Endnu en smule politisk filosofi. Svar til Marqvard Rasmussen

I ET DEBATINDLÆG den 23. april fremfører sociologen Steen Marqvard Rasmussen nogle indsigelser mod min kronik her i avisen fra den 19. april. Helt grundlæggende så fremhæver han, at jeg i min kronik hævder, at "man kan vælge at gå fra politisk ideologi til politisk filosofi". Det bliver i hans fortolkning til, at så afhænger den politiske filosofi blot af et personligt valg.

Men den slutning er forkert. Den gyldige politiske filosofi er, som den er – nemlig en konsekvens af det etiske konsistenskrav – ganske uanset om man vælger at tænke den frem i lyset.

Det eneste, der i sammenhængen afhænger af et personligt valg, er, om man seriøst vælger at stille den politiske filosofis grundspørgsmål: Hvorledes bør vi rationelt indrette vort fælles samfund? Svaret ligger i begreberne – og er fuldstændig uafhængigt af vort personlige valg. Dette er helt analogt til, at de logiske principper er, som de er, ganske uanset om man rent personligt vælger at studere dem nærmere.

Derudover gør Marqvard Rasmussen meget ud af, at jeg hævder, at den politiske elite i Europa ikke forstår de principper, som de ønsker at forsvare, men at jeg ikke forklarer, hvorfor den selvsamme elite ikke er så rationel, at den ikke forstår principperne.

Men hvis man læser min tekst lidt langsommere, så må forklaringen være indlysende. Af sammenhængen fremgår, at den primære fejl, som eliten – derunder også Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg – begår, er, at den tror, at religionsfrihed ikke er mulig, uden at der også skal være religionslighed.

Men dermed misforstår man begrebet "religionsfrihed". Og forklaringen på, at så mange i den politiske og juridiske elite begår den fejl, er, at de egentlig kun er sekulariserede kristne, som fornægter denne baggrund i en misforstået tro på, at de er mere rationelle, end de er.

Meget ville være vundet, hvis de i stedet forstod, at det, som de tager for rationalitet, egentlig er sekulariseret kristendom – og at den konsistente rationalitet kræver noget, som de endnu slet ikke har ydet.

Selvfølgelig er det fuldt legitimt, når Marqvard Rasmussen rejser disse spørgsmål ud fra min kronik. Men når diskussionen går videre, ville det være et tegn på intellektuel modenhed, om man i stedet tog udgangspunkt i min bog "Den politiske forpligtelse", som nu er tilgængelig, og som fremlægger en meget mere detaljeret argumentation for mit standpunkt.

Kai Sørlander er forfatter og filosof