Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Livet efter Bodil til din ven.
Livet efter Bodil
1 / 5
Bodil Hansen blev begravet den 28. december 2009, og der var mere end 100 mennesker, som deltog i begravelsen fra landsbykirken på Midtsjælland. På billedet er det hendes mand, Ole Hansen (med briller), samt de to sønner, der bærer hendes kiste.
- Leif Tuxen.
Ole Hansen mistede sin kone, Bodil, juleaften 2009 efter mere end 50 års ægteskab. Først stod alting stille inden i ham. Men så rejste han sig og tog livtag med tilværelsen. Kristeligt Dagblad har fulgt 76-årige Ole det første år uden Bodil
Af Line Vaaben
I landmand Ole Hansens udestue står en plante. Eller resterne af den. Bladene hænger brunt og sørgeligt ud over kanten på potten, og jorden er knastør.
"Jeg kan drive enhver gård på Sjælland med planteavl, men jeg kan ikke få en blomst til at gro i et vindue. Bodil vidste det. Hun sagde det allerede i god tid, inden hun døde: 'Du skal smide alle planterne ud og købe kunstige i stedet. Du får ikke passet dem.' Og hun havde som sædvanlig ret."
LÆS OGSÅ: Tema om døden
Det er februar 2010 – to måneder efter, at Bodil Hansen døde som 73-årig. Og i ægteparrets rødstensparcelhus uden for Ejby på Midtsjælland står alt nøjagtigt, som da hun levede. Bortset fra at der ikke er nogen Bodil længere.
Annonce
"Det er tomt, jo – men det ville der være alle vegne, også selvom jeg flyttede i et nyt hus," siger Ole.
Han åbner døren ind til soveværelset. I modsætning til resten af huset er rummet iskoldt. Ingen benytter sengen længere. Ole sover i gæsteværelset i den anden ende af det store hus. Dobbeltsengen står uredt med et krøllet brungult sengetæppe, nøjagtig som da Bodil forlod den. Der er pilleglas på sengebordet, smykker og parfume på toiletbordet, og det store klædeskab er stadig fyldt med damesko med lav hæl, skjortebluser, kjoler og nederdele.
"Hun bad mig om at få sit tøj tilintetgjort, når hun ikke var mere. Det kan jo komme nogle andre mennesker til glæde. Det er jeg sikker på, at Bodil ville være enig i. Og sengen skal ud. Jeg har bare ikke haft mod til at tage fat på det endnu. Jeg har besluttet, at det skal være forår, inden jeg gør noget. Måske april? Mine svigerdøtre har sagt: 'Nu skal du se at få det ud. Du skal videre.' Men jeg skubber det nok lidt væk. Det er jo næste skridt. Og det gør ondt. Inde i mig selv har jeg ikke travlt med det. Det må gerne vare lidt endnu."
I nogle ægteskaber vokser man nærmest sammen, som årene går. Som to puslespilsbrikker, der er faldet i hak. Uanset forskellig form og farve griber de ind i hinanden, så man kun aner, hvor den ene kontur begynder, og den anden slutter. Sådan var det med landmand og borgmester Ole Hansen og hans kone, Bodil. To mennesker, der gennem et helt liv greb ind i hinanden, så man glemte, det kunne være anderledes. Men juleaftensmorgen 2009 døde Bodil efter flere års kræftsygdom. Og nu er Ole alene.
I landmand Ole Hansens udestue står en plante. Eller resterne af den. Bladene hænger brunt og sørgeligt ud over kanten på potten, og jorden er knastør.
"Jeg kan drive enhver gård på Sjælland med planteavl, men jeg kan ikke få en blomst til at gro i et vindue. Bodil vidste det. Hun sagde det allerede i god tid, inden hun døde: 'Du skal smide alle planterne ud og købe kunstige i stedet. Du får ikke passet dem.' Og hun havde som sædvanlig ret."
