Troens pris i oldkirken og nu

Dramaet om oldkirken er et af de store dramaer i verdenshistorien – hvis ikke det største. For det handler om en lille flok kristne, der hånes og undertrykkes af den ene kejser efter den anden, men som bærer deres prøvelser med oprejst pande, og som bekæmper sværdet med ordet og til sidst besejrer den stærkeste stat i historien.

I det gamle Rom forfulgte man nemlig de kristne, fordi de ikke ville dyrke den tids helligdom – kejserkulten. Man havde dengang udnævnt kejseren til gud, men de kristne ville ikke ofre et hvedekorn eller en vindråbe på kejserens alter, for de ville slet ikke anerkende hans guddommelighed. Rom var ellers kendt for at være yderst overbærende, men ved at nægte at deltage i kejserkulten bestred oldkirken Roms grundlag, ifølge hvilket der ikke måtte være nogen over eller ved siden af kejseren. Derfor led mange kristne den tort at ende som fodertilskud til løverne.

LÆS OGSÅ: Kirkefædrene gjorde mennesker ansvarlige

Når vi har et ganske indgående kendskab til oldkirkens situation og udfordring, så skyldes det især Eusebs kirkehistorie, der nu foreligger i en fortræffelig ny oversættelse. Euseb skildrer oldkirken som en institution, der stod fast på sit udgangspunkt, skønt tidens bølger gik højt. Men de første kristne lagde sig ikke på ryggen og lod bølgerne drukne sig. Bevægende er det at læse Eusebs skildring af den gamle biskop Polykarp, som de romerske myndigheder indtrængende forsøger at få til at afsværge Kristus til fordel for kejseren. Polykarp ender som martyr, fordi han uanfægtet svarer: "I seksogfirs år har jeg tjent ham (Kristus), og han har intet ondt gjort mig. Hvordan kan jeg da spotte min konge, som har frelst mig?".