Foråret har endelig fået varmet Sverige op, og dagene tilbringes i haven, på terrassen eller i landets mange skove og parker. Solen nydes bedst med hjemmelavet saft og møre og sprøde småkager
Muffins, cupcakes og croissanter har sneget sig ind i det svenske ordforråd og er efterhånden blevet en fast del af sortimentet hos landets bagere og konditorer.
Men en ny tendens er, at husmødre, bagersvende og andre madinteresserede er begyndt at vende tilbage til de gammeldags svenske traditioner. Især småkager har fået en renæssance, og kanel, kardemomme og strøsukker kan igen ses og duftes i montren hos de toneangivende vandingshuller i Stockholm.
LÆS OGSÅ: Semlor er fastelavnsboller på svenskFor eksempel serverer Moderna Museet og Stadsteatern i Stockholm småkager til kaffen i deres caféer. En klassiker er at bage med mørdej, som har været en del af svensk bagertradition i mange generationer. I 1940'erne var man mærket af krigen, som betød rationering af smør og sukker, og i slutningen af årtiet fråsede svenskerne igen i gode råvarer, og det kunne mærkes på kagerne, som struttede af flødeskum og marcipan. I midten af århundredet kom de første store indvandrergrupper til Sverige og bragte nye opskrifter med sig. Blandt andet blev franske og italienske kager populære.
I 1970'erne nåede sundhedsbølgen Sverige, og smør, sukker og hvidt mel blev droslet ned til fordel for frugt, cocktailbær og grovere melsorter. 1990'erne gjorde op med helsehysteriet, og det blev igen moderne at gå på konditori efter devisen "lidt, men godt".
Den samme filosofi kan hæftes på småkagerne, som med deres mindre størrelse er perfekte til en afslappet kaffeslabberas eller "fika"-pause. Og mens en nylig undersøgelse viste, at svenskerne kun bruger et kvarter hver dag på at lave mad, sætter de gerne tid af til at bage. Mørdejen i denne opskrift rækker til flere forskellige kager, som kan varieres i det uendelige.
barslev@k.dk