LÆS OGSÅ: Tema om døden
Det er februar 2010 – to måneder efter, at Bodil Hansen døde som 73-årig. Og i ægteparrets rødstensparcelhus uden for Ejby på Midtsjælland står alt nøjagtigt, som da hun levede. Bortset fra at der ikke er nogen Bodil længere.
Han åbner døren ind til soveværelset. I modsætning til resten af huset er rummet iskoldt. Ingen benytter sengen længere. Ole sover i gæsteværelset i den anden ende af det store hus. Dobbeltsengen står uredt med et krøllet brungult sengetæppe, nøjagtig som da Bodil forlod den. Der er pilleglas på sengebordet, smykker og parfume på toiletbordet, og det store klædeskab er stadig fyldt med damesko med lav hæl, skjortebluser, kjoler og nederdele.
"Hun bad mig om at få sit tøj tilintetgjort, når hun ikke var mere. Det kan jo komme nogle andre mennesker til glæde. Det er jeg sikker på, at Bodil ville være enig i. Og sengen skal ud. Jeg har bare ikke haft mod til at tage fat på det endnu. Jeg har besluttet, at det skal være forår, inden jeg gør noget. Måske april? Mine svigerdøtre har sagt: 'Nu skal du se at få det ud. Du skal videre.' Men jeg skubber det nok lidt væk. Det er jo næste skridt. Og det gør ondt. Inde i mig selv har jeg ikke travlt med det. Det må gerne vare lidt endnu."
I nogle ægteskaber vokser man nærmest sammen, som årene går. Som to puslespilsbrikker, der er faldet i hak. Uanset forskellig form og farve griber de ind i hinanden, så man kun aner, hvor den ene kontur begynder, og den anden slutter. Sådan var det med landmand og borgmester Ole Hansen og hans kone, Bodil. To mennesker, der gennem et helt liv greb ind i hinanden, så man glemte, det kunne være anderledes. Men juleaftensmorgen 2009 døde Bodil efter flere års kræftsygdom. Og nu er Ole alene.
"Jeg troede ikke, at man ville blive ved med at høre og se den anden. Men jeg hører stadig hendes stemme, og jeg ser hende for mig. Hun er her på en måde uden at være her. Når jeg for eksempel kigger ind i stuen, tænker jeg: 'Der sad Bodil.' Og jeg sætter mig ikke ved hendes plads ved køkkenbordet. Det er så indgroet."
Historien her er et forsøg på at fortælle, hvad der sker med et menneske, når brikken ved siden af en pludselig mangler. Og hvordan sorgen udvikler sig over tid. Artiklen skulle egentlig handle om Oles liv uden Bodil, men det er umuligt. For livet uden Bodil handler stadig om deres liv sammen. Enhver bevægelse på vejen væk derfra, handler om det, der var.
De første skridt, Ole tager, er til Bodils begravelse. Han kan ikke genkalde sig dagen. I hvert fald ikke detaljer:
"Der er ikke noget, der er så koldt og samtidig følelsesladet som en bisættelse. Det er helt klart det værste, jeg har været til nogensinde. Der kørte nok meget forbi, jeg slet ikke registrerede. Og jeg griber stadig mig selv i at tænke: 'Hvad skete der egentlig den dag?'."
Den 28. december 2009 var ellers en af den slags dage, man gerne vil huske: Vinteren viste sig fra sin smukkeste side – kold og klar med tindrende rimfrost på træer og buske. I god tid strømmede folk til Ejby Kirke, og 20 minutter før bisættelsen skulle begynde, var stolerækkerne fyldt op, og der blev hentet klapstole frem. Da klokken kimede til gudstjeneste, havde over 100 mennesker klemt sig ind i den lille landsbykirke, og der stod tilhørere hele vejen langs midtergangens væld af blomster og kranse.
"Vi skal med stor sorg tage afsked med Bodil i dag," indledte den kvindelige præst.
