Steen Marqvard Rasmussen |
23. april 2011
Sociolog Steen Marqvard Rasmussen om Kai Sørlanders kronik om rationalitet og politik
KAI SØRLANDER introducerer i Kristeligt Dagblad den 19. april sin nye bog om "Den politiske forpligtelse", hvor han vil gøre rationaliteten til den dybeste værdi i den politiske debat.
Det besynderlige er dog, at han i sin kronik ikke stiller det spørgsmål, som rationelt set springer mest i øjnene. Det vil jeg derfor gøre på baggrund af kronikkens tre væsentlige iagttagelser:
1) Det er i den vesteuropæiske kultur, at man har været bedst i stand til at virkeliggøre en rationel politisk samtale, fordi den dér finder sted på sekulære demokratiske præmisser.
2) Selv "den politiske elite i Europa forstår ikke de principper, som den ønsker at forsvare".
3) Derfor er den politiske debat domineret af holdninger, hvor man blot argumenterer ud fra forskellige grundværdier, som peger i hver sin retning, nemlig især frihed, lighed eller menneskerettigheder.
Sørlander efterlyser rationalitet og forklarer, at det betyder, at man "er i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne". Rationalitet må derfor indbefatte et kendskab til sammenhænge mellem årsager og virkninger.
Ud fra de tre punkter vil det derfor være rationelt at spørge: Hvorfor kan end ikke den politiske elite i det "rationelle" Vesten tænke rationelt? Hvad er med andre ord årsagerne til den virkning, at eliten ikke formår dette?
Det mærkelige er dog, at Sørlander slet ikke stiller sig dette spørgsmål i kronikken, men i stedet formulerer en idealistisk vision om "at få filosofien ind i den politiske debat, således at rationaliteten gøres til grundværdi – dybere end frihed, lighed eller menneskerettigheder".
Af kronikken fremgår det dog, at Sørlander har en holdning til det spørgsmål, som egentlig kræver en rationel forklaring, nemlig at der blot er tale om et personligt valg; – for som han skriver: "Man kan vælge at gå fra politisk ideologi til politisk filosofi" og dermed til hans position.
Kronikken giver således ingen grund til at tro, at Sørlander har en rationel forståelse for det problem, han vil løse, men lad os få en nærmere forklaring.
Steen Marqvard Rasmussen,
sociolog,
Stavnsvej 34 A, Tilst