Medlemmer af den protestanske Shouwang-kirke blev påskesøndag arresteret og ført væk af politiet i en bus efter at indledt en åben påske-gudstjeneste i en park i Beijing. Foto: Scanpix.
- DAVID GRAY/Scanpix Denmark
Ming Ou Lü skriver fra Kina |
27. april 2011
Kinesisk politi har de seneste tre uger udset sig en ny fjende. Denne gang er det huskirken Shouwang i Beijing. Kirkens præster er under husarrest, og politiet forhindrede medlemmer af menigheden i at holde påskemesse
I Kinas hovedstad, Beijing, blev op mod 30 kristne kinesere påskedag tilbageholdt og ydmyget af kinesisk politi, fordi de forsøgte at holde åben påskemesse i Zhongguancun-parken. Politiet havde udkommanderet over 100 politibetjente, uniformerede og civile, i parken og det omkringliggende område, som skulle forhindre enhver forsamling af kristne.
"Der er mange officielle kirker rundt omkring, hvorfor går I ikke derover og beder," forsøgte en civilklædt politimand at overtale tre kinesiske teenagere, da han venligt, men bestemt, eskorterede dem væk fra parken.
LÆS OGSÅ: Forsigtige, forfulgte og frieEn noget mere ublid behandling fik en ung mand, da flere civilklædte politibetjente fulgte ham ud af parken. Betjentene havde et godt tag i manden, som virkede ganske bange.
Senere på dagen var en gruppe unge kinesiske kvinder involveret i et skænderi med en politibetjent. Kvinderne protesterede over, at de ikke måtte forsamle sig i parken. Civilklædte betjente filmede hele optrinnet med store kameraer og holdt kameraerne helt tæt ved folks hoveder for at genere dem mest muligt. Derudover blev folks identifikationspapirer nøje affotograferet. Betjentenes kameraer var de eneste tilladte kameraer på pladsen. Politiet tilbageholdt alle andre, som forsøgte at tage billeder eller filme.
Shouwangkirken har de seneste uger været under skarp overvågning af de kinesiske myndigheder. Blandt andet har kirkens præst, Jin Tianming, været i husarrest siden den 18. april.
"Vi har ikke noget imod regeringen eller partiet, men vi vil gerne understrege vores ret til at tro," siger Jin Tianming i en telefonsamtale med Kristeligt Dagblad.
Shouwangkirken, der ifølge kirken selv har flere end 1000 medlemmer, er en huskirke, hvilket betyder, at den ikke officielt har lov til at operere i Kina. Normalt er der dog en vis tolerance i Kina for huskirker, men den ser Shouwangkirken ud til at have udfordret lidt rigeligt.
Kathy Lin, der er medlem af Shouwangkirken, fortæller, at kirken i 2008 uden held ansøgte om officiel anerkendelse fra de kinesiske myndigheder. Siden har kirken bevæget sig i en gråzone, hvor de har været nødt til at flytte menigheden flere gange. Senest har kirkens søndagsmesser været holdt i en restaurant, men ifølge menigheden opsagde restauranten lejemålet under pres fra myndighederne.
Siden opsigelsen har Shouwangkirken holdt åbne søndagsprædikener i Zhongguancun-parken, hvilket har ført til massearrestationer af menighedens medlemmer. De fleste af medlemmerne er dog frigivet efter kort tid, men kirkens præster er fortsat under husarrest.
"Kirken er vores andet hjem. Hvis kirken hele tiden bliver tvunget til at flytte som følge af lejemål, der bliver opsagt, er der ingen stabilitet. Vi beder ikke om meget. Det eneste, vi vil have, er retten til at kunne bede inden for egne trygge rammer," siger Kathy Lin.
Der har ikke været forlydender om, at det kinesiske politi på nogen måde har forhindret kristne i den officielle kirke i at gennemføre påskemesser.
Jin Tianming stiftede Shouwangkirken efter at være færdig med sin uddannelse fra Tsinghua Universitet i 1993. Dengang valgte kristne universitetsstuderende fra Beijings tre mest prestigefyldte universiteter, Folkets Universitet, Peking Universitet samt Tsinghua Universitet, Shouwang som deres menighed, da de følte et fællesskab i kirken med de andre universitetsuddannede folk.
"Jeg tror, at en af grundene til, at vores menighed har været tolereret i så lang tid har været på grund af, at flere af vores menighedsmedlemmer har en vis indflydelse i partiet," siger Kathy Lin.
Modsat andre huskirker, som operer mere skjult, har Shouwangkirken valgt at være meget åben. Informationer om regnskaber, bestyrelse og kirkens administration er frit tilgængelige på kirkens hjemmeside, som de kinesiske censurmyndigheder dog har valgt at blokere i Kina.
Det kinesiske politi har ikke villet give nogle kommentarer til sagen, men det kinesiske udenrigsministe-rium fastholder, at Shouwangkirken er en ulovlig institution. Den kinesiske forfatning garanterer religionsfrihed, men samtidig er den eneste lovlige kirke den officielle kirke, som er støttet af staten.
De seneste par måneder har de kinesiske myndigheder generelt skærpet kursen over for systemkritikere. Flere medier mener, at det er på grund af en kinesisk frygt for, at revolutionerne i Mellemøsten også skal inspirere kineserne til at gøre oprør. Den Hongkong-baserede menneskerettighedsorganisation China Human Rights Defenders kalder den igangværende forfølgelse for den værste siden 1998.
De fleste vestlige lande har siden anholdelsen af den kinesiske kunstner Ai Weiwei, som til efteråret har en udstilling på Louisiana, udtrykt dyb bekymring over menneskerettighedssituationen i Kina. Senest har USA indkaldt Kina til et møde om menneskerettigheder og religionsfrihed.
udland@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad