Hindupartiet BJP overvejer forbud mod salg af ny bog, som antyder, at Mahatma Gandhi var homoseksuel. --
- Scanpix.
Poul Bonke Justesen skriver fra Indien |
23. april 2011
En ny biografi om Gandhi antyder, at den indiske nationalhelt havde et homoseksuelt forhold til en tysk arkitekt og bodybuilder. "Great Soul: Mahatma Gandhi and His Struggle with India" er så skrap kost i verdens største demokrati, at delstaten Gujarat hev i nødbremsen og forbød bogen, før den udkom.
I den nordvestlige delstat dominerer konservative, hindunationale værdier med alkoholforbud, og sex før ægteskabet er – som i store dele af Indien – ikke velset. Og homoseksualitet fordømmes voldsommere.
Delstatsministeren fra hindupartiet BJP, Narendra Modi, mener, at bogen viser en "perverteret mentalitet", der sårer mange indere. Indholdet er perverst og bagvasker ikonet for ikke-vold, siger han.
Den amerikanske forfatter Joseph Lelyveld afviser at have postuleret direkte, at Gandhi var biseksuel. "Men hvis det er forkert at diskutere sex og Gandhi, så er jeg skyldig," siger Joseph Lelyveld, der kritiserer, at Indien vil pleje imaget af "nationens fader" med et bogforbud.
Selvom beskrivelserne af Gandhis homoseksuelle begær er få, er forfatteren klar over, at han er gået ind i et minefelt af tabuer, der har skabt mediestorm og vakt vrede hos de hindunationale politikere.
I delstaten Maharashtra overvejer man nu også at bremse debatten om Gandhis seksualitet ved at tage det varme emne af boghylderne. Og hos dele af BJP vil man gå længere endnu med et totalforbud i hele landet.
Det kommer dog næppe til at gå så vidt. Regeringen med Kongrespartiet i spidsen, som Gandhi var leder af, støtter ikke ønsket om forbud.
På den måde kradser bogens beskrivelser af Gandhis angivelige homoseksualitet i overfladen på tabuer, der afslører splittelse i Indien.
Hele polemikken om Gandhis seksualitet og forbuddet viser, hvordan Indien står i en brydningstid, hvor "det gamle Indiens" traditioner møder "det nye Indiens" mere moderne værdier. Der stikker to store tabuer frem i debatten, som er så alvorlige, at dele af Indien vælger at skrinlægge ytrings- og trykkefriheden.
SAGEN ER FØRST OG FREMMEST blevet stor, fordi den handler om, at befolkningen ønsker at bevare Gandhi som ikonet for det rene og spirituelle, der stadig binder Indien sammen. Og det er i vid udstrækning ikke socialt acceptabelt at være tiltrukket af en af samme køn.
Og det leder hen til tabu nummer to: Homoseksualitet i Indien.
Det var først i 2009, at Indien ophævede en lov, der forbød homoseksualitet. Selvom der er en spirende åbenhed, og flere tør "springe ud af skabet" ved Gay Pride-parader i storbyerne, så fordømmes homoseksuelle ofte i den bredere befolkning.
Nationalheltens eget oldebarn, Tu- shar Gandhi, kritiserer både bogforbuddet og tabuiseringen af homoseksualitet.
"Hvad betyder det, om Mahatmaen var hetero-, homo- eller biseksuel? Til hver en tid ville han alligevel have været manden, der ledte Indien til frihed," siger han.
Mahatma Gandhi blev myrdet i 1947 af en fanatisk hindu, som var imod en forsoning mellem Indien og det muslimske Pakistan.
debat@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad