Jordan var et de lande, hvor demonstranter i 2006 gik på gaden og brændte danske flag af i protest mod Muhammed-tegningerne. Nu forsøger jordanske myndigheder straffe de danske redaktører, hvis aviser bragte tegningerne.
- MAJED JABER/Scanpix Danmark
Allan Sørensen |
28. april 2011
"Det her er absolut ikke spil for galleriet," siger jordanske Zakaria al-Sheikh, der leder retssagen mod Kurt Westergaard og 19 danske avisredaktører og dagblade. Retssagen er netop blevet genoptaget efter tre års pause
Efter næsten tre års total stilhed i den jordanske retssag mod den danske karikaturtegner Kurt Westergaard og 19 danske chefredaktører og dagblade, bevæger sagen sig ind i en ny fase.
I mandags holdt retten i Jordan sin første høring i retssagen, hvor de jordanske anklagere kræver hårdest mulig straf til de danskere, der efter anklagernes mening har bidraget til at fornærme muslimer ved at tegne profeten Muhammed eller offentliggøre tegningerne.
LÆS OGSÅ: Jordanske medier sagsøger Kurt WestergaardSøndag den 8. maj vil 29 vidner i sagen blive afhørt, efter at dommer Nathir Shehadeh har besluttet, at sagen godt kan fortsætte, selvom de anklagede ikke deltager aktivt i retssagen.
Blandt de anklagede er Kurt Westergaard, Morgenavisen Jyllands-Posten, Lisbeth Knudsen, Berlingske og afdøde chefredaktør for Politiken Tøger Seidenfaden.
Ved påmindelsen om, at Tøger Seidenfaden er afgået ved døden, kondolerer Zakaria al-Sheikh, der fører sagen på vegne af foreningen Profeten Forener Os, men siger samtidig, at det ikke forhindrer ham i at sagsøge Politiken som avis. Heller ikke Politikens officielle undskyldning over for den saudi-arabiske al-Yamani familie, der hævder at være blandt profetens efterkommere, gør indtryk på al-Sheikh.
"Vi sætter pris på denne undskyldning, men Politiken og de andre dagblade har krænket 1,5 milliarder muslimer, og det skal de straffes for," siger han.
"Alle de anklagede er blevet indkaldt til retssagen via to jordanske dagblade og diplomatiske veje. Og bemærk venligst, at det her ikke er noget spil for galleriet. Det er en meget alvorlig retssag," siger Zakaria al-Sheikh.
Zakaria al-Sheikh, der er redaktør for en lille islamistisk avis i Jordan, er glad for, at sagen fortsætter.
"Vi er nødt til at stoppe fornærmelse og bagvaskelse af islam. Tegningerne af profeten er en kriminel handling. Det er terrorvirksomhed," siger Zakaria al-Sheikh, der mener, at tegningerne havde til formål at skabe et sammenstød mellem Vesten og islam.
Han ønsker ikke at give noget bud på, hvordan retssagen vil ende, men håber på et resultat, der vil få omfattende konsekvenser for de anklagede.
"Hvis de anklagede bliver dømt in absentia, vil vi viderebringe oplysningerne til Interpol. Jordan har aftaler om udlevering med 80 lande, hvilket vil gøre det meget vanskeligt for de anklagede at rejse rundt i verden," siger han.
allan@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad