Selvom udtrykkene i den grad er forskellige, er udgangspunktet det ikke. Hvad enten Karl Aage Rasmussen skriver eller komponerer, gør han det ud fra samme princip. Lystprincippet. Derfor kan han ikke helt tilbageholde en irritation over at blive spurgt, om han efterhånden er mere forfatter end komponist. Det spørgsmål finder han uinteressant.
"Hvis jeg på et tidspunkt mere drives af lyst til at skrive bøger end musik, så gør jeg det. Det eneste, der i den forbindelse virkelig har betydning for mig, er, om det er noget, der lige nu og her interesserer mig," siger Karl Aage Rasmussen, hvis 368 sider store bog "Musik i det tyvende århundrede – en fortælling" netop er udkommet på Gyldendal.
LÆS OGSÅ: Smukt skrevet om musik
"Da jeg for mange år siden skrev om samme emne til 'Gads Musikhistorie' (1990), var det en slags opdrag. Men også mit bidrag til den bog blev skrevet med lyst. Jeg har nydt meget at skrive om emnet igen, men med lidt andre briller. Og jeg kan ikke udelukke, at jeg om 20 år – hvis jeg lever så længe – får lyst til at skrive bogen igennem på ny, fordi meget i den mellemliggende tid har flyttet sig. Forhåbentlig kommer jeg aldrig til at skrive noget, der ikke er skrevet af lyst. Bøgerne bliver ikke til, fordi jeg skal leve af dem. Jeg har ikke andre hensigter end denne at dele nogle af de fornøjelser, jeg selv har haft, med andre. Her gælder dette herlige, som de mennesker, der snakker ophavsret, aldrig har forstået: at man kan dele glæden ved at lytte til musik med andre uden at miste noget ved det."
Man må konstatere, at Karl Aage Rasmussen, der i en årrække var professor i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, i de senere år ofte har ladet sig forføre af den lyst, der giver hans bøger glød. Allerede i juni følger hans næste bog, "Tilnærmelser til Gustav Mahler". Og formentlig i begyndelsen af 2012 ventes endnu en, denne gang om den amerikanske komponist John Cage.
Forfatteren nærmede sig for alvor komponisten i 1998, da Karl Aage Rasmussen udgav sin første bog, "Kan man høre tiden. Essays om musik og mennesker". Senere kom yderligere to samlinger af essay samt bøger om pianisten Glenn Gould, komponisten Robert Schumann og pianisten Svjatoslav Richter.
"Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det, jeg skrev, kunne vække interesse i litterære kredse. Jeg betragede mig som en komponist, der indimellem også skrev lidt. Men i dag ville det virke pjanket, hvis jeg prøvede at lyve mig fra, at jeg tillige er forfatter. Specielt efter, at jeg har modtaget en pris fra et litterært akademi".
Dermed hentyder Rasmussen til, at Det Danske Akademi i 2003 tildelte ham "Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskabers Pris".
For kort tid siden vendte han tilbage fra Italien, hvor han har opholdt sig fra slutningen af oktober 2010. Siden 1980'erne har han hvert år boet og arbejdet mindst en måned i Rom – og i de senere år endvidere i nogle af de mindre byer nord for hovedstaden. Vi træffer den hjemkomne i hans østjyske hjem, en firlænget gård – erhvervet i 1969 – hvis historie går tilbage til 1320'erne. og hvorfra han har en storslået udsigt blandt andet mod Ejer Bavnehøj. Ældst af de nuværende bygninger er stuehuset, der er opført omkring 1750. Eller med en for et musikmenneske mere relevant datering: cirka samtidig med Mozarts fødsel.
Man må for Karl Aage Rasmussens skyld gerne opfatte det nye værk om musik i det 20. århundrede som et stort – et meget stort! – essay. Det personlige i både tilgangen og formen, der kendetegner denne genre, er i hvert fald bevaret gennem alle de mange veloplagte sider i et levende og ikke spor akademisk sprog, hvor forfatteren hele tiden er meget nærværende. Det er et sprog, der ud over at være let tilgængeligt afspejler hans lyst ved – og passion for – det, der beskrives.
Med undertitlen – "en fortælling" – har Karl Aage Rasmussen netop villet fremhæve det personlige i sin omgang med stoffet, hvilket naturligvis ikke betyder, at han frasiger sig "forsøget på at gøre fremstillingen så bred og vidtskuende som muligt inden for de valgte rammer". Han forsikrer, at også hovedtitlen er valgt med omhu:
"Ikke det 20. århundredes musik, men historien om en side af den kolossale bølge af musik, der er blevet til i det 20. århundrede – nærmere bestemt den musik, som er komponeret i forlængelse af den klassiske musiks traditioner."
"I princippet er det en bog for alle, der har lyst til at læse og lytte til musik. At dømme ud fra de ikke så få breve, folk har sendt mig efter at have læst mine bøger, er der en del, der har fået en anden opfattelse af en komponist, som de ellers hidtil ikke havde brudt sig om. Men pludselig opdager de, at han faktisk er interessant. Vi har jo alle indimellem nogle spontane blokeringer. Som komponisten Charles Ives gør opmærksom på, har vi så travlt med at spørge os selv om, hvad vi kan lide og ikke lide, at vi måske mister evnen til bare at tage imod."
Karl Aage Rasmussen er sig bevidst, at han giver sig af med et forehavende, som egentlig er umuligt. Grundvilkåret for musikskribenter er nemlig, noterer han, at de skriver om noget, der slet ikke kan skrives om: noget, der skal høres. Dette forhindrer dog ikke, at den nye bog indeholder meget tætte, detaljerede, på én gang indlevede og teknisk kyndige beskrivelser af musik.
"Jeg tror, at komponister måske endda mere end andre kunstnere tænker over, hvad meningen er med det, de laver. Hvordan det kan opleves, og hvilke betydninger det kan have. John Cage sagde, at han skrev musik for at komme til at høre noget, han indtil da ikke havde hørt. Han tilføjede, at han ikke skrev musik for at udtrykke sig selv, men for at ændre sig selv. Kunst – og ikke bare musik – har i visse tilfælde en evne til at flytte på vore forestillinger og dermed medvirke til at gøre det rum, vi er i, større."
"Masser af musik påvirker sider af sjælelivet. Det er ikke tilfældigt, at jeg har skrevet en bog om Gustav Mahler. For han har betydet meget for mig som komponist. Noget af det særlige ved hans musik er, at den har et eller andet svært definerligt, men tydeligt etisk ærinde. Om en Mahler-lied har én skrevet, at det er den mest sørgelige sang, han kender. Men hver gang han hører den, bliver han glad. Med disse ord rammer han noget af det gådefulde ved musikken. Det er vel også dette, der får så mange af os til at kredse om den for at finde ud af, hvad det er, den vil os."
Hvorfor overhovedet skrive om det, der ikke kan skrives om?
"Det kan være interessant at komme på værkstedsniveau med musikken. Der er nogle ting, der dur, og nogle ting, der ikke gør. Den slags kan man godt fortælle om. Men det siger sig selv, at man aldrig kan nærme sig det centrale. Nogle af de mest populære programmer for tiden i dansk tv er jo madprogrammer, hvor forskellige mennesker laver mad, som de færreste ville drømme om selv at lave, fordi det er alt for kompliceret. Alligevel ser man programmerne med interesse. Og jeg har spurgt mig selv, om ikke dette har lighedspunkter med at læse om musik," siger Karl Aage Rasmussen.