Hun talte længe – og ud fra et personligt kendskab – om Bodil som landmandskone, som borgmesterfrue, som mor og farmor. Og om alle hendes hverv, lige fra menighedsrådet til Blå Kors og netværket Inner Wheel:
"Det er altid svært at skulle dø fra det, man holder af, og dem, man holder af. Især når man ikke er færdig. Og Bodil var slet ikke færdig. Hun var slet ikke parat til at sige farvel. Men efterhånden fik sygdommen overtaget, og hun fik fred for sine lidelser."
Der var en lav skarp sol over kirkegården, da den hvide kiste med orange og røde gerbera blev båret ud. Bagefter var der smørrebrød, øl og vand i et nærliggende forsamlingshus og en smuk tale fra en af ægteparrets to voksne sønner. Og midt i det hele stod Ole og så forgrædt og fortabt ud:
"Hun havde selv planlagt denne her dag ned til sidste detalje. Det var Bodil i en nøddeskal. Hun tog hånd om alting. Det er også derfor, det altid har været nemt for mig. Bortset fra lige nu. Jeg troede ikke, det ville være så svært, men det er det. Også selvom jeg vidste, det skulle ske."
Det begyndte med en slem forkølelse i begyndelsen af 2008, som ikke ville give slip på Bodil.
"Hun var ikke en pige, der peb, men til sidst gik hun til lægen og fik taget prøver. Og så blev hun indlagt dagen efter," siger Ole.
Efter mange undersøgelser konstaterede de kræft i den ene lunge. Og det havde bredt sig. Bodil afviste intensiv kemoterapi. Hun ville ikke af med sit hår.
"'Er livet ikke bedre end håret?', spurgte jeg hende. Hun var en utrolig stærk pige, og hun sagde: 'Jeg vælger selv. Det er ikke sikkert, sygdommen er så hård som kemoen.' Hun har aldrig siden udtrykt, at hun fortrød den beslutning. Og jeg accepterede det fuldstændig. Måske havde hun levet lidt længere, men jeg tror, det var endt samme sted."
Bodil tog imod en anden behandling, som ikke var helbredende, men livsforlængende.
"Hun fik det smaddergodt. Helt hen til først i september passede hun jo alt, som hun plejede, selvom hun var træt og hostede lidt. Og hun sagde hele tiden: 'Det skal nok gå.'"
Men i løbet af efteråret 2009 blev Bodil stadig dårligere, og i november kom hun på Hospice Sjælland ved Roskilde.
"Det var først der, jeg holdt op med at sige: 'Du dør da ikke.' Jeg lærte det ved at høre sygeplejerskerne tale med Bodil. Hun begyndte at pumpe dem for at få at vide, hvor syg hun var. 'Du er altså meget syg,' sagde de. Så spurgte hun: 'Vil det sige, at jeg skal dø her?'. 'Ja, det vil det,' sagde de. Og så gik det endelig også op for mig, at det snart var slut."
Lillejuleaften 2009 var Bodils sidste store kraftpræstation. Her mødte hele familien op på hospicet: sønnerne, svigerdøtrene og de tre børnebørn, Ann Katrine, Jacob og Andreas. Bodil havde planlagt det hele – der var dækket op på hendes stue med levende lys og rød dug.
De spiste sammen, og hun var oppe af sengen i to timer, hvor hun delte gaver ud til børnebørnene. Da hun sent på aftenen sagde farvel, aftalte hun med sit yngste barnebarn, Andreas, at han skulle komme næste dag og vise hende den hund, han havde fået i julegave. Men det løfte kunne hun ikke holde. Tidligt ud på morgenen sov hun ind i døden.
Det er blevet april 2010 og fire måneder siden, at Ole mistede Bodil. Hans stemme bliver grødet, da han skal fortælle om den sidste nats forløb.
