louise graa christensen |
30. april 2011
Forfatter og oversætter Niels Brunse ved godt, at han fungerer som et filter mellem forfatter og læser, når han oversætter. Han fortæller her om de arbejdsmæssige og følelsesmæssige oplevelser undervejs i processen med at oversætte Shakespeares samlede stykker
Når forfatter og oversætter Niels Brunse arbejder med at oversætte et udenlandsk værk til dansk, har han gerne et billede af forfatteren bag liggende på sit skrivebord. Han har nemlig en ambition om at komme til at kende ham eller hende. At komme tæt på forfatterens verden, gemyt og færden. I øjeblikket og det næste lange stykke tid er det den store engelske forfatter William Shakespeare, han har kastet sig over. Og når børnene er sendt af sted, og morgenkaffen skyllet ned, går turen ind i arbejdsværelset. Her går Niels Brunse i gang med at rekonstruere stemningen, lydene og billederne i det tekststykke, han nåede til i går.
"Man skal næsten gå ind og være den forfatter, man arbejder med. Og selvom processen kræver en hel del hovedbrud, er det noget af det bedste, jeg ved. Derfor er Shakespeare efterhånden blevet en god ven, og nogle gange forekommer han mig næsten at være levende," siger Niels Brunse.
Niels Brunse har sat sig for at fordanske samtlige 37 teaterstykker af Shakespeare. I 2010 udkom første bind, og projektet med at oversætte de godt 400 år gamle tekster til spiseligt nudansk løber over de næste seks år. Mange anmeldere var imponerede af det første bind, og generelt er han kendt som en af landets dygtigste til sit fag. Men hvorfor er han så god?
"Jeg tror, den måde, jeg griber Shakespeares tekster an på, er vigtig. For når jeg oversætter, tænker jeg på, at det er tekster, som skal kunne spilles på en scene. Derfor lytter jeg meget efter en form for musik i sproget og prøver at finde noget lignende på dansk. Shakespeare bruger en masse kneb med rim, bogstavrim og halvskjulte associationer til andre ord. Det prøver jeg at genskabe på dansk, og det resulterer i en dybde, som er meget karakteristisk for Shakespeare," siger Niels Brunse.
I oversættelsesprocessen bliver ord og sætninger til et puslespil, der skal lægges. Og den frustration, som et lille barn kan føle, når brikkerne ikke vil falde på plads, kan også ramme en oversætter. Det samme kan den lykkefølelse, der opstår, når alle hjørner og kanter smelter sammen til et færdigt billede.
"Der er mange følelser på spil i arbejdet med at oversætte et værk. Plads, rim, rytme – der er et væld af ting at tage hensyn til. På den måde er det noget helt andet end at arbejde med en prosatekst, og man kan blive dødirriteret, når det ikke vil gå op. Ofte skal jeg igennem en koldstart, hvor man møjsommeligt må ind i sprogfornemmelsen og rytmen og tage det ord for ord. Men når det går godt, kommer jeg ind i en strøm af lethed, hvor det hele bare flyder."
Men Shakespeare-elskeren Brunse bilder sig ikke ind, at oversætteren kan undgå at være et filter mellem forfatten og læseren. Faktisk mener han ikke, at den perfekte oversættelse findes.
"Jeg sigter efter at være tro over for originalteksten, men samtidig er det ekstremt vigtigt for mig, at det er let og flydende. Når det så er sagt, er der ikke noget, der decideret må udelades, men hvis man virkelig bare oversatte det ord for ord og sætning for sætning, ville det blive utroligt klodset, og så går der også noget tabt. Det vigtigste er en rimelig præcis gengivelse af handlingen og personskildringen samt det at få en fornemmelse af, hvad originalens form er. Læseoplevelsen skal gerne være lige så god, som hvis man sad med originalen," siger han.
graa@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad