Oversættelsens svære kunst

For selvom man i universitetsverdenen er blevet bevidstgjort i forhold til de forskellige syn på oversættelser, er det langtfra alle litteraturanmeldere, der interesserer sig for betingelserne for en god oversættelse. Faktisk anmelder de sommetider stadig ud fra samme præmis som for mange 100 år siden, mener Viggo Hjørnager Pedersen.

"Nogle anmeldere arbejder stadig ud fra opfattelsen af, at alt kan lade sig gøre. At man kan gengive hele indholdet af en tekst fuldstændig korrekt uden at vise, at der er tale om en oversættelse. Måske tager de simpelthen for givet, at alt fra originalen er med. Men den videnskabelige debat i det 20. århundrede har klargjort, at man ikke kan få begge dele. Det ligger simpelthen i sprogets natur, fordi sprog er så forskellige fra hinanden," siger han.

I det forrige århundrede var filosofien bag kunsten at oversætte helt anderledes end i dag. Her var "klip en hæl og hug en tå" en gængs og respekteret arbejdsmetode. Hvis en oversætter følte, at ord, sætninger eller ligefrem hele kapitler af fremmedsprogede romaner kom i vejen, blev de drilske sider kasseret, fortæller Viggo Hjørnager Pedersen.

Hans studerende på Københavns Universitet sidder netop nu med to danske oversættelser af den kendte klassiker "Ivanhoe" skrevet i 1819 af den skotske forfatter Sir Walter Scott. Oversættelserne er vidt forskellige, og i den ene udgave mangler store passager, der er en vigtig del af historien om Ivanhoe.

Arild Batzer, som driver det lille forlag Batzer & Co, har også oplevet, hvor forskellige karakterer to oversættelser af den samme bog kan have.

"Det er almindelig kendt i forlagskredse, at man tidligere havde en anden filosofi, når man oversatte. Der undlod man sommetider ting eller gendigtede dem med en vis frihed, mens man i dag oversætter mere tekstnært. Det siges for eksempel om Ejnar Thomassens oversættelser af Dostojevskij, at de var meget farvet af Thomassens egen religiøsitet. Og da jeg for nogle år siden udgav Strindbergs "Inferno" fra 1897, viste det sig, at den gamle oversættelse var fuld af fejl. For eksempel havde oversætteren udeladt hele passager af teksten. Måden, man oversætter på, ændrer sig med tiden, ligesom sproget gør det, og derfor siger man også, at hver ny generation fortjener en nyoversættelse af klassikerne," siger Arild Batzer.

Set fra en oversætters synspunkt er det ikke nemt at opnå det perfekte resultat og imponere både læsere, anmeldere og kolleger. Faktisk er det umuligt, mener Iben Hasselbalch, der er cand.mag. og oversætter. Hun har redigeret bogen "Glas kaster skygge – Om litterær oversættelse" fra 1999 og har selv skrevet et af bogens kapitler. Hun fortæller, hvordan hun stødte ind i flere problemer, da hun oversatte klassikeren "Don Quijote" af den spanske forfatter Miguel de Cervantes.

"Jeg sad med et meget stort problem, fordi "Don Quijote" er skrevet på guldaldersprog. Hverken jeg eller de danske læsere kan dansk guldaldersprog, så jeg måtte finde et tidløst sprog og undgå de knudrede gammeldags sætninger og forsøge at glatte det mere ud. Det skal man imidlertid også være varsom med, men jeg har prøvet at opnå en form, hvor læseren ikke møder for mange sten på vejen. Det kan også være ret vanskeligt for anmeldere at bedømme en oversættelse. For det, at det danske sprog flyder godt, er ikke ensbetydende med, at det er en god oversættelse. Hvis en original er strittende, skal oversættelsen nemlig også have lov at være det," siger hun.

Og hun kender udmærket til den evige debat mellem oversættere og anmeldere om, hvor tæt oversættelsen bør ligge op ad originalen.

"For mig er noget af det vigtigste, at jeg når ind til bogens ånd. At huske på også at oversætte det, der står mellem linjerne. Oversættelsen skal være dækkende og passe i stilniveauet, men at nå frem til det resultat kræver valg og fravalg undervejs. Hvis en kunstmaler laver en kopi af et maleri, gør hun det ud fra sin egen personlighed. Sådan er det også med oversættelse," konstaterer Iben Hasselbalch.

graa@k.dk