"Jeg blev så overrasket over, at hun døde netop der, fordi hun havde haft det så godt om aftenen. Men de sagde til mig på hospicet, at det var meget naturligt, fordi Bodil havde brugt alle sine kræfter."
Han tørrer sine øjne, men nye tårer pibler videre ud.
"På bondsk ville man sige, at hun havde sluppet roret. Hun har garanteret sagt til sig selv efter den aften: 'Så nåede jeg det.'"
Det er blevet forår udenfor. Sneen er kun for nylig smeltet væk fra de omkringliggende marker. Der er blevet så stille, synes Ole.
"Her er blevet helt, helt tomt. Ikke kun i omgivelserne, men også inden i mig," siger Ole og tilføjer:
"Jeg hørte engang nogen, der sagde, at med tiden vokser man ind i hinanden, når man er gift. Jeg syntes, det var et skidt udtryk dengang, men det er nok rigtigt. Og det kan mærkes nu, hun ikke er her."
Ole er en mand, der altid har handlet og truffet beslutninger uden at tøve. Men lige efter at Bodil døde, havde han svært ved at vælge mellem rugbrødspakkerne nede i supermarkedet.
"Lige efter at hun var død, sov jeg ikke ret meget. Børnene sagde til mig, at de syntes, jeg skulle gå til læge og få noget. Men den slags er ikke noget for mig. Jeg tror, at folk omkring mig har været forbavsede over at se, hvordan jeg blev slået ud. Men jeg synes, det er meget naturligt, så godt som vi har haft det," siger Ole.
Og indimellem har han bare siddet i en stol i stuen og grædt.
"Ud over at jeg har været vred og ked af det, har jeg følt, at jeg var ved at gå i stå. Jeg vidste, at hun skulle dø, men jeg var ikke klar over, at jeg ville blive slået sådan helt ud af kurs. Det er faktisk først nu, at jeg begynder at komme til mig selv. Det er, som om jeg begynder at stige op mod overfladen."
Bodil og Ole var 19 og 21 år, da de begyndte at holde i hånd. Fem år efter blev de gift. De nåede at holde guldbryllup i maj det år, hvor Bodil døde. Hun havde altid stået for alle den slags arrangementer, men hun orkede ikke denne gang på grund af sygdommen.
Hun sagde: "Der er ikke noget at fejre, og jeg har ikke energi."
"Men så arrangerede vi det alligevel med hjælp fra vores ældste søn og svigerdatter, og bagefter sagde hun, at det var den bedste fest, vi nogensinde havde holdt," siger Ole.
Både Bodil og Ole var ud af landsmandsfamilier, og de var i begyndelsen af 20'erne, da de købte deres første gård på Midtsjælland.
"Vi blev utroligt hurtigt voksne," som Ole siger.
Efter nogle år skiftede det unge ægtepar adresse til Tornbjerggård ved Ejby, hvor de tilbragte resten af deres liv sammen. En hvidkalket gård med tre skorstene. De to sønner kom til, og parret blev en del af landbrugets strukturudvikling op gennem 1960'erne og 1970'erne. Ole var driftig, han satsede, købte op og udvidede. På et tidspunkt drev de fire gårde på Sjælland. Eller rettere: Bodil gjorde. For samtidig gjorde Ole karriere i politik. Han blev valgt ind i byrådet i Skovbo Kommune for Venstre i 1973, og fra 1982 og 25 år frem var han borgmester. Amtsrådet sad han også i gennem 12 år.
"Bodil var meget beskeden. Hun sagde gerne: 'Jeg er hjemmegående.' Men på gårdene og herhjemme var hun koordinatoren. Når jeg skulle drille, kaldte jeg hende 'administrerende direktør'."
Set udefra var de meget forskellige:
"Mange spurgte: 'Hvordan kan I være gift?' Jeg er et rodehoved, der mener, jeg kan alt, mens hun var et ordensmenneske, der styrede alt. Vi var forskellige, men vi gav hinanden plads og stolede 100 procent på hinanden."
