Natten mellem den 26. og 27. marts 1996 blev syv franske munke trukket ud af deres klosterceller i et trappistkloster i en fjerntliggende egn i Algeriet. Munkene, der i årevis havde levet i det lille kloster og blandt andet fungeret som lægekonsultation for egnens fattige, blev ført bort af ekstremistiske islamister, som halshuggede dem til skræk og advarsel for andre udlændinge i landet. Deres hoveder var siden det eneste, der blev fundet. De blev begravet inden for murene på klosteret, der i dag er forladt af munkeordenen.
Tragedien, der er skildret af den franske instruktør Xavier Beauvois i en usædvanlig film, er et af mange eksempler på den militante islams brutalitet i Algeriet i 1990'erne. Men det er ikke islamisternes terror og munkenes død, der for alvor huskes. Derimod fremstår deres stilfærdige, opofrende og bønsfyldte liv blandt landsbybeboerne i det muslimske land som et eksempel på en modig trofasthed forankret i en overbevist kristen tro, der fortjener at blive husket. I dag omtaler trappisterne, der er en streng del af cisterciensernes orden, de syv som martyrer, der døde for deres tro.
Ikke uden grund er filmen om trappistmunkenes liv frem til likvideringen blevet hædret med alle tænkelige priser. "Om guder og mænd" har haft premiere i en række biografer også her i Danmark op mod påske, og den er – selvom filmen ikke præsenteres som sådan – en påskeberetning.
LÆS OGSÅ: Tema om påsken
Ved et måltid, der leder tanken hen på skærtorsdags sidste nadver kort før katastrofen, trækkes der ekstra vin op, og ouverturen til Tjajkovskijs "Svanesøen" sættes på båndoptageren, mens munkene opløftes til en himmelsk fred ved det, der i filmen viser sig at være deres sidste måltid sammen.
Munkene har længe været splittede over, om de skulle rejse eller blive. Deres leder, der selvsagt er kristen, og dertil hedder Christian, konkluderer, at munkene ikke må adlyde våben. Med et bibelcitat konstaterer han, at den gode hyrde ikke forlader sin flok, når ulven kommer. Landsbyens beboere, der er blevet afhængige af den godhed, der omgiver klosterets i øvrigt næsten tavse, bedende munke, trygler dem om at blive, og det gør de så, fordi de vælger trofastheden og kærligheden.
Som sådan bliver den fremragende film en levende beretning om døden og fortvivlelsen langfredag. Men påskemorgen lader sig skimte i horisonten. Munkenes tro og troskamp er forankret i fordybelsen i mysteriet om Jesu Kristi forsonende død på korset, hvor Gud udleverer sig til denne verdens ondskab og herefter er i lidelsen. "Modgang i livet fører til Gud," siger en af munkene. Ingen mennesker er efter Jesu opstandelse længere alene i deres kamp mod meningsløshed og lidelse. Ja, Gud er også til stede i det, der forekommer at være gudsforladthed.
Munkene lever den kristendom, der også er symboliseret ved gengivelsen af den korsfæstede Jesus på Jellingestenen, som kan ses i de danske pas. Her mangler korset. Kristus er i stedet omslynget af grene, der symboliserer livets træ. Han har overvundet døden. Han holder sine arme spredt som den korsfæstede, men også som den, der velsigner mennesker. Beretningen om Jesu lidelse og død er hele forudsætningen for, at kristne kan leve i håb og frihed.
I filmen konstaterer den ældste af munkene mod slutningen, at han ikke længere er bange for døden. "Jeg er en fri mand," siger han. Derved bliver han i stand til at vælge kærlighedens, trofasthedens og livets vej.
Det er den samme gamle munk, der med et gevær i ryggen igennem sneen i bjergene er ved at bukke under og bliver hjulpet af den yngre leder af klosteret frem mod henrettelsen. "Fat mod, fat mod," siger den yngre.
LÆS OGSÅ: Døden fik ikke det sidste ordDet er kernen i det budskab, vi alle kan fejre i morgen.
GOD PÅSKE.