeg et søgende menneske. Men jeg har altid haft den overbevisning, at der er en ydre kraft, som er årsag til mig.

Min søgen bragte mig til den erkendelse, at uden Gud er vi alle fortabte. Derfor var det for mig forbundet med en kolossal værdighed for mennesket at være gudsskabt. Men jeg voksede op i 1970'erne, og der var meget i forhold til kristendommen, jeg strittede imod."

Tankerne blev alligevel ved med at rumstere i hovedet på den unge David Gress. Dryp for dryp var Gud ved at gøre ham "mør", som han skriver i bogen.

"På et tidspunkt som ung studerede jeg i England, og jeg ræsonnerede mig dengang frem til, at egentlig passede den anglikanske kirkes teologi til min tro; den var jo ligesom en mellemting mellem den lutherske og den katolske kirke. Jeg stod over for at skulle flytte til USA, hvor den anglikanske kirke jo er ganske lille. Det er noget andet med den katolske kirke, der er verdensomspændende og universel. Jeg blev overbevist om, at den katolske teologi med sin historiske sandhed helt tilbage fra kristendommens begyndelse og sine trossandheder var den rigtige for mig," siger David Gress.

David Gress var blevet døbt i den anglikanske kirke i England. Sådan som de store kirker forstår hinanden, anerkender man gensidigt hinandens dåb. Derfor kunne David Gress begynde at gå til instruktion i den katolske kirke, inden han et halvt år efter var nået frem til den endelige "forsoning" med kirken, som fandt sted ved en lille, beskeden ceremoni i et katolsk kapel med en studiekammerat som vidne.

Siden har David Gress naturligt følt, at den katolske kirke – i dens konservative form i såvel liturgi som teologi – er hans naturlige trosmæssige hjemested. Men han er glad for sin anglikanske dåb.

"Som døbt er man medlem af Guds menighed, og det udgør hele rammen om ens liv. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvad der er godt eller skidt, og ens liv bliver fyldt med en sikkerhed og en værdighed. Det er for mig en befrielse at tænke på," siger David Gress.

Selvom Vor Frue Kirke i Aarhus ikke lever op til hans opfattelse af, hvordan katolicismen skal praktiseres i gudstjenesten – der er for meget Andet Vatikankoncil i den – så går han til messe indimellem, når han har tid til det.

Til daglig har han ikke en fast katolsk levevis, men han følger hele tiden med i, hvad der kommer fra Vatikanet, og hvad der bliver sagt og skrevet om den katolske kirke og andre kirkesamfund.

"Jeg passer mine almindelige, verdslige opgaver, men bevidstheden om at høre til i den vældige verdensmenighed, den giver mig hele dagen igennem en god fornemmelse," siger David Gress.

vincents@k.dk