Og de havde den stærke vilje til fælles:
"Jeg tænker, at det er godt, vi var så selvstændige, ellers kunne den ene have trykket den anden. Vi var ikke altid enige, men vi talte alting igennem. Hun var for eksempel meget imod udviklingen, jeg kørte i landbruget. Hun var til det sikre og planlagte. Jeg var lige modsat – ikke uforsigtig, men fandenivoldsk når det gjaldt forretninger."
Og naturligvis kunne de skændes.
"Hun syntes for eksempel, at jeg brugte for meget tid på mit arbejde som borgmester. Men når jeg gik ud af døren, var det slut. Og hun bakkede mig op 110 procent. Selv om arbejdspresset kostede. Jeg kunne mærke det på mine omgivelser. De kunne se på mig, at jeg ikke var nærværende. 'Du skal være glad for dine gode medarbejdere,' sagde Bodil. Hun sagde ikke sig selv og sønnerne, men det kunne hun godt have gjort."
Ole Hansens hus ligger i et sving med bløde, bakkede marker til alle sider. Han har selv bestemt, hvor og hvordan det skulle indrettes, da det blev bygget for 10 år siden. Begge hans sønner er landmænd, de kom tidligt med i driften og i 2001 trak Ole og Bodil sig ud. Den yngste søn flyttede ind på den fædrene gård og Bodil og Ole flyttede i stedet ind i det topmoderne parcelhus. 180 kvadratmeter i et plan med udestue, to badeværelser og et veludstyret køkken med et stort glasparti. I det fjerne kan man se taget af Tornbjerggård, hvor de boede i 40 år. Men Bodil var ulykkelig.
"Bodil følte sig ensom, efter vi flyttede herop, selv om hun kunne kigge ned på sit gamle hjem. Hun ville gerne være blevet boende på Tornbjerggård. 'Hvorfor kan vi ikke købe dem en anden gård?' spurgte hun, men for mig kunne det ikke være anderledes, for sådan gør man jo i landbruget."
Generationsskiftet tog hårdt på Bodil, og hun snakkede også om det op til sin død. Måske er det derfor, Ole bliver ved med at vende tilbage til emnet. Også i dag, hvor vi mødes, og det er blevet efterår. Vi sidder i køkkenet og drikker kaffe, og Ole fortæller, at han overvejer at anskaffe hund.
"Børnene lægger et vist pres. Jeg har altid været glad for hunde, og man kan jo tale meget med sådan en. Altså Bodil logrede jo aldrig med halen, når jeg kom hjem. Men man fik altid en modtagelse. Nu er der jo ikke nogen at tale med mere. Der er anderledes tomt."
Og man kan godt forstå, hvad han mener, når man vandrer igennem de store stuer.
"Ikke fordi jeg spekulerer på at flytte – overhovedet ikke. Men jeg kan godt forstå dem, der gør det, for her er mange minder. Og jeg går ikke ud af huset eller ind ad døren uden at tænke, at det ville have været sjovere at være to. Det er som om, at en oplevelse ikke er noget værd, hvis jeg ikke kan fortælle den. Det at dele den med nogen, det var vi altid gode til."
Oles stemme svigter ham lidt, da han siger:
"Jeg har mange mennesker omkring mig, jeg kan vende tingene med. Og jeg er livsoptimist. Men Bodil var der altid, hvis jeg manglede et råd. Og sådan er det ikke længere. Det er nok derfor, jeg stadig hele tiden taler med hende i mit hovede: Hvad ville Bodil have gjort? Hvad ville hun have sagt? Da jeg skulle lave kaffen her til dig i dag, gjorde jeg, som hun ville have gjort. Det er ikke noget, jeg tvinger mig selv til. Det er bare sådan, det er."
En af Bodil største bekymringer, inden hun døde, var, hvordan Ole skulle få noget ordenligt at spise.
