At være filosof er en lidt tvetydig betegnelse. For er man filosof, bare fordi man er uddannet i filosofi, eller kræver det noget mere, for eksempel, at man er en vismand og en selvtænker?
LÆS OGSÅ: Politik og filosofi. Er det rationelt at være idealist?
I tilfældet Kai Sørlander kan man spare sig overvejelsen, for han er filosof i begge ordets betydninger. Han er en mand, der sætter sig for at tænke de vigtigste og mest fundamentale problemer igennem fra bunden af. Og da Sørlander, så vidt jeg ved, aldrig har haft nogen fast ansættelsesmæssig tilknytning til et universitet, er han blevet en tænkende "free lancer", som har orienteret sit arbejde imod tidens løbende debatter i sine bøger og mange kronikker og kommentarer i aviser. Det er en gave til dansk debat, at der findes en Kai Sørlander. At det så ikke altid kan have været lige nemt at være ham, er en anden sag.
Nu ligger der en ny aktuel mursten fra ham, "Den politiske forpligtelse". Sørlanders tese heri er, at demokratiet er en rationel politisk orden. Det er simpelthen den styreform, der "svarer til" mennesket som fornuftsvæsen.
Demokratiet er altså hverken noget historisk tilfældigt eller metafysisk tåget. Men det er ikke det samme som, at demokrati opstår let og automatisk, eller at det ikke kan forsvinde igen.
Demokratiet findes fortrinsvis i vores verdensdel og har været meget længe undervejs gennem historien.
Kernen i Sørlanders tænkning er hans såkaldt etiske konsistenskrav. Det etiske spørgsmål er, hvordan vi rationelt bør handle, i og med at vi er personer.
Definitionen på en person er, at man er i stand til at handle afhængig af viden om konsekvenserne af ens handlinger. Hvis ikke dette blev forudsat, kunne man slet ikke rejse det etiske spørgsmål om, hvordan vi bør handle. Sørlander når frem til, at normen for vore handlinger må være, at vi selv kan handle efter den på en måde, som er konsistent over tid, og at enhver person kan handle efter den.
Han kan så videre aflede den politiske ligeværdighed og demokratiet af det etiske konsistenskrav. Der kan nemlig ikke begrundes noget politisk hierarki ud af det. Alle har frihed til at deltage i den politiske beslutningsproces. Men demokratiet kan kun bestå, hvis borgerne hver især føler sig forpligtet på at opretholde den demokratiske orden. Der er således en politisk forpligtelse indbygget i demokratiet. Det er ikke noget, man kan tage som en selvfølge eller en "ret".
Kai Sørlander skriver glasklart og er nogle gange meget nem at forstå. Men når man ikke er filosof i nogen af ordets betydninger, skal man over lange stræk og ikke mindst i "gendrivelsen" af andre filosoffer som Rawls, Habermas med flere holde tungen lige i munden. At have sans for begrebslogik er ikke et talent, der er alle beskåret.
I bogen diskuteres allehånde konkrete forhold: ytringsfrihed, religionsfrihed, civil ulydighed, forskning, kunst, tortur. Det er spændende og givende, og i et kort og indsigtsfuld afsnit om forskellen på den klassiske og moderne roman føler man sig næsten hensat til salig Løgstrups filosofisk-æstetiske niveau: Sørlander kan selvstændigt og fyndigt skære igennem en masse litterat-snak og forklare, hvorfor man ikke skal spille for eksempel Tolstoj og Kafka ud mod hinanden. De er forskellige i deres roman-universer, fordi en Tolstoj viser konkrete personer i deres komplekse etiske fylde, mens en Kafka renoncerer på samme fylde for at kunne fremvise en "afkortet" verden, der er uhyggelig og fremmedartet på grund af et gennemført fravær af tillid. Det ene er ikke sandere end den anden, for begge forfattere viser på hver deres måde aspekter af den menneskelige situation.
