Tv-seere vil huske hende fra transmissionen i sidste uge fra brylluppet i det britiske kongehus. DR 1's Tine Götzsche siger selv, at kultur er med til at klæde hende på til at forstå de mange nyheder, som hun dagligt beskæftiger sig med
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
"Jeg var litteratursulten og fandt tilfældigt i en boghandel "Mennesket er en stor fasan i verden" af Herta Müller. Jeg slugte den på en dag, fordi den fuldstændig bjergtog mig. Den er egentlig deprimerende og handler om det tyske mindretal i Rumænien, men jeg lo også flere gange ad nogle helt absurde scener. Der er for eksempel en dame i bogen, som dør. Hun kunne godt lide te, og den dag, hvor hun skal begraves, øsregner det, så der ligger vand nede i graven. I bogen er der så en bemærkning om, at så fik hun da te til sin begravelse. Det fik mig til at le."
LÆS OGSÅ: En modig kvindeHvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
"Som 17-årig læste jeg William Styrons 'Sophies valg', og den gjorde et stort indtryk på mig. Hovedpersonen står over for et helt umuligt valg (hvor en mor i en koncentrationslejr skal vælge mellem sine to børn, red.). Jeg blev totalt ramt i hjertekulen og forstod for første gang, at der er valg, man ikke kan træffe."
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?
"Jeg er egentlig en ret sløv kulturforbruger. Jeg arbejder ofte om aftenen, og de dage, hvor jeg ikke er på arbejde, er jeg sammen med min søn på syv år. Men jeg vil anbefale, at man ser Christoffer Guldbrandsens film "Præsidenten". Den er unik, og nogle vil måske også sige deprimerende, fordi man får et indblik i magtspillet i EU. Og så vil jeg også anbefale filmen "Kongens store tale", som faktisk falder godt i tråd med det, jeg lige nu laver om det britiske bryllup. Det er en "feel good"-film, hvor man samtidig også får historiske fakta på plads. Filmen gør det, som jeg også håber, vores transmission fra brylluppet kan, nemlig at formidle en god stemning, samtidig med at vi alle bliver lidt klogere."
Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?
"Jeg vil ikke sige, at der er én. Det er mere summen af mange. Jeg gik meget i teatret som ung, særligt var jeg glad for Strindberg. Roskilde Festivalen er for mig en mulighed for at give mig totalt hen til musik i flere dage i træk, og børne-tv særligt med Poul Nes- gaard var med til at gøre, at jeg begyndte at se verden på en anden måde. Der så jeg nogle unge i København, som kendte mere til samfundet end sådan en som mig, der boede ude på landet. Det fik mig til at ville vide mere. Det er altså summen af flere ting, som har været med til at forme mig."
Hvad betyder kultur for dig?
"Kultur er et afbræk fra den nyhedsverden med mange fakta, som jeg lever i. Men kultur er mere end kun underholdning. Kultur klæder mig på til bedre at kunne forstå den virkelighed, som jeg faktuelt beskæftiger mig med."
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
"Ja, det er der, men jeg ved ikke nok om det til at kunne pege nogle områder ud. Der er noget kultur, som appellerer mere til mig end til andre. Så jeg vil automatisk synes, at det, jeg selv er glad for, skal have bedre vilkår, men det er ikke sikkert, at det er rigtigt."
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
"Min erfaring er, at når jeg får tid til at fordybe mig, så synes jeg faktisk om det meste. Der er ikke en speciel disciplin, som ikke er noget for mig, men det skal selvfølgelig generelt være godt håndværk. Det meste kan ramme mig, men kvaliteten betyder en del for, hvor meget jeg giver mig hen til det. For eksempel har jeg i lang tid syntes, at Bob Dylan lavede kedelig musik og havde en irriterende stemme. Men Steffen Brandts fortolkninger af hans musik åbnede mine ører, og pludselig havnede jeg via en veninde til en koncert med Bob Dylan i Washington, og nu hører jeg mere af hans musik."
anne.jensen@k.dk