Stegte duer

Der findes en ældre, poetisk vending om kvinder med duesind, som digteren Carsten Hauch er citeret for i Ordbog over det Danske Sprog, og det henviser til et blidt, medgørligt sind.

Måske er det duens særlige, bløde hovedfacon og dens klare øjne, der forlener den med blidhed, måske er det, fordi den har gjort tjeneste for mennesker i århundreder blandt andet som brevdue, men i hvert fald indgår duen i mange fortællinger som en ven.

LÆS OGSÅ:  Ud af boksen

Duer forbindes med kærlighed og elskovspoesi, eksempelvis i Højsangen, og der er da heller ikke mange fugle, der som duer så ganske ugenert kan kurre og lave galanterier på taget eller på åbne pladser, så mennesker vel må blive ganske inspirerede.

Duen spiller en helt særlig rolle i kristendommen. Noa udsender en due fra sin ark, der vender tilbage med et olieblad som symbol på syndflodens ende.

Det er dette symbol, der lever videre i forestillingen om duen som billede på fred og som håb. Den hvide due er desuden blevet et symbol på Helligånden, der stiger ned og op mellem himmel og jord.

Sprogligt set er duen kommet til os fra det oldnordiske dùfa, det gotiske dubo og det tyske Taube, der alle fortaber sig bagud i tid. Duer har simpelthen været en del af vore fortællinger så længe, at navnet fortaber sig. Og der er kommet mange nye fortællinger til.

Eksempelvis kendes talemåden, at stegte duer flyver én i munden, fra 1700-tallet, og det betyder, at livets goder frembyder sig uden besvær. Holberg kunne divertere sine læsere med en sætning som "Det er et velsignet land, hvor stegte duer flyve i luften!".