“Søndagsfolket” er under angreb

Omfanget af kristenforfølgelser er i dag så stort, at der er tale om et globalt mønster. Sådan lyder det samstemmigt fra internationale eksperter og organisationer, der specialiserer sig i spørgsmålet om trosfrihed.

USA's kommission for international religionsfrihed, USCIRF, er blandt de myndigheder, der advarer om en verdensomspændende vækst i kristenforfølgelser, og ifølge den globale kristne organisation Open Doors (Åbne Døre) er cirka 100 millioner kristne i dag udsat for religiøst baserede overgreb såsom trusler, vilkårlige fængslinger, drab, prygl, afpresning, gruppeoverfald og kirkeafbrændinger.

"Den trosbaserede undertrykkelse af kristne er vokset, og den stadig tager fart. Det er en ofte overset sandhed, at flere kristne er blevet dræbt og tortureret på grund af deres tro i løbet af de seneste 100 år end i de foregående 1900 år," siger Carl Moeller, der står i spidsen for den amerikanske afdeling af Open Doors, hvis kernemission er at forbedre forfulgte kristnes vilkår.

Den vurdering bakkes op af blandt andet 2011-rapporten fra den britiske gren af den katolske organisation Aid to the Church in Need (Hjælp til Kirken i Nød), som vurderer, at 75 procent af alle religiøse forfølgelser i verden i dag går ud over kristne. Og i to tredjedele af alle de lande, hvor undertrykkelsen er strengest, er der ifølge rapporten klare tegn på, at situationen er i forværring.

"Forfølgelser, vold, diskrimination og lidelse er en livsform for millioner af kristne, der rundt omkring på kloden udlever deres tro," konstaterer Aid to the Church in Need.

Ifølge undersøgelser og ekspertkilder er det i dag værst at være kristen i Mellemøsten, i de kommunistiske lande og i dele af Afrika og Sydasien. Forfølgelserne kan være af social karakter, eller de kan være rodfæstet i statslig undertrykkelse, hvor myndighederne diskriminerer mod nogle religiøse grupper og gør dem til andenrangsborgere, der nægtes basale borgerrettigheder såsom forsamlingsfrihed og retssikkerhed.

Nordkorea, hvis diktator Kim Jong-Il betragter troende som en trussel mod sit styre, anses generelt for at være den plet på kloden med mindst religionsfrihed. Her har kristne end ikke ret til at eksistere. Regimet infiltrerer husmenigheder og sætter fælder for skabskonvertitter, og borgere, der afsløres i nogen som helst form for religiøs aktivitet, kan straffes med tortur, henrettelse eller livslang arbejdslejr. Ifølge de nyeste oplysninger i det amerikanske udenrigsministeriums årlige rapport om vilkårene for trosfrihed i alle verdens lande huser Nordkoreas fængsler op mod 40.000 religiøse fanger.

De øvrige værste misdædere ifølge USA er Kina, Iran, Sudan, Eritrea, Saudi-Arabien, Usbekistan og Myanmar (Burma). Disse lande har plads på USA's seneste sorte liste over "særligt bekymrende lande", der risikerer sanktioner som straf for "uhyrlige krænkelser af religionsfriheden".

USA har desuden skarpe ord til overs for lande som Saudi-Arabien, Somalia, Pakistan, Indonesien og Irak, hvor især kristne, men også muslimske mindretalssekter, udsættes for overgreb. Open Doors, der hvert år rangerer de 50 steder i verden, hvor det er vanskeligst for kristne at praktisere deres tro, fremhæver, at problemerne ofte er størst i netop muslimske lande.

"Mange kristne i de muslimske dele af verden går rundt med en regulær skydeskive på ryggen. Og det er ikke kun frihedsfjendske regeringer, der holder kristne nede. Ofte hersker der en underliggende social fjendtlighed over for kristne, som er rodfæstet i kultur og familie," siger Carl Moeller fra Open Doors.

Som verdens største trossamfund og i nogle mellemøstlige lande også det største religiøse mindretal er det generelt de kristne, der rammes hårdest, når religionsfriheden trues, påpeger FN's særlige rapportør for religionsfrihed, Heiner Bielefeldt.

