"Paulus' syn på kvinden var i denne sag det samme som samtidens og desuden i god overensstemmelse med den fremherskende opfattelse inden for antikkens lægevidenskab. I den blev kvinden anskuet som et svagere væsen end manden, bestående af knap så bestandige og faste materialer som denne. Kvinden blev ganske enkelt betragtet som en ufuldkommen mand," skriver Mogens Müller i dagens kronik.
- Colourbox.com
Mogens Müller |
2. maj 2011
Det er på tide, at kirken får viklet sig helt ud af det antikke og antikverede syn på kønnene, som Paulus og hans samtidige stod for. Vi skal selvfølgelig se kvinden som et mindst lige så fuldkomment menneske som manden og fuldt ud aktivere kønnenes ligestilling, mener dagens kronikør
DER HVERKEN KAN eller skal sættes spørgsmålstegn ved apostlen Paulus' fordømmelse af homoseksualitet. Den kommer kun alt for klart til orde i Rom. 1, 26-27 (jf. 1. Kor. 6, 9 samt siden 1. Tim. 1, 10). Det skal heller ikke benægtes, at denne adfærd omtales i 3. Mos. 18, 22 og 20, 13 som en vederstyggelighed, der skal straffes med døden. Det bliver jo tit nok repeteret.
Men i hvert fald to spørgsmål rejser sig i denne anledning. Hvorfor er der aldrig tale om kvinders seksuelle omgang med kvinder? Her er der alene tale om, at kvinden ikke må byde sig til for dyr. Gør hun det, skal såvel kvinden som dyret dræbes (3. Mos. 18, 23 og 20, 16). Og hvad er det ved mænds homoseksuelle adfærd, der er så vederstyggeligt, at det fortjener døden?
LÆS OGSÅ: Mændenes kamp for kvindernes ligeretDet får vi ikke umiddelbart noget svar på i Bibelen. Derimod får vi det hos Paulus' lidt ældre samtidige, den jødiske bibeludlægger og filosof Filon fra Alexandria (cirka 20 f.Kr. til 50 e.Kr.). Filon kommer således i et af sine skrifter "Om det kontemplative Liv eller de Bønfaldende" kort ind på dette spørgsmål.
Det sker i en beskrivelse af gilderne i Grækenland, som han modstiller festmåltiderne hos de "terapeuter", som hans skrift handler om, en jødisk gruppering, som er blevet sat i forbindelse med essæerne, og som udmærker sig ved renhed og nøjsomhed. Filon fremhæver som modsætning hertil det græske måltids tøjlesløshed og nævner blandt andre Platon, hos hvem nydelserne blandt andet består af kærligheden, "ikke blot mænds heftige begær efter kvinder eller kvinders efter mænd – for disse lyster betaler tribut til naturens lov – men mænds til mænd, der alene adskiller sig i alder".
Selvom noget hos Platon kan være mere dybsindigt, handler dog størstedelen om "den almindelige og sædvanlige kærlighed, der røver mandigheden, den mest værdifulde dyd for livet i både krig og fred, og påfører sjælene kvindelighed som en sygdom og skaber kvindagtige mænd af dem, som burde blive opøvet i alle sysler, der fører til legemsstyrke. Men kærligheden fordærver i stedet drengealderen og forlener den med den begærede piges status og tilstand. Desuden nedværdiger den også de elskende på de mest vitale områder, nemlig legeme, sjæl og formue. For det er nødvendigvis sådan, at pæderastens sind er rettet mod drengene, på dem alene retter det blikket skarpt ind, men over for alt andet er det blindt". Blandt følgerne er endelig affolkning af byerne.
Det "vederstyggelige" er altså, at den ene mand i et homoseksuelt forhold fornedrer sig til kvindestatus. Og denne "kvindelighed" betragtes ligeud som en sygdom. I græsk kultur, hvor homoseksualitet nød en vis udbredelse, var det også sådan, at når en dreng først var blevet voksen og myndig, kunne han ikke længere indlade sig seksuelt med en mand uden at tabe sin ære som mand. Det er med andre ord ikke selve den seksuelle akt, der fordømmes, men det, at en mand optræder som en kvinde. Og grunden til, at det er galt, er det syn på kvinden som en ufuldkommen mand, der gennemsyrer antikken, derunder også jødedommen og altså også den fremvoksende kristendom.
Paulus' syn på kvinden var i denne sag det samme som samtidens og desuden i god overensstemmelse med den fremherskende opfattelse inden for antikkens lægevidenskab. I den blev kvinden anskuet som et svagere væsen end manden, bestående af knap så bestandige og faste materialer som denne. Kvinden blev ganske enkelt betragtet som en ufuldkommen mand.