"Jeg tilhører jo en forkælet generation af mænd, som fik koner, der sørgede for mad, tøj, børn - alt det der var 110 procent i orden. Jeg har aldrig skulle koge så meget som en kedel vand. Det med kødgryderne var ikke mig, og jeg kommer aldrig til at lave mad, som Bodil kunne det, men mit mål er, at jeg kan klare mig. Og så må jeg jo lære det," siger Ole, der nu en gang om ugen går til madlavning for mænd i FOF i Greve.
"Vi har det skægt, og jeg har blandt andet lært, hvordan man skal jævne en sovs," siger han.
Men første gang han skulle have gæster og skulle dække bordet, måtte han ringe til sin yngste søn.
"Jeg kunne ikke finde sovsekanden. Jeg anede ikke, hvor i skabene tingene var. Jeg er altid bare taget af sted til mit arbejde, er kommet hjem igen og har sat mig til bordet."
Lige til venstre for indgangen til Ejby Kirke ligger Bodils gravsted med en stor granitsten med hendes navn og inskriptionen "I hjertet gemt, men aldrig glemt." Nedenfor er der plads til Oles navn. Der ligger lidt nedfaldne blade i gruset.
"Bodil sagde altid: 'Vi skal kunne være det bekendt'. Jeg tror nu ikke, hun selv ville have valgt så stor en sten og et gravsted, der var så synligt. Hun kunne ikke lide, at man viste sig for meget frem. Men jeg er glad for det her sted," siger Ole og flytter lidt på en vase med blomster.
Han var et par år ældre end hende, og havde haft hjerteproblemer igennem 10 år, mens Bodil ikke havde haft mere end en halv sygedag i løbet af ægteskabet.
"Bodil sagde altid: 'Når du engang dør'. Ikke for at være ond, men vi regnede med det. Statistikken siger jo, at mænd dør før kvinder. Jeg havde aldrig nogensinde drømt om, at Bodil skulle dø før mig."
Ind imellem laver han sjov med, at det føles lidt som om, en anden er løbet med hende.
"Jeg har da stået ved gravstedet et par gange og sagt til Vorherre: 'Det kan du ikke være bekendt. Hvorfor skulle du tage hende nu?' Men jeg bærer ikke nag. Og når jeg kommer hos mine børn og børnebørn, kan det ikke nytte noget, at farfar sidder og piber. Det er op ad bakke – men jeg siger til mig selv – nu er vi her!"
Han har besluttet sig for, at han ikke vil være en sur, gammel stodder:
"Det fik jeg også snakket med Bodil om. Hun var bekymret for, om jeg nu fik passet vores venner, når hun døde. 'Du må ikke sætte dig hen og glo ud af vinduet', sagde hun flere gange."
Og det har Ole heller ikke gjort: Han hjælper sine sønner med deres landbrug, og han sørger for både at komme ud hos andre og invitere. Han har en madklub, han spiller l'hombre en gang om måneden med nogle venner fra egnen, han tager på jagt, og han går til foredrag på aftenskole.
"Jeg sidder ikke stille ret meget. Og jeg tror, at hvis jeg ikke havde haft det netværk, jeg har, havde det været op ad bakke."
Selv om Ole på mange punkter er en mand af den gamle skole, er han ikke bange for at indrømme, at han stadig ofte græder over Bodil, selv om det er snart et år siden, hun døde.
"Jeg er nået dertil med min sorg, at det jo ikke kunne være anderledes. Men jeg er utrolig blød. Jeg er ikke typen, der kun græder indvendigt, jeg græder også udvendigt. I starten græd jeg flere gange om dagen, men det har ændret sig. Jeg kan bedre styre det. Ikke fordi jeg synes, man nødvendigvis skal det, for jeg synes, det hjælper at græde."
Bodil spurgte ind imellem Ole, om han havde lyst til at være sammen med andre.