"Men det er vigtigt at bemærke, at forskellige kristne mindretal ofte også behandles forskelligt i et givet land. Nogle isolerede kristne menigheder nyder en forholdsvis stor frihed til at dyrke deres tro, hvorimod andre, der opfattes som en større trussel, kan blive udsat for forfølgelse. Det gælder for eksempel i Iran, hvor de ortodokse armeniere, der holder messer på armensk og kun henvender sig til etniske armeniere, opfattes som forholdsvis ufarlige, hvorimod for eksempel evangelikale kirker, der prædiker på farsi og kan tænkes at missionere, udsættes for undertrykkelse," påpeger han.

Også Paul Marshall, der er seniorforsker på Center for Religious Freedom ved den konservative amerikanske tænketank Hudson Institute, betoner den tiltagende religiøse forfølgelse i den muslimske verden og betegner den stigende brug af strenge blasfemilove som den mest bekymrende aktuelle globale tendens.

"Tidligere var Saudi-Arabien det eneste land i verden med en ekstremistisk islamistisk lovgivning, men inden for de seneste 30 år har flere andre lande fulgt trop. Lovgivninger, der kriminaliserer blasfemi og frafald, er særdeles farlige, fordi de bruges til at undertrykke både trosmindretal og politiske reformkræfter," siger Paul Marshall.

Han fremhæver særligt Pakistan og landets blasfemilov, der forbyder konvertering fra islam og kritik af islam. I januar blev den progressive guvernør i Punjab-provinsen, Salman Taseer, der var modstander af blasfemiloven, myrdet, og i marts blev en anden fremtrædende kritiker af loven, den kristne minister for mindretal Shahbaz Bhatti, likvideret af ekstremister. Selvsamme dag, som Bhatti blev lagt i graven, blev 11 andre pakistanere ofre for blasfemiloven. Og den kristne mor til fem, Asia Bibi, hvis dødsdom for blasfemi har påkaldt sig verdens opmærksomhed, venter stadig på sin skæbne.

"Der synes i dag ingen ende at være på den slags sager," bemærker Paul Marshall.

Syndfloden af kristenforfølgelser kommer ikke uden forvarsel. Kristne har været ofre for undertrykkelse igennem hele det 20. århundrede, hvor særligt den kommunistiske ideologi tegner sig for de største forbrydelser.

Andrea Riccardi, grundlægger af det katolske broderskab Saint'Egidio, der er kendt for sit engagement i den internationale religionsdialog, taler ligefrem om "et massemartyrium" i det 20. århundrede. Med Vatikanets omfangsrige arkiver som kilde har Riccardi, som også er professor i historie ved Sapienza-universitetet i Rom, i murstensværket "De døde for deres tro" kortlagt de katolske og andre kristne ofre for forfølgelse op igennem det 20. århundrede.

"Alle kristne trosretninger er blevet ramt af volden i det forgangne århundrede," konstaterer Riccardi, som anslår, at mindst 500.000 kristne omkom i de sovjetiske gulag-lejre og især på Solovki-øerne, hvor en fangelejr særligt for kristne blev indrettet i et tidligere kloster.

Dertil kommer ofrene for Adolf Hitlers ønske om at erstatte kristendommen med den nazistiske ideologi samt undertrykkelsen af kristne i Det Osmanniske Rige, især med folkemordet på én million armeniere, og undertrykkelserne i det kommunistiske Kina, Korea og Vietnam.

Da århundredet begyndte at gå på hæld, var Kina og det kommunistiske Østeuropa skuepladserne for de største problemer med religiøs forfølgelse, fortæller Paul Marshall.

"Situationen var især rædselsfuld i Kina under 1970'ernes kulturrevolution, hvor troende blev smidt i grufulde straffelejre. Så skete der en midlertidig åbning i Kina i 1980'erne og frem til 1990'erne, mens der foregik uhyrligheder i sovjetstaterne. Efter Berlinmurens fald forbedredes situationen i dele af den tidligere østblok," siger han.