Således var kvinden heller ikke udrustet med de samme karakteregenskaber som manden. Det kommer for eksempel til orde, når Filon – med tilslutning – i sit "Forsvarsskrift for jøderne" beskriver grunden til, at essæerne misbilliger ægteskabet: "En hustru er egenkærlig og umådeholden skinsyg og udspekuleret i at ødelægge mandens moral og forføre ham med stadige heksekunster. Kvinden er øvet i smigrende ord og andet skuespil, ligesom på en scene, og når hun har forhekset syn og hørelse, så de i bund og grund er bedraget og blevet ligesom undersåtter, fører hun den styrende forstand bag lyset" ? og mere af samme skuffe.
VI BÅDE KAN OG SKAL i dag trække på smilebåndet ad sådanne skildringer – og en helt tilsvarende holdning kan findes hos for eksempel den jødiske historieskriver Josefus. Men de er fra deres forfatteres hånd ment i ramme alvor.
Som ikke mindst Lone Fatum herhjemme har vist det med al ønskelig tydelighed, er Paulus' holdning i dette spørgsmål ikke noget fremskridt i forhold til hans samtid. Manden er for apostlen virkelig kvindens hoved, vel at mærke den gifte kvindes. Det fremgår af hans belæring i 1. Kor. 11, 2-16 om, at kvinder skal bære hovedbeklædning ved menighedens sammenkomster. Det var jo ifølge beretningen i 1. Mos. 2, 7 manden, der fik blæst livsånde i sit næsebor og blev et levende væsen. Denne ånd får kvinden derfor alene gennem manden, hvis ribben hun jo ifølge den samme beretning også blev skabt af.
Det ofte citerede sted fra Galaterbrevet 3 ,28, hvor det hedder, at "her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde" for alle er én i Kristus, giver i den autoriserede danske oversættelse udtryk for en "ligeberettigelse", der ikke er til stede i den græske tekst. I den siges det, at det er kønsdifferentieringen, der er ophævet, altså forskellen på mandligt og kvindeligt. I Kristus Jesus ophæves således den uddifferentiering i mandligt og kvindeligt, som ifølge 1. Mos. 1, 27 skete ved skabelsen af mennesket.
Det vil i Paulus' tankeverden betyde, at kvindeligheden ophæves i Kristus Jesus, det vil sige, når frelsen fuldendes. Det bedste, der kan ske for en kvinde, er derfor, at hun ikke praktiserer sin seksualitet. For så kan hun – næsten – blive som en mand. Det var formodentlig det, som "diakonissen" Føbe (nævnt i Rom. 16, 1-2) udlevede. I det apokryfe skrift Paulus' Gerninger fra det 2. århundrede møder vi Thekla, der opgav sin forlovelse for at blive en mand med kortklippet hår og mandsdragt.
Og det gnostiske Thomasevangelium fra midten af det 2. århundrede slutter helt i overensstemmelse med dette med følgende ord (logion 114): "Simon Peter sagde til dem (Jesu disciple): 'Lad Maria (det er Maria Magdalene) gå bort fra os, thi kvinder er ikke værdige til livet.' Jesus sagde: 'Se, jeg vil lede hende, så jeg kan gøre hende mandlig, for at hun også kan blive en levede ånd og ligne jer mandlige. Thi enhver kvinde, som gør sig selv mandlig, vil gå ind i himlenes rige'."
Det hører selvfølgelig ikke med til kristendom at overtage denne kultur- og tidsbestemte konstruktion af, hvad kvinden er. Man kommer heller ikke uden om, at den i høj grad bærer præg af at være skabt af mænd. Så kan det nok så meget stå i Bibelen, som jo – i parentes bemærket – netop er skrevet af mænd.
Selvom det bestemt ikke er gået hurtigt, så har – dele af – kirken viklet sig ud af dette antikke og antikverede syn for i stedet at se kvinden som et mindst lige så fuldkomment menneske som manden. Det manifesterede sig for eksempel i, at kvinder i 1948 fik adgang til præsteembeder i folkekirken på lige fod med mænd.
Nu er tiden så inde til desuden at aktivere kønnenes ligestilling i anerkendelsen af, at homoseksualitet ikke er en "vederstyggelighed", men at et parforhold mellem to af samme køn – ganske som det heteroseksuelle parforhold – skal holdes op mod kærlighed og trofasthed som det, der legitimerer.
Mogens Müller er professor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet
De citerede skrifter af Filon findes i dansk oversættelse i Bodil Ejrnæs, Søren Holst og Mogens Müller (red.), Dødehavsskrifterne og de antikke kilder om essæerne. 2. reviderede udgave, København: ANIS forlag 2003, Thomasevangeliet i Jørgen Ledet Christiansen og Helge Kjær Nielsen (red.), Nytestamentlige Apokryfer, København. Det Danske Bibelselskab 2002.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad