Med Putin som pressechef

De fleste journalister og redaktører har givet udtryk for en vis afmatning oven på krisen. Mange vurderer, at de fleste danskere ikke længere orker at diskutere halalkød, tørklæder, omskæring, moskébyggeri og kirkelukninger.

På enkelte medier er der fortsat journalister med ansvar for at dække integration og udlændingepolitik. Men de fleste medier vælger i stigende grad at lade disse emner indgå i den øvrige dækning, når det er relevant.

"Efter Muhammed-krisen var vi opmærksomme på fortsat at skrive kritisk om muslimer, men også på at skrive positive historier. Nu skriver vi ikke længere så mange 'solstrålehistorier'. Det næste skridt må være, at vi inddrager etniske minoriteter som kilder i alle mulige sammenhænge uden at tage dem med for at opfylde en kvote," som en nyhedsjournalist udtrykte det.
Kvotetænkning og censur er noget, de fleste russiske journalister nævner som karakteristisk for deres virke.

"Vi dækker nationale mindretal, det er en del af vores opgave. Der er 152 anerkendte mindretal i Rusland, og vi skriver om dem, når de fejrer kulturelle mærkedage," siger en journalist, der arbejder på en regional webavis.

"Men vi har aldrig overvejet at skrive kritisk om dem. Det ved jeg heller ikke, om vi bør gøre, for i forvejen er der meget had mod minoriteter, og vi har et ansvar for ikke at skabe konflikter," siger hun.

De fleste af de danske journalister, jeg har interviewet, ville opponere imod den udlægning. De anerkender, at de har et ansvar, men mener primært, at dette ansvar går på at tjekke deres historier grundigt, lade begge parter i en konflikt komme til orde og så ellers afdække problemer, så læsere, lyttere og seere får et oplyst grundlag at tage stilling på.

Blandt de russiske journalister på seminaret var der stor tvivlrådighed om journalistens ideale rolle.

"Vi kan ikke skrive frit," som en af dem sagde. "Og hvis vi kunne, ville vi være i tvivl om, hvad vi skulle gøre."

Nogle oplevede direkte censur fra politikere, bladchefer eller bureaukrater. Andre undlod at skrive om højreekstremisme af frygt for repressalier fra disse grupper, og andre igen nævnte, at de undlod at skrive positivt om andre kristne trossamfund end den russisk-ortodokse kirke.

De var frustrerede over den indskrænkning af pressefriheden, de havde oplevet under Putin. Overgreb og drab på journalister er taget til, mens politi og retsvæsen sjældent gør en reel indsats for at efterforske sagerne og dømme gerningsmændene.

De fleste journalister vurderede dog, at Putin og hans støtter ikke behøver at tage voldelige metoder i brug for at forhindre kritiske journalister i at ytre sig. Som regel er det nok med trusler, pres og opkøb af medier. På den måde kan Putin få den "arbejdsro", som han finder nødvendig.

Kort før sit besøg i Danmark holdt han en tale i det russiske parlament, hvor han citerede en af tsartidens berømte regeringschefer Pjotr Stolypin for en advarsel til de revolutionære kræfter: "Vi har ikke brug for mægtige omvæltninger. Vi har brug for et mægtigt Rusland." Han henviste desuden til Stolypins løfte om at "forvandle Rusland", hvis han fik "20 års ro".

Netop stabilitet og et Rusland, der kan markere sig på globalt plan, er en drøm, mange russere – også journalister – deler med Putin. Efter nogle års euforisk håb om demokrati, social retfærdighed og individuel frihed mistede mange russere fremtidstroen under den økonomiske krise i slutningen af 1990'erne. Siden har gunstige priser på gas og olie skabt en vis økonomisk fremgang, men den sociale ulighed er stigende. Antallet af hjemløse er oppe på fire-fem millioner mennesker, og i landregionerne er arbejdsløsheden tordnende høj. Hvert år udvandrer op mod 300.000 russere i den arbejdsdygtige alder. Endnu flere søger ind til de større byer, hvor mange ender i misbrug og kriminalitet.

Det synes oplagt, at de russiske medier tager fat på at beskrive social nød og højreekstremisme. Ikke mindst nu, hvor valgkampen frem mod præsidentvalget næste år er i gang, og præsident Medvedev lægger en vis afstand til Putin ved at slå på behovet for demokratisering og sociale reformer. Men de russiske medier bringer kun få reportager om social nød og racisme. I stedet har de i de seneste måneder givet plads til en mere rå debat, hvor hjemløse omtales som arbejdssky elementer, migranter som en trussel mod hårdtarbejdende russere og homoseksuelle som undergravende for den offentlige moral.

Her kommer kirken ind i billedet. Efter Sovjetunionens sammenbrud vejrede den russisk-ortodokse kirke morgenluft, og den har markeret sig med støtte til Putins forsøg på at "genoprette den nationale moral". Det betyder blandt andet en ret uforsonlig linje over for homoseksuelle – hvilket jeg genfinder blandt flere journalister. En ældre journalist giver udtryk for, at de homoseksuelle er ved at overtage det russiske samfund, smitte de rodløse unge med "unaturlige" idéer og forstærke den negative demografiske udvikling.

"Hvis vi skriver om bøssernes parader, underminerer vi samfundets moral. Det vil jeg ikke medvirke til. Tror du ikke, at du skader udviklingen i Danmark ved at promovere homoseksuelle?", spørger hun. Til det må jeg svare nej.

Samme svar giver jeg den journalist, der foreslog, at min journalistiske praksis var udtryk for mod. Hvis jeg som journalist i Danmark vil udnytte min frihed fuldt ud, er det ikke homoseksuelle eller muslimer, jeg skal skrive om. Så er det snarere danskheden og kristendommen og vores vanskeligheder med at finde os til rette med disse størrelser i globaliseringen, jeg skal koncentrere mig om.

En måde at gøre det på kunne være at invitere russiske journalister til Danmark og bede dem kigge kritisk på os. Udpege vores "bombe i turbanen". Vores mest komiske karaktertræk, vores største tabuer. På den måde kunne vi vise, at vi tager pressefrihed alvorligt i praksis – og udnytter det faktum, at vi ikke har Putin som "pressechef".

Malene Fenger-Grøndahl er freelancejournalist og forfatter