"Men det har jeg aldrig haft. Jeg har altid været så forelsket i hende. Men jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke tror, jeg er skabt til at være alene. Det er de praktiske ting, men det handler også om at have nogen at dele det med. Det var Bodil og jeg gode til."
Han slår ud med armen i det store hus:
"I sådan en stor kasse som denne her, der mangler man nogen, der giver en skideballe: 'Hvorfor har du ikke gjort det?' eller som siger det modsatte: 'Kan du ikke holde lidt af mig?' Man savner alle de små bemærkninger. De er jo væk. Det med at holde i hånd og kramme. Nærheden. Det er et stort savn. Der føler man sig alene i verden."
Når Ole skal sætte ord på, hvordan han har klaret sig igennem efter Bodils død, nævner han igen og igen sit netværk:
"Den støtte jeg har fået af mine sønner, svigerdøtre, børnebørnene og madklubben har hjulpet mig hertil, hvor jeg er," siger han.
Sidstnævnte er en klub, han er blevet medlem af gennem sin svigerdatters far, Mogens. Han blev alene for 14 år siden, og de to mænd mødes cirka hver tredje uge med tre kvinder fra omgangskredsen, som også er blevet alene. I november måned 2010 er det blevet Oles tur til at være vært. De to mænd står i køkkenet med forklæder på det meste af eftermiddagen og med et glas rødvin indenfor rækkevidde. Menuen står på dyrekølle fra et dyr, som Ole selv har skudt. Dertil rødkålssalat og flødepeberrod og ribsgele.
"Det er vanskeligere at lave mad end at være landmand. Jeg har aldrig i mit liv været klar over, hvor svært det var, og at det tog så lang tid," siger Ole, der står og rører en dressing.
Han har et print af opskriften på bordet foran sig.
Men madklubben handler ikke kun om menuen. Kriteriet for at blive optaget er, at man er alene. For sorg og savn kan være svært at forstå for dem, der ikke har været igennem det, siger Ole.
"I gamle dage sagde jeg ind imellem: 'Nu kigger jeg på klokken, og så får I et kvarter til at snakke død og sygdom.' Men det gør jeg ikke længere. Jeg har behov for at tale om Bodil. Og de andre fire har det på samme måde med deres ægtefæller."
Da kvinderne ankommer, bliver de sat omkring sofabordet med kaffe og basser. Samtalen handler blandt andet om en stor rejse, de skal på sammen i efteråret 2011 gennem landboforeningen: safari til Kenya. Det var Oles idé.
"Jeg har altid haft lyst til at se de store vilde dyr i naturen – man kan jo kun se dem i Zoologisk Have. Jeg spurgte Bodil flere gange, hun sagde prompte nej. Hun var så bange for kryb. Men nu skal det være."
Bodils soveværelse står stadig, som da hun døde. Ole peger derind, da han er på vej ind for at servere snacks til rækken af gæster i sofaen.
"Det er vanskeligere at lave mad end at være landmand. Jeg har aldrig i mit liv været klar over, hvor svært det var, og at det tog så lang tid," siger Ole, der står og rører en dressing.
Han har et print af opskriften på bordet foran sig.
Men madklubben handler ikke kun om menuen. Kriteriet for at blive optaget er, at man er alene. For sorg og savn kan være svært at forstå for dem, der ikke har været igennem det, siger Ole.
"I gamle dage sagde jeg ind imellem: 'Nu kigger jeg på klokken, og så får I et kvarter til at snakke død og sygdom.' Men det gør jeg ikke længere. Jeg har behov for at tale om Bodil. Og de andre fire har det på samme måde med deres ægtefæller."
Da kvinderne ankommer, bliver de sat omkring sofabordet med kaffe og basser. Samtalen handler blandt andet om en stor rejse, de skal på sammen i efteråret 2011 gennem landboforeningen: safari til Kenya. Det var Oles idé.
