Grænser mod kriminalitet

Da Danmark for præcis 10 år siden sløjfede grænsekontrollen, var der ingen folkelig fejring, og det grænseløse EU er aldrig blevet nogen folkesag herhjemme. Dansk Folkeparti var de stærkeste modstandere, dengang man fjernede grænsebommene, idet partiet frygtede ukontrolleret indvandring og kriminelles frie bevægelighed. I dag er partiet fortsat indædt modstander, og det forsøger netop nu at gøre løsningen af de europæiske grænseproblemer til en del af 2020-forhandlingerne, der skal redde dansk økonomi tørskoet videre. Selvom den europæiske grænseproblematik ikke hører hjemme i nationale økonomiske forhandlinger, må man dog erkende, at der er problemer. Problemer, der skal adresseres og løses, omend løsningen ikke umiddelbart synes at være sænkede grænsebomme ved Kruså.

Siden Dannmark kom med i Schengen-samarbejdet, har begrebet terror fået helt ny betydning med angrebene i USA 11. september. EU er også vokset med først 10 medlemslande i 2004 og så i 2007 med Rumænien og Bulgarien, og senest har opstanden i Mellemøsten og Nordafrika sat de sydlige grænser under kolossalt pres. I dag er det således tydeligt, at globalisering ikke blot er international handel og uddannelse, men også grænseoverskridende kriminalitet, økonomiske lykkeriddere og udstilling af ulighed i verden – det er mere attraktivt at være illegal indvandrer i Europa end fattig i Afrika.

Det er forkert at tro, at man kan genindføre grænsebommen og så at sige rulle udvikling og globalisering tilbage. Vi kan ikke komme tilbage til "de gamle dage". Flytningestrømmen fra syd, der i det seneste år har taget til, er et fælles europæisk anliggende, og vi må ikke i Nordeuropa lade italienerne og grækerne i stikken, ligesom Italien på sin vis naturligvis skal overholde sin del af Schengen-aftalen og ikke blot lade de udefrakommende flygtninge "sive" videre til det øvrige Europa.

Hvad angår den grænseoverskridende kriminalitet, hvad enten den begås af småkriminelle østeuropæere eller af internationale terrorister, så skal den håndteres som det, den er: kriminalitet, som det europæiske politi må samarbejde om at bremse. Det kan være med fælles opklaringsenheder, men også med øget stikprøvekontrol af mistænkelige personer ved grænserne.

Åbne grænser er et gode for langt hovedparten af europæerne, og for at de fleste fortsat skal se det som sådan, er det vigtigt at tage kriminalitet og illegal indvandring alvorligt. På den måde dæmmer man samtidig op for den gryende mistænksomhed mod østeuropæere samt fremmedfrygt generelt, som er ved at slå rod hos mange i det oprindelige EU.

kdh