DET ER I Grundlovens paragraf 4 bestemt, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Folkekirken hviler på de i Danske Lov 2-1 nævnte bekendelsesskrifter, som er Bibelen, den apostolske trosbekendelse, den nikænske trosbekendelse og den athanasianske trosbekendelse, Den Augsburgske Bekendelse og Luthers lille Katekismus.
Grundlovens § 4 er ikke en hindring for noget som helst. Ordlyden kan betyde hvad som helst. Der findes ingen definition af hvad en "evangelisk-luthersk kirke" er. At der tales om en "folkekirke" er heller ikke defineret som begreb. Det tredje element i GRL § 4, er at den understøttes af staten, uagtet at der intet fremgår om på hvilken måde det skal ske.
Læser man referaterne fra Rigsdagens forhandlinger om Junigrundloven, fremgår det, at der med den første ubekendte menes et teologisk ståsted. Et ståsted, er involverer bl.a. luthers tankegods. Hvilket igen kan være hvad som helst - solo scriptura var Luthers kongstanke. I det mindste påstod han, at det var tilfældet.
Den anden ubekendte var et nys opfundent modeord, der udtrykte en forhåbning om at den stækkede kongemagt ikke længere skulle definere og diktere hvad statskirken skal mene og gøre, men at statens kirken fremover skulle være folkets. Hvilket forklarer den nuværende Grundlovs § 6, der dikterer vigtigheden af at statsoverhovedet der ligeledes er "folkekirkens" overhovede, trods alt ikke måtte erklære nye doktriner for kirkens. Således er danske monarker forhindret i at konvertere til f.eks. katolicismen.
På trods af antydningen af at statsoverhovedet ikke længere suverænt kan diktere nationalkirkens doktriner, er denne fortsat denne kirkes overhovede. Ligesom samme kirke fortsat er en statskirke.
Statskirkens forhold er ordnet ved lov. Det har de været i århundreder, ligesom stort set alt andet er reguleret ved lov. Kirkens doktriner er ganske rigtigt defineret af Danske Lov, fra 1683.
Landets lovgivere kan når som helst ophæve bestemmelserne i Danske Lov, og erstatte disse med hvad som helst de måtte beslutte. Det er flertallet af lovgiverne (ofte regeringen) der fortolker Grundloven, og hverken Højesteret eller andre har kan forventes at ville realitetsbehandle nogen som helst protester over nogle måtte mene, at der var tale om Grundlovsbrud af nogen art.
Hvad der derimod var et klart element af Rigsdagens forhandlinger om rigets første grundlov, var den store fokus der var på at der skulle indføres religionsfrihed. Det var det bærende princip i lovbehandlinger.
At grupper der føler sig særligt kristne forsøger at gøre retskrav på statskirke, folkekirke og det evangelisk-lutherske, er snarere en krænkelse af det meget klart udtalte ønske fra lovgiverne side.