Antallet af sorte pletter på globussen er vokset siden da, og det 21. århundrede tegner sig ifølge forskere og organisationer til at blive blodige tider for udsatte kristne. Den nu afdøde pave Johannes Paul II var blandt dem, der varskoede om dette, da han i 1994 konstaterede: "I det første årtusinde udsprang kirken af martyrernes blod. Ved afslutningen af det andet årtusinde er den påny blevet en martyrernes kirke."

"Førhen stod ateistiske, religionsfjendtlige regimer ofte bag forfølgelserne. I dag ser vi, at kristne snarere dræbes, fordi de repræsenterer idealet om, at forskellige trosretninger kan leve side om side i en tid, hvor spændingerne mellem religionerne er blevet forstærket i kølvandet på terrorangrebet på USA i 2001," siger Marco Gnavi, sekretær for en Vatikan-kommission nedsat op til årtusindskiftet med det mandat at identificere kirkens nye martyrer.

Denne analyse bekræftes af undersøgelser af kristenforfølgelser verden over.

"Den tidligere ateistiske tendens til at sige 'nej' til al religion bliver mindre udbredt og opleves hovedsageligt i Kina, Nordkorea og Cuba. Den nye tendens i undertrykkelsen af religiøse minoriteter er i stedet et 'ja til religion, men kun til én religion'," påpeger Berthold Pelster fra den tyske afdeling af gruppen Hjælp til Kirken i Nød.

Denne udvikling er ifølge Pelster et resultat af voksende fundamentalisme, som sætter lighedstegn mellem national og religiøs identitet.

"Det er tilfældet i visse indiske delstater, hvor nationalistiske hinduorganisationer har vundet frem og forsøger at gennemtvinge en homogent hinduistisk stat, hvor der ikke er plads til religionsfrihed for andre. Det er samme mønster, som vi ser i en række muslimske lande. I Iran er den eneste gode statsborger shiamuslim, i Tyrkiet er det en sunnimuslim, der også taler tyrkisk. I Irak er der nærmest tale om en udrensningsproces, hvor kristne, men også andre minoriteter gøres til andenrangsborgere," fastslår han.

Og denne udvikling er tæt forbundet med en fundamentalistisk, politisk islam, som har været i fremmarch i de seneste 20-30 år.

"Situationen for de kristne mindretal i Mellemøsten er forværret i takt med, at Saudi-Arabien har haft held til at benytte sine oliepenge til at eksportere den wahabistiske salaf-udgave af islam, der vil udrydde enhver mindretalsreligion for at opnå den rene, oprindelige islam. Som egypter har jeg set, hvordan saudiske penge har finansieret skoler, uddannet imamer og langsomt, men sikkert promoveret den fundamentalistiske islam i landet," fastslår Samir Khalil Samir, der er jesuit og professor i islamologi ved Saint Joseph-universitetet i Beirut og Det Pavelige Institut for Arabiske Studier i Rom.

Samme mønster tegner sig i blandt andet Nigeria, hvor unge muslimer tilbydes mulighed for at studere i Saudi-Arabien eller i Pakistan og kommer tilbage som fundamentalister, hvor de er med til at forvandle økonomiske og sociale konflikter om eksempelvis adgangen til jord til en religiøs konflikt mellem kristne bønder og muslimske hyrder.

"I Mellemøsten fremstiller fundamentalisterne de kristne mindretal som fremmedelementer til trods for, at de kristne menigheder i regionen hører til verdens ældste. De kristne identificeres med Vesten, især efter terrorangrebet på USA i 2001 og den amerikanske invasion af Irak," påpeger Samir Khalil Samir.

Også Paul Marshall fra det amerikanske Hudson Institute understreger Saudi-Arabiens indflydelse. Den bredere forklaring på stigningen i religiøs forfølgelse i det 21. århundrede har imidlertid alt at gøre med globalisering, understreger han og bruger de voldelige reaktioner på Jyllands-Postens tegninger af profeten Mohammed i 2005 som eksempel.

