Videnskabsmanden Boris har været gift med forfatteren Mia i 30 år, men nu vil han gerne have en pause. Ikke en skilsmisse, bare et ægteskabeligt pusterum.
Som det moderne menneske, Boris er, mener han sig berettiget til at udforske sig selv og dyrke ensomheden i nogen tid. Dette "vie de solitude" piftes dog op af en yngre fransk kollega, som har alt det, som Mia på sin bane mere end halvvejs gennem livet ikke har.
LÆS OGSÅ: Sindets krinkelkroge
Den forsmåede hustru reagerer forståeligt nok med raseri og afsind i en grad, så hun bryder psykisk sammen og efterfølgende flytter fra basen i Brooklyn hjem til sin barndomsby i Midtvesten for at tilbringe "Sommeren uden mænd", som Siri Hustvedt har kaldt sin begavede og læseværdige historie om forfatteren Mia.
Boris er ikke ligefrem den første ægtemand i verdenshistorien, der render af pladsen med sekretæren, men det siger noget om Hustvedts evner, at hun med et så trivielt udgangspunkt skaber en original kvinde- og slægtshistorie, der samtidig er en kommentar til USA i dag og formår at holde læseren fanget om spørgsmålet: Vender Mia tilbage til Boris?
For at beskæftige sig selv hjemme i barndomsbyen Bonder i Minnesota underviser Mia et hold piger i skrivekunst på et sommerkursus. Mødet med de usikre og undertiden ondskabsfulde, men også livshungrende unge piger bliver en indgang til Mias egen fortid og pubertetens evige opgave: at blive et selvstændigt menneske.
Sideløbende introduceres Mia til sin mors kreds af veninder, og disse kvinder i den anden ende af livsbuen bliver lige så afgørende for Mias helbredelse som de unge digter-piger på kurset. Det ene hold er på vej ind i livet, det andet hold er på vej ud, og i midten står Mia; hun er ude af livet efter Boris' affære, men vil ind igen.
Som forfatter og feminist læser Mia verden gennem bøger, og "Sommeren uden mænd" rummer mange rammende betragtninger om kunstens rolle for eksistensen. Det fyger med referencer til Freud, Kierkegaard, videnskabelige rapporter og Hustvedts ægtefælle, forfatteren Paul Auster, men historien om Mia tynges aldrig af filosofien, nej, filosofien giver ekstra dybde til Mias genvordigheder.
Hustvedt kan også skrive ømt om det komplicerede net af følelser og associationer, som 30 års ægteskab spinder, og hun skriver lyrisk om de indsigter, som sammenbruddet giver hende. Der kommer nemlig også gode ting ud af Boris' selvoptagede affære, for Hustvedt er en forfatter, der forstår værdien af dialektisk tænkning og antitesens afgørende betydning.
Et sted begræder Mia, at det efterhånden kun er kvinder, der læser romaner, og hvis en mand endelig læser en roman, er den som regel skrevet af en anden mand. Hvilket spild! Mange, både kvinder og mænd, bør læse "Sommeren uden mænd", hvor Mia, og med hende læseren, lærer ganske meget om kønsforskelle- og ligheder, ligesom hun og vi erkender, at bruddet ikke altid får det sidste ord. I tider med høje skilsmissetal er det en både modig og interessant indsigt.
Familien og intimsfæren er et stort tema i amerikansk litteratur i disse år, og Siri Hustvedt skriver sig med "Sommeren uden mænd" smukt og originalt ind i den tendens.
Siri Hustvedt: Sommeren uden mænd. Oversat af Jette Røssel. 224 sider. 279 kroner. Forlaget Per Kofod.