Bogens styrke er mødet mellem det meget principielle og det meget konkrete, som man ikke ofte ser praktiseret med så stor konsekvens. Læserbrevet møder den filosofiske traktat. Men det er også bogens problem, fordi man som læser sine steder kan komme i tvivl om "nedstigningen" fra det abstrakte til det konkrete. Et hovedanliggende for Sørlander er religionens rolle. Han mener, at kristendommen, ikke mindst den protestantiske, har været en afgørende historisk forudsætning for, at demokratiet har kunnet spire frem i vores del af verden. Kristendommen er den religion, der bedst lader sig forene med en sekulær, demokratisk orden. Modeksemplet er islam, som er den religion der ikke lader sig forene med en sekulær, demokratisk orden, hvorfor demokratiet da heller aldrig for alvor er brudt frem i den muslimske verden.
Jeg er enig med Sørlander i, at religioner er forskellige, og at de ikke er tomme kar, som religionens udøvere vilkårligt kan fylde op. Alligevel er jeg ikke helt tryg ved, at så enorme sagskomplekser som verdensreligionerne kristendom og islam afhandles under denne høje grad af abstraktion og idealtypisk opstilling som henholdsvis "helt" og "skurk". Hvad med de andre religioner og demokratiet? Det er, som om vi lever i en bipolær religiøs verden, men hvorfor inddrager Sørlander ikke jødedommen eller andre trosretninger i sine overvejelser? Læserbrevet møder den filosofiske traktat på den dårlige måde, for der går polemik og opstilling i tanken.
Nogle gange er de konkrete konsekvenser uklare. Sørlander går ind for at begrænse indvandring fra muslimske lande, som jeg forstår ham. Men går han så også ind for at styrke kristendommens position i Danmark, for eksempel i folkeskolen? Religionsfrihed er ikke religionslighed, hedder det. Den historiske indøvelse i og mentale fortrolighed med en bestemt religion, kristendommen, har fremmet demokratiet. Men hvor langt skal man strække denne øvelse i nutiden? Hvordan vil Sørlander uden at gå på kompromis med sin egen fremhævelse af religionsfriheden argumentere over for sekulære stemmer, der ønsker at tilbagerulle kristendommens position i det danske samfund? For han tager afstand fra en Huntingtons og en Kasper Støvrings kulturkonservatisme og kulturrelativisme, så en serie naturlige argumenter om, "at kristendommen er nu engang vores kultur", vil han ikke kunne gribe til.
Måske implicerer Sørlanders position en anden form for kulturkristendom, en slags oplyst civilisationskristendom. Hvor den kulturkristne ikke nødvendigvis er troende i religiøs forstand (hvad det så end vil sige), men er bundet til kristendommen pr. tradition og delvist uudgrundelige følelser, er den civilisationskristne heller ikke nødvendigvis troende i religiøs forstand, men bundet til kristendom af en rationel og civilisatorisk sympati, fordi det er den religion, som er mest kompatibel med oplysning og demokrati. Kristendommen bliver en slags fornuftsreligion, fordi den kan administrere nogle differentieringer, som islam ikke magter. Og i Sørlanders fremstilling aldrig vil kunne magte. Mener han, at begrebet demokratiske muslimer er en contradictio in adjecto? Det lyder sådan, men er det ikke meget dristigt på den måde at stille sig til dommer over, hvordan mennesker med en anden religion ikke blot nu, men nødvendigvis og i al fremtid må fortolke og forholde sig til deres religiøse grundlag?
De to verdensreligioner kristendom og islam fungerer lige lovlig godt som tilskårne spillebrikker på det begrebslogiske spillebræt. Her kommer bogen til at virke tynd og postulerende sin størrelse til trods, og måske burde Sørlander i virkeligheden have begrænset emnebredden i sin bog og have finindstillet mere på religionsdiskussionen, når den nu ligger ham så meget på sinde.
Kai Sørlander: Den politiske forpligtelse. Det filosofiske fundament for demokratisk stillingtagen. 280 sider. 299 kroner. Informations Forlag.