"Jeg har altid haft lyst til at se de store vilde dyr i naturen – man kan jo kun se dem i Zoologisk Have. Jeg spurgte Bodil flere gange, hun sagde prompte nej. Hun var så bange for kryb. Men nu skal det være."
Bodils soveværelse står stadig, som da hun døde. Ole peger derind, da han er på vej ind for at servere snacks til rækken af gæster i sofaen.
"Nu skal det snart ryddes. Min svigerdatter har sagt, at hun nok skal komme og hjælpe mig med at pakke det i kasser. Når du kommer næste gang, er det væk!" siger han.
Det er 2011. Det første år uden Bodil er gået. Som så mange gange før sidder Ole og jeg med ostemadder og kaffe ved spisebordet. Ole sidder på det, der engang var Bodils plads:
"Jeg bliver mere og mere moden til, at Bodil ikke er her mere. Og en dag tænkte jeg: 'Hvorfor skal den stol ikke bruges?' Jeg sagde til mig selv, at jeg skal passe på, at jeg ikke gør tilværelsen tom. Det kunne jeg godt komme til, ved at holde Bodils stol tom."
"Hvornår tænker du mest på hende?"
"Mest hele tiden," svarer Ole og ler let – næsten lydløst.
Og så tilføjer han:
"Men jeg tror ikke, man kan blive ved med at sørge. Jeg bliver nødt til at konstatere, at hun ikke er her mere. Selv om det er en barsk omgang."
Og han hører stadig hendes stemme.
"Ork ja. Det tror jeg aldrig giver slip. Hvis jeg skal ud af døren og måske har sat mit tøj lidt tosset sammen, så hører jeg hende: 'Nej, Ole, sådan kan du da ikke gå ud'."
Han brugte tre måneder på at pakke Bodils tøj ned i fem flyttekasser. I sidste uge blev de afleveret til Røde Kors. Den gamle seng er røget ud. Han har købt en ny, og for to dage siden overnattede han for første gang i husets soveværelse.
"Det var ubehageligt at lægge hendes tøj væk. Fordi det gjorde ondt. Når man stod med det mellem hænderne, kom det jo op, hvad det havde været brugt til. Det var det, vi havde gjort sammen og haft sammen. Men det var gode minder. Vi har sørme haft det godt sammen. Og jeg tænker, at man måske havde taget sig endnu mere kærligt af hende, hvis man havde været klar over, hvor godt man havde det. Det mærker man faktisk mere nu."
vaaben@k.dk
Sådan gjorde vi:
Kristeligt Dagblad mødte Bodil Hansen på Hospice Sjælland, før hun døde og hun sagde ja til at medvirke i artiklen. Kristeligt Dagblad deltog i hendes begravelse og har siden mødtes med Ole Hansen seks gange i hans første år som enkemand.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste Liv&Sjæl
- 26. maj Den videnskabelige teolog og den teologiske videnskabskvinde
- 26. maj Brunkulsbørster er historiens oversete helte
- 25. maj Kommentar: Sundhedisme er blevet den nye religion
- 25. maj Indtil sygdom skiller os ad
- 25. maj Jeg bevæger mig til smertegrænsen
- 25. maj Billedserie: Lykken er at komme sidst
- 25. maj Nys bare – pollen-sæsonen er over os
- 25. maj Helligånden er blevet sat i skammekrogen
- 25. maj Han kimer pinsen ind
- 25. maj Kronisk depression og søvnproblemer
Stillinger
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 2 |
Den hule europæiske fest |
Clausny
28 min. siden |
| 2 |
Sv. Den videnskabelige... |
HBP
1 time siden |
| 5 | Sv. Tænk... |
Nederby...
4 timer siden |
| 2 |
Sv. Kan man have omsorg for et... |
Jørgen...
8 timer siden |
| 72 |
Sv. Præst står til kraftig... |
Heinrich R.
10 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