"For 150 år siden ville ingen i Iran have anet, hvad som blev trykt i en dansk avis, men i dag er verden knyttet sammen. Samtidig eksponeres selv små isolerede og religiøst homogene samfund nu for radio, tv og internettet, og det betyder, at førhen faste antagelser udfordres. Derfor mobiliserer religiøse grupper nu for at forsvare deres stillinger. Globaliseringen skaber en situation, hvor religioner er mere aktivistiske, og det går ofte ud over kristne," forklarer Paul Marshall.

Dette støt voksende pres på kristne minoriteter har ifølge flere eksperter længe været en blind vinkel i international politik og i nyhedsmedierne.

"Vestlige udenrigspolitiske aktører behandler religionsfrihed stedmoderligt. Det skyldes primært, at mange af de, som arbejder med frihedsrettigheder, har sekulære udsyn og derfor en tendens til at overse religiøse dynamikker. Og når det gælder kristenforfølgelser, så er der den særlige udfordring, at kristne ofte opfattes som priviligerede hvide vesterlændinge. Folk glemmer, at to tredjedele af verdens kristne lever uden for Vesten," siger Paul Marshall.

I FN har diskussionen om religionsfrihed i de seneste år været fastfrosset af den muslimske medlemsbloks forsøg på at få indført et forbud mod religionskritik, der ville stadfæste en slags international blasfemilov.

Flere vestlige regeringer – anført af USA, der som det eneste land officielt har gjort fremme af religionsfrihed til et kerneområde i udenrigspolitikken – er imidlertid begyndt at sætte fokus på emnet.

Organisationen for Fred og Sikkerhed i Europa, OSCE, har eksempelvis udpeget en særlig rapportør for "kristianofobi", som skal udarbejde rapporter om vilkårene for religionsfrihed i de enkelte medlemslande. Også EU's institutioner har taget problemet op efter nylige angreb på kirker i Irak og i Egypten. I januar vedtog Europa Parlamentet en resolution, der anbefaler at gøre religionsfrihed til et centralt element i EU's menneskeretspolitik, og opfordrer til udarbejdelsen af en europæisk strategi for forsvaret af religionsfrihed, herunder en liste over tiltag over for krænkende lande.

Flere EU-lande har imidlertid været modvillige mod specifikt at nævne kristne mindretal. Den udtalelse, som Det europæiske Råd vedtog i januar som en reaktion på kirkeangrebene i Irak og Egypten, nævnte eksempelvis ikke kristne, og kun efter vanskelige forhandlinger lykkedes det rådet i februar at blive enige om en ny konklusion, hvor kristne nævnes på lige fod med andre religiøse mindretal, som udsættes for forfølgelse.

Et afgørende tegn på, at noget er i opbrud, er udviklingen i FN's Menneskeretsråd, hvor den muslimske blok i slutningen af marts tilsyneladende opgav sit 11 år lange krav om at kriminalisere "bagvaskelse af religion".

"Det er et meget stort fremskridt og udtryk for, at noget har ændret sig," mener Arie de Pater, som følger FN's arbejde med religionsfrihed i Geneve for blandt andre Open Doors og Evangelical World Alliance.

Han henviser til de nylige drab på politikerne Salman Taheer og Shahbaz Bhatti i Pakistan som forklaringen på denne udvikling.

"Disse mord åbnede pludselig øjnene for, hvilke konsekvenser de pakistanske blasfemilove, og dermed også et forbud mod 'bagvaskelse af islam', kan få," siger Arie de Pater.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at religionsfrihed og indsatsen mod kristenforfølgelser nu har fået førsteprioritet i international politik og i de vestlige landes diplomati. Handelsaftaler med Kina, Mellemøstens olie og strategiske interesser i blandt andre Pakistan vejer stadig tungere end religionsfrihed, påpeger OSCE's særlige repræsentant for "kristianofobi", Massimo Introvigne.

"Religionsfrihed er ikke en topprioritet. Intet vestligt land vil for alvor risikere sine handelsforbindelser med Kina eller Indien med krav om beskyttelse af kristne i disse lande. Det er en kendsgerning, som kun kan ændres af pres på regeringerne nedefra. Fra vælgerne," konstaterer han.

pedersen@k.dk

nyholm@k.dk