Kommentar til Hans Hauge: Bare lige i al korthed: De sidste to gange vi har opført Matthæus-Passionen i Maribo Domkirke, har vi opført 1. del Skærtorsdag og 2. del Langfredag.
I programmet har der både efter første og anden del stået: I betragtning af værkets karakter frabedes bifald umiddelbart efter afslutningen af opførelsen.
Venlig hilsen H. J. Østergaard

Dr. phil Hans Hauge har da bestemt en pointe i, at der kun er dårlig eller ingen overensstemmelse mellem Påskens dramatik og Bachs Matthæus-Passion.

Der er jo lysår imellem Bachs Passionsmusik og f.ex. Mel Gibsons film "The Passion of Christ" om den brutalitet, torturering og de øvrige modbydeligheder, Kristus var udsat for mellem Skærtorsdag og Langfredag.

Hauge har helt ret i, at genopdagelsen af Bach i det nittende århundrede (Meldelsohn-Bartholdy) fandt sted i en romantisk kontekst.
Men de sidste decienners Bach-tradition har ført denne mesters musik tilbage til den sammenhæng, hvori den er skabt: I barokkens periode, og med en minimal orkestrering, sammenlignet med de opførelser og pladeindspilninger, der fandt sted i første halvdel af 20. århundrede.
Denne ændring af Bach-traditionerne er styret af førende Bach-dirigenters ønsker om at komme tilbage til en opførelsespraksis, der var gældende på Bachs egen tid.
Denne "minimalistiske" praksis var ikke fastlagt ud fra en puritansk tilgang til Bachs musik, men af lutter nød. Et stort orkester kostede mere end et lille orkester. Solisterne skulle jo også aflønnes, og derfor var det ikke ualmindeligt, at der slet ingen solister var, men at solistpartierne blev sunget af de medlemmer af koret, der jo alligevel var der.

Bachs Matthæus-Passion (eller for den sags skyld Johannes-Passionen) er ikke primært dramatiske værker, men musikalske guldgruber af høj æstetisk værdi. Alligevel er der udover de fire solister af forskellig stemmetype: sopranen, alten, tenoren og bassen, to agerende og én fortællende solister: Evangelisten (tenor) synger i såkaldte recitativer selve evangelisteksten, og to af dramaets hovedpersoner optræder i værket: Jesus (baryton) og Pilatus (bas).

Udover meget smukke arier, hvoraf ingen har nogen egentlig dramatisk kraft, præsenterer Bach os for kor-satser (dvs. satser med fire stemmer, der bevæger sig både rytmisk og melodisk individuelt) og koral-satser (dvs. satser af rytmisk stillestående, men på harmonier byggende firstemmig sang, f.ex. den mest kendte Matthæus-koral: Bafal du dine veje).

Bachs Passioner er ikke operaer. Heller ikke selvom Jesus i værket selv synger sine egne ord. De er oratorier på linie med Händels berømte Messiah. Den væsentligste forskel er, at hos Händel synger solisterne selv de racitativer, der går forud for deres arier, hos Bach er det den samme sanger, der synger hele evangelieteksten (tenoren).

Bach har næppe forestillet sig at skrive et bloddryppende drama - så havde han skrevet en opera. Han har skrevet værker, der - blot i større format - har samme mål om æstetik som hans næsten endeløse kantater (to til hver søndag i kirkeåret + de, der ikke er knyttet til nogen bestemt kirkedag).
Værkerne har først og fremmest været båret af inderlighedens følelse.

Derfor giver det også god mening, - som H. J. Østergaard beretter om en Matthæus-opførelse i Maribo Domkirke - at publikum ikke rejser sig og klapper, eller på italiensk operamanér råber: Bravo e.l.
Bach skrev i mange af sine sakrale værker sætningen: SOLO DEI GLORIA. (Gud alene æren).
Derfor modtages disse udsøgte æstetiske produkter ikke med enthusiastisk begejstring, men med andagtsfuld reflektion.

Med venlig hilsen
Carsten Snedsted, socialrådgiver og tidligere korsanger.

snedsted skrev:

En lille kommentar til et ellers flot indlæg; i dag er det "Lysår" mellem Gibson og Bach, men - vi ved jo rent faktisk ikke hvilken effekt Bachs musik havde på datidens publikum! Mange steder i særlig Matthæuspassionen er særdeles krydret og dramatisk (f.eks det berømte "Barabbas"- råb), der må have virket voldsomt dengang. Det kan sagtens have haft lidt den samme effekt Gibsons film har på dagens publikum.

Iøvrigt morer jeg mig lidt over Hauges kritik af, at man opfatter Bach som "absolut" musik. Det kan da ikke undre - Bachs "Die kunst der fuge", f.eks - er da netop så tæt på "absolut" musik man overhovedet kan komme!