Marianne With Bindslev |
26. april 2011
Samfundsforsker Johannes Andersen blev ramt i hjertekulen af Bob Dylans sang fra 1999, "Things Have Changed", som Andersen ser som et præcist signalement af tiden og et nyt årtusinde, hvor vi omgås hinanden - men uden at komme hinanden rigtig ved
Bob Dylan-fan Johannes Andersen, 60 år, havde hørt rygter om, at Dylan havde skrevet titelsangen til en ny film, der hed Wonder Boy. Sangen skulle være god, lød rygtet, og samfundsforskeren fra Aalborg Universitet havde derfor aften efter aften søgt efter sangen på internettet uden held.
Pludselig en aften var den der i form af en musikvideo af halvdårlig kvalitet. Bob Dylan synger omkvædet i en scene, hvor han står i nattens mulm og mørke uden for en cafe: "I used to care, but things have changed" (Jeg plejede at være interesseret, men tingene har forandret sig, red.), lyder det fra den desillusionerede sanger.
LÆS OGSÅ: Dylan synger i Vietnam"Han beskrev meget præcist samfundets tilstand på kanten til et nyt årtusinde: Alle mennesker var på afstand af det hele, og alle fik ikke involveret sig i det, de skulle eller burde involvere sig i," siger Johannes Andersen, der har været fan af Dylan, lige siden denne i 1960'erne blev kendt for sine protestsange.
"Der findes ingen anden person, der er så stærk til at se bag tankegange, beskrive sociale mekanismer og sætte ord på alt det, et kærlighedsforhold kan rumme. Han er god til at skrabe nogle lag af overfladen og gøre tilhørerne bevidste om sammenhænge, som vi ikke er helt bevidste om," forklarer Johannes Andersen om sin yndlingsmusiker.
Og "Things have changed" er en af de sange, der rykker på Johannes Andersens mentale landkort:
"Ved årtusindskiftet var vi nået til et sted, hvor individualiseringen havde betydet, at vi var os selv nok. Det kneb med at række ud og fange hinanden. Sangen beskriver det som en tilstand, hvor man er optaget af 'Vild med dans'-lignende fænomener – mennesker, der er smukke, men som ikke rummer andet end overflade. "
Sangen blev en slags vendepunkt for nye tider, mener Johannes Andersen, der fremhæver, at vi i dag, 11 år efter årtusindskiftet, vil og tør engagere os i hinanden igen.
"Barack Obama var på symbolplanet en foregangsmand for, at noget vil ske. Tag bare hans valgslogan 'Time to change' (tid til forandring, red.), der vidner om forandring og involvering. De unge i dag er meget mere handlingsorienterede og opsatte på at gøre en forskel på et bredere plan end for bare 10 år siden."
seniorliv@k.dk